Når hverdagen er presset med job, indkøb og børnepasning, så tyr mange forældre til at bruge bedsteforældre som aflastning. Samtidig har mange bedsteforældre selv forældre, der er så gamle, at de skal have hjælp med at købe medicin, handle ind og daglig pleje.
Presset på bedsteforældre er blevet så stort, at de er stressede og ikke har tid til sig selv med det resultat, at det går ud over deres heldbred og deres forhold til deres partner.
Et engelsk studie med 3.000 ældre i 50'erne og 60'erne viser, at flere end 3 ud af 4 bedsteforældre kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen, da de skal tage vare på alt fra de ældste til de yngste generationer i familien.
Familierådgiver Vibeke Quist Kring er også kendt med problematikken fra sin praksis, og hun er sikker på, at det er noget, vi kommer til at høre meget mere om fremover.
"Bedsteforældre er dårlige til at sige fra over for deres voksne børn og egne forældre. Og så føler de sig forpligtet til at hjælpe, fordi de har sat deres børn i verden", forklarer Vibeke Quist Kring.
Hun mener, at man bør hjælpe hinanden som familie, men at det er vigtigt, at der er en balancegang, hvor man husker både at gøre noget for sig selv og for andre.
"Det er vigtigt, at man som bedsteforældre fortæller sine voksne børn, hvad man prioriterer, eller at man som forældre spørger til sine forældres behov. Det kan være, at man som bedsteforældre hellere vil tage på camping hver weekend end at passe børnebørnene", siger Vibeke Quist Kring.
Kilde: Jyllands-Posten
10-04-2011

|