Vægtforøgelse under graviditeten Det anbefales, at de fleste sunde og raske kvinder tager 11-16 kilo på under graviditeten.
25998
Der er mange ting, du kan gøre for at gøre dit til, at du føder en sund og velskabt baby. En af de aller vigtigste ting er at spise rigtigt under graviditeten for at tage de ekstra kilo på, som du skal bruge til at give næring til et nyt liv.
Hvor meget?
Ved det første besøg hos lægen får du sikkert at vide, hvor meget der er passende for dig at tage på i de 9 måneder, graviditeten varer.
Det anbefales, at de fleste sunde og raske kvinder tager 11-16 kilo på, men dette kan variere afhængigt af, om du var overvægtig eller vejede for lidt, inden du blev gravid.
Prøv at satse på at tage på stille og roligt og konstant, men husk at alle kvinder tager på i forskellige tempi under graviditeten.
• I løbet af det første trimester tager du sikkert kun mellem 400 og 700 gram på hver måned.
• I løbet af andet trimester er det normalt at forøge vægten med 200-350 gram om ugen.
• I det tredje trimester ligger din vægtforøgelse på knapt ½ kilo om ugen!
Alt i alt vil du sikkert føle, når tiden for fødslen nærmer sig, at din vægtforøgelse har været helt enorm – især da du jo ved, at en baby kun vejer omkring 3½ kilo.
Hvorfor tager man så meget på?
Din samlede vægtforøgelse kan næsten nøjagtigt deles op i 50% til babyen (inklusiv moderkage og fostervand) og 50% til din egen krop (større blodmængde, større livmoder og meget større bryster). Normalt er der også et lille fedtdepot hos moderen, der er vigtigt for at få en sund og velskabt baby.
Dit fysiske velbefindende
Det er vigtigt, at du følger din læges råd om, hvor meget du skal tage på under din graviditet. Hvis du tager for lidt eller for meget på, kan det skabe problemer. Det er også vigtigt at huske, at det er kvaliteten af den mad du spiser og ikke kvantiteten, der gør forskellen.
En passende vægtforøgelse
Når en vordende moder forøger sin vægt lige nøjagtigt med det antal kilo, der er passende for hende, har hun store chancer for at føde en sund og velskabt baby. Din læge kan regne nøjagtigt ud, hvor meget det er passende for lige netop dig at tage på ud fra dit helbred og ud fra din vægt, inden du blev gravid.
For lille vægtforøgelse
Din voksende baby skal bruge næring, og du skal spise nok til jer begge to. Hvis du ikke tager nok på, risikerer din baby at få for lav fødselsvægt. Babyer med lav fødselsvægt har sværere ved at trives, og de er mere sårbare overfor helbredsproblemer. Så sørg for at følge din læges anvisninger til, hvor meget du bør tage på.
For stor vægtforøgelse
Nogle kvinder har tendens til at tage lidt for meget på, selvom de spiser sundt. Men der er andre, der bruger graviditeten som en undskyldning til at bryde alle deres gode regler om at spise sundt. Det er bestemt ikke nogen god idé. Hvis du tager alt for meget på, kan der ske følgende:
• Du belaster dit hjerte unødigt meget. Det arbejder allerede på højtryk, da der er en forøget blodmængde, der skal pumpes rundt i kroppen.
• Du overbelaster dine led, som i forvejen er blevet løse af graviditetshormoner, og derfor ikke bør udsættes for unødig ekstra belastning.
• Du får forøget risiko for at få ondt i ryggen.
• Du gør det ekstra svært for dig selv at tabe den ekstra vægt igen efter fødslen, og hvis du beholder de ekstra kilo, når babyen er ankommet, kan det skabe andre svære helbredsproblemer for dig.