Derfor sover far fra barnets gråd Undrer du dig over, hvordan farmand kan fortsætte med at sove som en sten, mens jeres barn græder, så hele huset ryster? Få forklaringen her.
12265
Undrer du dig over, hvordan farmand kan fortsætte med at sove som en sten, mens jeres barn græder, så hele huset ryster, imens din egen krop reagerer, og du styrter af sted, inden du rigtigt har registreret, hvad der foregår?
Det viser sig, at ingen af jer helt kan gøre for det. Vi er tilsyneladende programmeret sådan. Ny forskning viser, at mænd simpelthen ikke registrerer spædbarnsgråd, hvis de har tankerne et andet sted, mens gråden straks giver udslag i kvinders hjerner.
Det er forskere ved det amerikanske National Institute of Child Health and Human Development, der har lavet undersøgelsen, hvor de udsatte mænd og kvinder for såkaldt hvid støj med indslag af spædbarnsgråd.
Deltagerne, der både inkluderede forældre og barnløse, var blevet bedt om at lade deres tanker vandre, imens der blev afspillet støj og gråd.
Undersøgelsen viste, at der ikke skete nogen forandring eller udslag i mændenes hjerner undervejs. Deres hjerner forblev blot i hviletilstand.
Men hos kvinderne blev visse centre i hjernen straks aktiveret, når de hørte spædbarnsgråden, uanset om de var mødre eller ej. Der var heller ikke nogen forskel at spore i mændenes reaktion, uanset om de var fædre eller ej.