Åndenød Dine lunger skal skaffe ilt til alt det ekstra blod, der cirkulerer gennem din krop under graviditeten.
9199
Dine lunger skal skaffe ilt til alt det ekstra blod, der cirkulerer gennem din krop under graviditeten. Hormonerne får dine brystmuskler til at blive slappere og udvider de bittesmå blodkar i luftvejene.
Din brysthule forstørres for at give dine lunger ekstra plads, men efterhånden som graviditeten skrider frem, presser babyen mod mellemgulvet og forhindrer lungerne i at kunne udvide sig så meget, som de plejer at kunne.
Det ser ud som om, åndenødsproblemet er værre hos kvinder, der er i dårlig form, venter tvillinger eller bærer på et meget stort barn.
Dit åndedræt forøges under graviditeten, men du trækker snarere vejret dybere end hurtigere, så du kan stadig få åndenød under dyrkning af motion.
I de sidste uger før fødslen kan selv mindre anstrengelser såsom at gå op ad trappen give åndenød, men det bliver som regel bedre, når babyen synker ned i bækkenet og stiller sig i fødestilling, hvilket sædvanligvis sker i løbet af graviditetens sidste måned.
Hvad du selv kan gøre
• Ret dig op, når du sidder og står. Hvis du falder sammen, får dine lunger endnu mindre plads til at udfolde sig på.
• Hvis du tror, at du måske kan lide af blodmangel, så tal med lægen eller jordemoderen om at få et jerntilskud.
• Giv dig god tid, når du bevæger dig, og når du skal op ad trapper. Hvis du mister pusten, så stop og slap af i skuldrene, mens du trækker vejret langsomt og forsigtigt et lille stykke tid, før du fortsætter.
• Det hjælper som regel også at forbedre din kondition, f.eks. ved at gå nogle ture eller svømme regelmæssigt, men lad være med at blive overtræt.