Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
Pias Dagbog Pias Dagbog

Følg Pia gennem hele hendes graviditet og fødslen.
 4086 

Vi fandt ud af, at jeg var gravid på en lørdag. Vi skulle til fest hos en af mine venner lørdag den 19. august 2000. Jeg havde ikke fået min menstruation og var ved at blive lidt bekymret, men da jeg lige havde haft eksamen og havde været ude at rejse, ja så kunne den godt være lidt sent på den, men jeg tror inderst inde godt, at jeg vidste, at jeg var blevet gravid. Jeg havde flere gange set på min mave i spejlet ude i gangen og pustet den op for at se, hvordan det ville se ud, når jeg "engang" blev gravid.

Nå, men vi skulle til fest, og jeg var ved at gøre mig i stand. Jeg havde en gammel graviditetstest, som jeg havde fået af en veninde (i en anden anledning). Jeg besluttede mig for at prøve den og se, om mine "bekymringer" havde grund i noget mere alvorligt. Der var ingen tvivl, testen var positiv. Jeg fik ondt i maven, ikke fordi jeg blev ked af det, mere fordi det var det, jeg altid eller i meget lang tid havde håbet på, og endelig var det sket! Dog var jeg ikke forberedt på, at det skulle være lige nu og her, at jeg skulle være mor og Jesper far.

Jeg smilte for mig selv og grinte lidt, da jeg gik ind for at sige det til Jesper. Først sagde han ingenting, men lidt efter gik det op for ham, at det var alvor. Vi talte ikke særligt meget om det den første tid, hvorfor ved jeg ikke, men jeg tror, at det tog lang tid for os begge at vænne os til tanken, specielt fordi det ikke var planlagt. Det hele var lidt komisk, men også forunderligt dejligt!

Uge 6

Vi bestilte tid til lægen den 16. august 2000. Vi tog sammen derop, og Jesper var med inde hos lægen. Hun stillede os en masse spørgsmål, vejede mig, tog blodprøve på mig, og til sidst foretog hun en gynækologisk undersøgelse af mig, mens Jesper sad i rummet ved siden af. Der var ingen tvivl, jeg var gravid, og Jesper og jeg kunne gå derfra glade og endnu engang meget overraskede med en vandrejournal i hånden. Lægen havde sagt, at vi ville få besked fra Rigshospitalet, hvor fødslen ville finde sted, og om hvornår vi skulle til vores første jordemoderundersøgelse.

Vi fik den første indkaldelse til nogle tests, som jeg skulle have foretaget i forbindelse med et projekt, som de havde kørende for gravide, som skulle føde på Rigshospitalet. Det var selvfølgelig frivilligt, men jeg ville hellere end gerne deltage, dersom jeg fik muligheden for at se min baby på en scanning i 12. uge. Desværre skulle de også tage nogle blodprøver, men det var det værd, hvis bare jeg kunne se den lille.

Uge 13

Den 4. oktober 2000 mødte vi op på Rigshospitalet på ultralydsklinikken for at deltage i projektet vedrørende tidlige undersøgelser af fostre. Vi sad og ventede 10-15 minutter, før en lidt ældre dame kom og præsenterede sig selv og bad os følge med hende. Det første hun sagde, da vi kom ind på stuen var: "Gå ud og tøm din blære og tag dine benklæder af". Jeg gjorde som hun sagde, og vi så vores lille baby.

Den var det smukkeste jeg nogensinde havde set, og det var så utroligt og fantastisk, at der var noget inde i min mave, som senere skulle blive til en rigtig baby, et menneske. Jeg var meget glad, og jeg kunne se på Jesper, at det også var fedt for ham at se, at der virkelig var noget inde i min mave. Han så meget lettet og veltilfreds ud. Lægen undersøgte, om vores baby var "normal", at der var to hjernehalvdele, to arme på 0,05 cm og to ben. Et lille væsen på ca. 6,2 cm målt fra hoved til hale.

Fem dage efter var det tid til vores første jordemoderbesøg. Vores jordemoder var utrolig flink og skulle følge os gennem hele graviditeten. Vi talte lidt frem og tilbage, hun stillede en masse spørgsmål, og Jesper og jeg svarede spændt. Der blev dog ikke tid til, at vi rigtig kunne stille hende spørgsmål, men det var nok fordi, vi ikke havde skrevet noget ned og ikke kunne huske, hvad vi ville spørge om, fordi vi var så spændte.

Jordmorderen undersøgte min mave ved at trykke på den, og så spurgte hun, om vi ville høre den lilles hjerte, og det ville vi jo meget gerne. Det var ikke sikkert, at man kunne høre hjertet endnu, sagde hun, men her var det nemt. Dens hjerte hamrede derudaf, og jeg kunne se på Jesper, at han syntes, at det var fedt. Jeg kunne slet ikke beskrive mine følelser. Det var som om, nogen havde sat et bånd på, og at det slet ikke var mig, lyden kom fra. Det var overfedt. Næste gang vi skal til jordemoder er først i januar, og det er jeg noget ked af, fordi jeg har en masse spørgsmål, og jeg vil så gerne have at vide, om det hele ser fint ud.

De første 6 uger af min graviditet vidste jeg ikke, at jeg var gravid, men jeg havde spændte bryster og svage menstruationssmerter, som jeg jo bare troede, var fordi jeg skulle have min mavepine. Jeg startede med at veje 53,8 kilo i 7. uge, og nu i 17. uge vejer jeg 57,8 kilo. Jeg er begyndt at få mave på, og nu kan det godt ses med det blotte øje, at jeg er gravid. Jeg har haft det godt, jeg har ikke rigtig haft kvalme, men jeg har været meget træt og ugidelig, og jeg har både været super lykkelig og dybt ulykkelig. Jeg har endvidere haft lidt besvær med at komme af med min afføring. Jeg har haft og har forstoppelse, og det gør ondt, og specielt lige før jeg skal på wc, det trykker i hele maven. Jeg har også haft lidt hovedpine, men det er nok fordi, jeg tænker for meget på, om det hele nu er normalt, og om jeg får en velskabt baby.

Uge 18

Arghhh... Den sparkede mig fredag den 10. november (ca. kl. 12.10). Jeg fik to kraftige spark af vores lille baby. Nøj, hvor var det vildt. Jeg kan slet ikke komme mig over, at der er en lille stærk purk inde i min mave, som nu kan give igen og er så stærk, at den kan mærkes gennem maveskindet og på min hånd. Jeg ringede straks til Jesper, som blev helt vild. Han ville gerne have været der og mærket den lille.

Jeg lå på ryggen inde i sengen og mærkede bobler inde i min mave, så jeg lagde hånden på og følte efter. Jeg kunne ikke mærke noget, så jeg trykkede lidt i venstre side, hvor jeg sidst havde mærket boblerne. Puff... Jeg fik én over fingrene. Jeg trak hurtigt hånden til mig, fordi jeg blev forskrækket. Og så begyndte jeg at grine, mens tårerne løb ned af kinderne på mig. Uhhh, det måtte jeg gøre igen, og også denne gang fik jeg et ordentligt spark over fingrene. Det var for vildt...

Nu håber jeg bare, at jeg hver dag bliver mindet om, at der er noget inde i min mave. Nogen gange kan man nemlig godt blive i tvivl, fordi der er så stille, og fordi man ikke decideret mærker nogen gener ved graviditeten. Nu VED jeg, at den er der!

Uge 19

Jeg er så småt begyndt at tage kalkpiller og har lige siden uge 7 eller 8 taget vitaminer. I morgen begynder jeg min 19. uge, og så er det ved at være tid til også at tage jerntilskud. Jeg har ikke så megen appetit i øjeblikket, men det regulerer kroppen vel af sig selv, når man er sund og rask i forvejen?

Jeg har også ringet til min læge for at få taget en ekstra blodprøve for toxoplasmose. Det ville være min død, hvis dette skulle skade mit barn, specielt fordi vi har kat og kender risikoen ved det! Men det er ikke før på torsdag.

Fredag skal Jesper og jeg til vores anden scanning. Det glæder vi os til. Vi talte lidt i går, om det ville være en god idé at kende babyens køn. Alle siger, at det skal vi ikke, men jeg tror, at det giver os et mere personligt forhold til den lille allerede meget tidligt. Og så kan vi jo også vænne os til at kalde den ved navn! Vi har heldigvis en hel uge endnu til at beslutte os til, hvad vi vil, men jeg tror, vi gør det, hvis altså lægen kan se, hvad det bliver.

Uge 20

Så er det blevet november, og jeg er 20 uger henne. Den lille er meget aktiv nu og bevæger sig meget! Det er lidt fedt, fordi så ved jeg, at den har det godt og "stadig" er i live. Jeg vejer nu meget meget mere end til at starte med. Jeg har en ca. vægt, som ligger på 59,2 kg - altså næsten hele 6 kg mere.

Jesper og jeg var til vores anden scanning her sidste uge, fredag den 17. november 2000. Vi så vores lille baby, og hold da helt op hvor var den blevet stor. Lægen som scannede min mave tog en masse mål og fortalte os, at den lille nu var ca. 13 cm lang, at dens mave var ca. 13,2 cm i diameter, at den stadigvæk havde to hjernehalvdele, en velkonstrueret ryghvirvel, fire hjertekar, to arme, to ben, og så kunne vi se, at der i hvert fald var fem fingre på dens højre hånd. Den lille var så smuk. Jeg fik helt tårer i øjnene. Den kunne også gabe og sutte på tommelfinger. Hvor vildt! Jeg glæder mig så meget til at se den i virkeligheden.

Vi havde besluttet os for at høre, om lægen kunne se, hvad vores lille baby ville blive, og hun sagde, at det ville højst sandsynligt blive en lille pige. Der var tre prikker, som vist nok indikerede, at den var en pige. Hun kunne ikke love noget, men hun kunne med næsten 100% sikkerhed sige, at hun troede, at det ville blive en lille datter, som vi skulle have. Fedt! Juhuuu... Jeg skal være mor til en lille datter. Det er bare overdrevet sejt!

Jeg har været til lægen torsdag den 16. november for at få lavet en ekstra blodprøve for toxoplasmose. Puhhaa, jeg kan altså ikke lide at blive stukket, men jeg kan heller ikke slippe tanken om, at jeg skulle have denne latterlige sygdom og derfor smitte den lille, så den bliver vanskabt eller hjerneskadet. Jeg får besked på torsdag, om jeg har det eller ej. Jeg håber det ikke. Hvorfor skulle vores "indekat" også smitte mig med en sygdom, som kun eller flest udekatte får af at spise fugle eller lugte til andre kattes afføring?

Som sagt skal Jesper og jeg til vores andet jordemoderbesøg den 15. januar 2001. Jeg glæder mig. Nu begynder der at ske noget, og tiden nærmer sig. Vi skal begynde til fødselsforberedelse på Rigshospitalet den 13. februar 2001. Det glæder jeg mig også til. Så kommer jeg til at se andre, som også er gravide og har spørgsmål eller tanker lige som jeg. Dette kursus kommer til at vare fem uger, indtil den 13. marts. Den 2. marts skal vi til "film og rundvisning" på Rigshospitalet, hvor vi skal se fødestuerne, maskinerne, menneskerne, instrumenterne og alt hvad der kan komme til at høre til en fødsel. Det tror jeg kommer til at have stor indflydelse på vores fødsel og tanker, og så kan det vel dulme vores stress og rædsel for alt det "klinisk-hospital-og-nu-skal-lægen-styre-det-hele-show".

I morges vejede jeg 60,2 kg. Puha, nu bliver jeg tung i bagen, og det kan i hvert fald mærkes på mit tøj, som jeg jo allerede ikke kan gå i. Men med en lang bluse kan det indtil videre godt lade sig gøre. Bukserne strammer godt nok rundt om lårene. Det er heller ikke så rart, når jeg sidder. Det føles som om, jeg maser den lille, og den kan da også brokke sig ved at sparke mig, når jeg læner mig fremover.

Jeg skulle ringe til lægen her til morgen for at få svar på, om jeg havde toxoplasmose. Hun sagde, at der ikke var noget og heller ikke havde været noget. HELDIGVIS. Jeg havde godt nok bekymret mig en hel del.

Jeg har endnu ikke meldt mig til fødselsgymnastik, men burde gøre det meget snart. Jeg trænger til at bevæge mig noget mere. Specielt nu hvor jeg er blevet tungere i den anden ende. Man siger også, at man "kun" skal veje mellem 5 og 8 kg mere i 23. uge, og jeg vejer allerede knap 8 kg mere i uge 20. Er jeg mon for tyk? Det finder jeg nok ikke ud af, før jeg skal til jordemoder i januar.

Uge 23

Nøøj, hvor er hun blevet tung at slæbe rundt på, men jeg skal vist ikke brokke mig endnu - det bliver værre, har jeg fået at vide. Den lille er meget vågen, men det er mest i perioder, og helst når jeg skal sove. Men det gør slet ikke noget, fordi jeg nyder det og undværer gerne nogle timers søvn for lidt selskab med min datter!

I morges vejede jeg mig selv, som jeg jo gør næsten hver morgen. Jeg vejede 61,2 kg. Mit selvværd er ikke lavt, nej slet ikke, og heller ikke med den grimme bums, som sidder på hagen.

Jeg lå syg i forrige uge med forkølelse og hoste. Det var ikke så fedt, og jeg havde det bestemt heller ikke for godt. Jeg var noget bange for, at det skulle komme til at påvirke den lille, men det tror jeg nu ikke, fordi jeg spiste normalt, havde ikke feber og tog stadig lidt på. Men man bliver vel altid bange, og derfor blev jeg også to ekstra dage i sengen, og nu er jeg mere omhyggelig med at pakke mig godt ind, når jeg går ud og specielt holde mig væk fra andre syge mennesker! Så kan jeg jo heller ikke gøre mere.

I går den 10. december, da Jesper og jeg sad og spiste aftensmad, begyndte mine bryster at lække for første gang. Det var lidt sjovt og underligt, ikke at det gjorde ondt eller føltes anderledes, men pludselig var der en våd plet på min trøje, og da jeg trykkede på brystet, var det som om, jeg kunne amme hele den danske befolkning - næsten! Åh, hvor jeg glæder mig, til den kommer ud!

Uge 29

Så er er der gået et godt stykke tid siden sidst, og jeg har lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke har skrevet noget mere, men vores computer har været gået i stykker, og både Jesper og jeg har haft eksamen og har haft travlt med at købe ny lejlighed, sælge den gamle og fejre jul sammen med vores familier.

Jeg er nu i 29. uge og har taget godt på siden sidst. Hele 64,4 kg vejer jeg nu. Det er godt nok blevet tungt men stadig ikke mere besværligt, end at der bare ligger noget inde i min mave, som fylder godt til og sparker MEGET, specielt hvis den bliver mast. Jeg tror, at vi får den dejligste lille hidsige datter, som ved hvad hun vil med sit liv!

Der er sket meget siden sidst. Vi har været til vores andet lægebesøg og har også besøgt vores jordemoder. Lægen (som var meget travl) sagde, at det hele så ud, som det skulle, og hun tog ikke flere blodprøver, fordi hun ikke mente, at jeg havde brug for det. "Alt ser jo meget fint ud", sagde hun. Vi hørte efter hjertelyd, som jo bare lød så godt. Mere stabilt og langsommere end sidste gang, fordi fosteret var blevet større og stærkere. Så mærkede hun efter på min noget store mave og fortalte, at jeg havde en aflang livmoder, hvilket vist nok betød, at barnet lå højere, end hvis det havde været en bred. Jesper var ked af, at han ikke havde været med, men så kunne han ikke få fri til vores jordemoderbesøg den 15. januar 2001.

Længe har vi diskuteret navnet til vores lille datter, og det er da også blevet ændre nogle gange, men hele tiden er vi endt med det samme navn, men det kan jo stadigvæk ændre sig med tiden. Hvem siger, at det er det rigtige navn, og at det passer lige til den over-smukke datter, som kommer til april? Det kan jo være, at det er en Åse...

Vores andet jordemoderbesøg gik meget bedre end sidst. Der var også en jordemoderstuderende tilstede, og hun var jo lidt mere hip på at svare på spørgsmål. Jordemoderen målte mit blodtryk, som var steget fra 110 over 60 til 120 over 75, men det er jo klart, at det er steget, fordi der er jo meget mere vægt, og min krop bruger mange flere kræfter på at pumpe blodet rundt.

Vi hørte hjertelyd, og Jesper lyste over det hele, da han endnu engang lyttede til sin lille baby. Så mærkede de efter på maven, hvor stor hun var blevet. Ca. 1.100 gram sagde de, og hun lå med numsen ned mod mit skamben og hovedet opad i min venstre side. Jeg fik selv lov til at rykke lidt på hendes numse. Allerede nu har hun en kanon "røv"! Med et målebånd målte de fra mit skamben og op til der, hvor livmoderen var nået og sagde, at der var 24 cm, hvilket vist nok var fint. Jesper og jeg fik rig lejlighed til at stille dem flere spørgsmål og fik gode svar herpå.

Jeg har det godt for tiden. Min mave er jo blevet godt rund, og nu ser alle på den, når jeg viser den frem. Man siger, at jeg får en pige, fordi jeg har taget på på numsen, men det er kun folk, som kender mig rigtig godt, fordi alle andre siger, at maven er så flot og rund og sidder lige på midten, hvor den skal. Det er sjovt at høre folks meninger og gætterier på, HVAD det bliver, fordi der er jo ikke andre end Jesper og jeg som ved, at det bliver en pige.

Hun sparker meget, hun er dog mere vågen i perioder, og nogle dage kan hun godt sove meget, men så skal farmand bare tale til maven, og så bevæger man sig. SNYYYYD! Hvis jeg går hjemme en hel dag, uden hun giver et eneste spark fra sig, ja så træder farmand lige ind af døren, og så kan man godt bevæge sig. Jeg tror det bliver fars pige. Jesper smelter allerede helt ved tanken om en datter og glæder sig til at vise hende frem, når hun bliver født.

I dag den 20. januar 2001 har jeg været på arbejde i 9 stive timer og har stået meget op. Puhhh, jeg kan godt mærke, at jeg ikke har de samme kræfter som før, men jeg synes, at jeg holder godt ud! Bæbsen har sparket meget i dag, og jeg har kunnet se hende strække sig og dreje sig, specielt hvis der ikke lige har været plads til hende, når jeg har bukket mig fremover eller drejet mig for hurtigt. Hun vender og drejer sig, ligesom jeg skriver dette. Det er det fedeste, og jeg tror, at jeg er verdens lykkeligste "kommende" mor. Hun kan også godt lide at komme i bad. Det varme vand virker åbenbart stimulerende, og hun begynder at mosle rundt inde i maven. Jeg håber også af denne grund, at jeg kan komme i karbad eller brusebad under veerne/fødslen, fordi det er noget vi begge kan lide, og så skulle det jo tage toppen af smerterne!

Jesper og jeg har været nødt til at købe amme-BH'er til mig, fordi de andre simpelthen er blevet for små, og mine bryster har lækket så meget, at jeg har fået skjolder på mine bluser. G-strengen er også blevet skiftet ud med et par store Sloggi, som holder godt på maven og det dertil hørende. Jeg er en rigtig sexbombe, men det synes ikke at påvirke Jesper synderligt, selvom jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle blive en af disse her kedelige kvinder, som ikke tager hensyn til deres mænd og deres udseende. Jeg prøver at holde mig køn og smuk, men det er ikke altid let, specielt ikke efter min mening, og det kan godt påvirke Jesper og jeg.

Jeg er desværre ikke lige så ublufærdig som før og nyder ikke at vise mig frem på samme måde. Nogen gange kunne jeg godt ønske, at jeg var mig selv igen og havde Jesper helt for mig selv nogle timer, så vi kunne nyde hinanden som før i tiden. Jeg tror og håber, at alt dette vender tilbage, efter den lille er kommet til verden, og jeg har genvundet min gamle facon, som jeg vil sulte mig selv for!

Mange siger, at jeg er meget smuk gravid, og der er blandt andet mange kunder på mit arbejde, som stopper op og "beundrer" min mave, som de siger, og det er da bare noget af det fedeste at få at vide. Jeg har været meget stolt og nyder at vise maven frem med stramme bluser og små trøjer, men som sagt er dette ikke det samme, når jeg står foran spejlet og kigger på mine huller i lårene og store bryster, som "vælter" ud over min KÆMPE mave.

Nå, nok om det, jeg skal jo bare have den sundeste datter, som ikke skal kunne bebrejde mig hendes helbred. Jeg har heller ikke rørt alkohol eller cigaretter, mens jeg har været gravid - "stor pige" - og det er heller ikke noget, som jeg har tænkt mig at gøre bagefter. OK, en lille øl ville kun kunne gøre underværker. Jeg kunne edder brand hyleme godt drikke en kold bajer i ny og næ, men desværre for mig bliver dette ikke før om LANG TID!

Hmm, hvad er der mere sket. Vi skal som sagt flytte den 1. februar, og jeg går på barsel fra 1. marts. Åh, hvor jeg glæder mig. Så kan jeg rigtig koncentrere mig om vores lille nye familie. Jesper skal rigtig forkæles, og jeg kan næsten ikke vente med at forkæle ham noget mere, fordi det har der ikke været megen tid til her på det seneste.

Vi mangler begge to at få svar på vores eksamener fra starten af januar. Jeg håber vi begge er bestået, så kan vi slå en streg over det og komme videre.

Her til morgen den 20. januar 2001 havde jeg noget, der minder om min første plukkeve. Min mave var helt hård, og jeg havde en meget spids mave, som kom kort efter jeg stod op. Jeg tror ikke, at det har været noget andet, men det gjorde ikke ondt eller noget, maven var bare stenhård.

Uge 30

Så er jeg i uge 30. Puha, hvor er tiden bare gået stærkt. Det er slet ikke til at fatte, at Jesper og jeg om knap 2 måneder skal være forældre. "Mor Pia". Det lyder mærkeligt, men jeg glæder mig så meget nu, at tiden synes at være gået i stå. Mine tanker har også været meget koncentreret om fødslen her på det sidste, men det er vel meget normalt? Jeg er lidt bange for, at det kommer til at gøre meget ondt og frygter mine reaktioner under fødslen. Jeg håber, at Jesper passer godt på mig. Det SKAL han! Jeg har det også sådan, at jeg tror, at tiden kommer til at gå ligesom under en eksamen. Langsomt, men man kommer gennem den, og bagefter er man lettet og tænker tilbage på den tid det tog, og så var det ikke så slemt som først regnet. Jeg håber, at jeg har ret...

Jeg sad her i går den 28. januar og læste i et af mine graviditetsblade. Jeg læste, at hvis den lille ligesom bevægede sig rytmisk og med små ryk, så betød det, at den havde hikke. Jeg har adskillige gange mærket denne fornemmelse de sidste par uger men har ikke forstået, hvad det var den lavede, men så viser det sig, at den BARE har hikke. Hvor fantastisk. Jesper mærkede det også i går, efter vi var gået i seng. Han kan heller ikke forstå det. Det er for vildt!

Den lille er meget aktiv nu og bevæger sig og slår mange koldbøtter inde i maven. Jeg tror ikke, at det varer længe, før jeg kan begynde at fornemme, hvad der er hoved og hale på den lille. Den er i hvert fald meget stor nu, og jeg kan virkelig mærke, at der er et lille BARN inde i MIN mave. Underligt.

Nogen gange når jeg har spist eller ligget for længe, føler jeg det som om, jeg kunne skrige og får lyst til at flygte fra min krop. For det første er den stor (65 kilo), og jeg kan virkelig ikke være i min krop til tider. Det føles som om, den er ved at revne og sprænge indefra, og så får jeg det underligt, sådan lidt åndedrætsbesvær, og så virker det som om, blodtilførslen til min mave og brystkasse ikke fungerer normalt. Det er en eller anden form for "krampe", som en sovende hånd eller arm, men bare i hele kroppen. Så bliver jeg småsur og er slet ikke til at være i nærheden af. Men heldigvis er jeg kun umulig, når jeg ikke har det godt, ellers har der ikke været de store humørsvingninger endnu - heldigvis.

Jeg har haft grimme drømme og er nogen gange vågnet op grædende. Jeg er underligt meget bange for at blive forladt eller såre mine nærmeste, og så kan jeg blive meget ked af nogle af de ting, jeg har gjort eller sagt til de forkerte personer i tidens løb. Men gjort er gjort, og jeg kan ikke tage det tilbage. Jeg SKAL bare acceptere, at jeg er blevet voksen (ha ha i hvert fald lidt mere voksen) og også har begået store og små fejl. I går den 27. januar var faktisk sidste gang jeg vågnede grædende. Jeg drømte, at Jesper skulle rejse fra mig, og jeg ikke skulle se ham før til jul, og det rørte ikke ham, for som han sagde, så havde han tid til at købe julegaver!? Jeg tuede og fortalte Jesper om min grimme drøm, og han trøstede mig med, at han aldrig ville gå fra mig. Han er bare dejlig og god til at trøste mig, når jeg er "bange".

Uge 32

Torsdag aften og 32 uger henne. Jeg har nu taget lidt mere på end gennemsnittet - ca. 12 kg. Puha, hele 65,6 kg.

Jesper og jeg har været til jordemoder igen for tredje gang her i mandags den 12. februar 2001. Det gik godt. Jeg fik målt mit blodtryk, som var 100/65, hvilket jo ikke er særlig meget. Så målte hun babyen til at veje omkring 1.800 gram, som også var fint, og jeg målte ca. 29 cm fra skambenet til over navlen. Der var ikke så meget andet at snakke om, men hun fortalte os, at vi kunne skrive en ønskeliste til journalen, hvis vi havde noget, som vi godt kunne tænke os under og efter fødslen, som f.eks. at farmand skal klippe navlestrengen, babyen skal op på maven med det samme og amme før den bliver vasket m.m. Så til næste gang den 19. marts skal vi have listen parat. Man kunne også bare tage den med til fødslen, men det var nok bedst at gøre begge dele! Så det gør vi, altså begge dele.

Tirsdag var vi til fødselsforberedelse om aftenen. Det var ikke noget særligt, men der kom da en masse fakta på bordet, som specielt Jesper havde brug for at høre (tror jeg nok). Vi var kun to par, som var dukket op, men det havde nok noget at gøre med, at det var vinterferie. Det andet par var på alder med os, og både Jesper og den anden fyr kunne frit stille alle de spørgsmål de ville uden at føle sig til grin eller dumme. Det var fedt, syntes jeg. Jeg sagde ikke så meget, mere for at overlade det lidt til Jesper, så han kunne udnytte situationen og få det bedste ud af det.

Jeg har ikke haft flere plukkeveer (tror jeg), men det kan godt være, jeg er måske bare ikke sikker endnu. Nogle kan rigtig godt mærke dem, men andre (som mig) kan åbenbart godt være i tvivl. En anden ting som har gået mig meget på her på det sidste er, at den lille baby hele tiden ligger i venstre side og ikke rykker rundt så meget mere. Ikke at den ikke bevæger sig, fordi det gør den, men den skulle jo gerne ligge med hovedet nedad, når jeg når uge 36, fordi hovedet skulle jo gerne ud først og ikke numsen.

Jeg skal bare ikke have kejsersnit. Jeg VIL selv føde. Jeg har heller ikke før hørt, at barnet ligger i samme stilling så lang tid af gangen, og de tanker som jeg gør mig er ikke rare. Tænk nu hvis der er noget i vejen, og det er min skyld? Jeg tror, at jeg ringer og spørger min læge i morgen, og hvis hun ikke kan trøste mig, så ringer jeg til jordemoderen på mandag. Dumme Pia, dumme tanker, men bare de ikke har grund i noget dårligt eller grimt. Jeg vil så gerne have en baby, som er normal og rask.

Uge 36

Tiden løber fra mig nu, og jeg kan slet ikke følge med, selvom det alligevel synes af lang tid, til den lille skal ud. Jeg gik ind i uge 36 i går, så der er vel efterhånden lang tid siden, jeg sidst har skrevet. Hele 4 uger har jeg regnet mig frem til, og der er sket meget siden sidst!

Jesper og jeg har været til tre fødselsforberedelser og rundvisning på Rigshospitalet. Fødselsforberedelserne har været rigtig gode, og både Jesper og jeg har fået meget ud af dem. På tirsdag den 13. marts er vores sidste gang, og her skal vi gennemgå, hvad der skal ske, når babyen er kommet ud og skal med de NYBAGTE forældre hjem. Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Jeg er dog lidt skuffet over, at der ikke er flere gange tilbage, fordi det er bare dejligt, når der er fri lejlighed til at stille spørgsmål og sammenligne sig selv med de andre mødre på holdet.

Rundvisningen på hospitalet gik også godt, men det har sat kriller i hovedet på mig, og jeg er blevet mere nervøs for den forestående fødsel. Vi var rundt og se fødestuerne, og der blev forklaret om smertelindring, og så så vi en videofilm med fire forskellige fødsler. Jesper kunne slet ikke tale til mig flere timer efter, så meget kogte mit blod. Ikke fordi jeg var sur eller noget, men fordi jeg blev bange og følte, at man som kvinde bliver krænket med alle de ansigter, som glor op i ens "tissekone" og roder én alle steder, propper lavement og alt muligt andet op i ens krop. Det er som om, man bliver blottet for hele verden og aldrig nogensinde får sin kvindelighed tilbage. Nå, men det er en del af det hele, og jeg er helt sikker på, at jeg bagefter er total ligeglad med, hvem og hvad der har set mig. Bare min lille baby er rask og veludviklet!

Så har jeg endnu engang ligget med influenza. Det har været en værre omgang, og jeg har endda været til lægen og fået dråber mod øjenbetændelse. Nå, men jeg er ved at få det bedre.

Så har jeg haft nogle "stærke" smerter i mit underliv. Jeg tror lidt, det hænger sammen med, at babyen er ved at ligge sig til rette i mit bækken, og fordi jeg lider af forstoppelse, som har gjort, at der er meget plads i min mave! Man skal jo også kunne mærke sin krop i uge 36 uge. Den lille er trods alt ved at blive ret stor!

Ud over det har jeg det godt og har taget godt på i vægt. I morges vejede jeg 69,4 kilo, men det er nok også fordi, der er vand i kroppen. Jeg kan i hvert fald ikke passe mine fingerringe eller have mit ur på, uden det strammer. Man kan også se, at min hud er hævet og giver efter, når man trykker på den. Ad ad ad, og så ligner man en alien fra Mars med kæmpe dobbelthage.

Jeg er sikker på, at jeg bliver meget større og endnu mere sikker på, at jeg bliver total deprimeret, når der er gået en uge mere! Uhhh, hvor jeg hader at være så stor. Jeg kan ikke lide at vise mig frem til Jesper og slet ikke lide at dyrke sex mere, fordi jeg føler mig så grim og hader min krop. Jeg glæder mig helt vildt til at blive mig selv igen. Jeg skal nu op og tisse 5-6 gange hver nat eller vende mig hvert 3. minut, fordi det strammer eller trykker i den ene side. Det er bare snart for meget, og der er 5 hele uger endnu. Ufff...

Fødslen

Hvor skal jeg begynde. Der er simpelthen sket så meget, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal få det hele skrevet ned. Jeg er simpelthen blevet mor den 14. marts 2001. Fem uger før tiden kom vores dejlige lille vidunderlige datter til verden. Hun vejede ikke mere end 2.114 gram og var 45 cm lang. Fødslen var en kæmpe oplevelse og meget mere smertefuld, end jeg nogensinde havde forestillet mig!

Den selv samme dag som fødslen havde jeg gjort hovedrent, købt barnevogn, ordnet børneværelse, været til den sidste fødselsforberedelsestime og været hjemme hos mine forældre for at sikre mig, at min mor ville være med til fødslen for at hjælpe Jesper og jeg. Alt var simpelthen parat, og jeg kunne ikke have forberedt mig bedre på babyens ankomst.

Så skete det, klokken 0.15 om natten på vores trappeopgang. Vandet gik, og jeg troede først, at jeg havde tisset i bukserne, fordi jeg skulle sådan tisse og var gået i forvejen for at komme på wc, men jeg kunne ikke forbinde min stadig blivende tissetrang med alt det vand, som løb ud mellem benene på mig. Jeg kom så i tanke om, at det kunne være vandet, som var gået, og jeg skyndte mig de sidste trin op i lejligheden, hvor jeg kastede mig ned på gulvet inde i soveværelset og begyndte at ryste over det hele.

Da Jesper (efter en evighed syntes jeg) kom op, råbte jeg nærmest febrilsk, at han skulle komme ind til mig. Han svarede med en snerren, at jeg skulle vente, til han havde fået sat tingene. Da han så "endelig" kom ind til mig, og jeg havde fået fortalt ham, hvad jeg troede, der var sket, løb han forvirret rundt om sig selv og kunne næsten ikke tænke eller stå selv.

Jeg lå på gulvet og dirigerede ham rundt. Jeg bad ham hente noget vat, så vi kunne se, om det virkelig var fostervand, som fossede ud mellem benene på mig. Vattet blev helt klart lyserødt, som det skulle, og der var ingen tvivl om, at jeg snart skulle føde. Jeg rystede helt vildt på benene, fordi jeg havde stået op, da vandet gik, og jeg var overbevist om, at navlestrengen var kommet i klemme, og at babyen ikke fik nok ilt. Men jordemoderen som vi talte med i telefonen sagde, at hvis veerne ikke var gået i gang, så var der ikke noget galt, men så syntes jeg lige pludselig, at der var veer undervejs. Hvis jeg bare havde vist, hvordan en ve føltes, så havde jeg ikke brokket mig.

Nå, men for en sikkerhedsskyld ringede vi efter en ambulance, som kom kort efter for at køre os på hospitalet. Ambulancemændene var helt vildt fine og meget venlige. De drillede mig og fik mig til at grine og glemme, at jeg faktisk var bange. Da de skulle bære mig ned i ambulancen, løb der fostervand ud mellem benene på mig, og jeg blev lidt flov. Men heller ikke her kunne jeg forarge ambulancefolkene. De drillede mig bare og sagde: "Ad, du tisser på os". Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det hele var bare så komisk, og jeg kunne slet ikke få ud af mit hoved, at jeg om meget kort tid skulle være MOR.

Da vi kom til hospitalet, blev vi alle tre (min mor var nemlig også dukket op) kørt ind på fødestuen, hvor vi skulle opholde os under fødslen. Jordemoderen som undersøgte mig sagde, at jeg havde udvidet mig 1 cm, hvilket ikke var meget. Hun sagde også, at jeg skulle hvile mig, fordi der kunne gå meget lang tid endnu, og jeg skulle spare på kræfterne. Hun lyttede til babyens hjerte og satte en masse ledninger på min mave, som skulle måle hjertelyden og spændingerne over et stykke tid. Bagefter fik jeg to kodimagnyler til at tage toppen af den kommende smerte.

Klokken 3.30 besluttede Jesper og jeg os for, at jeg skulle i karbad, dersom det kunne lindre spændingerne i min krop. Av, så satte veerne til, og jeg begyndte at bløde mere. Jesper var så dejlig. Han nussede mig og hældte vand over mig og talte beroligende til mig. Vi grinte lidt og morede os over, at vi snart skulle være forældre. Efter en halv time kunne jeg ikke holde ud at sidde ned mere. Jeg måtte op og gå rundt.

Jeg fik hospitals-"trusser" på og et KÆMPE bind, som nåede fra navlen til op over numsen. Jeg grinte men fik hurtigt andre tanker, dersom jeg begyndte at bløde meget mere, og smerterne tog til. Av for helvede, hvor gjorde det ondt, og jeg troede aldrig i mit liv, at jeg skulle overleve dette.

En ny jordemoder kom og kiggede til mig. Hun beroligede mig og hjalp mig med at få styr på vejrtrækningen under veerne, men hun forsvandt hurtigt igen. Der var vist mange, som skulle føde på samme tidspunkt. Som tiden gik fik jeg mere og mere ondt og kunne næsten ikke holde ud at være i min egen krop. Det var som om, at jeg var ved at sprænge, og det gjorde bare for vildt nas foran på min mave. Jeg drømte mig væk og blev mere og mere indelukket. Når der kom en ny ve, kunne jeg ikke høre eller tale. Det hele virkede så uvirkeligt. Så tog min mor over, og Jesper blev beordret ned og sove en time. Av for helvede, det kunne bare ikke blive værre, men det gjorde det altså!

Vi kaldte på jordemoderen og spurgte, om der ikke var et eller andet, man kunne gøre for at lindre smerterne lidt. Hun svarede surt, at det gjorde altså ondt at føde, og det ville blive meget værre, så jeg skulle slappe af og ikke skabe mig sådan. Av for den, der var vist ikke megen hjælp at hente. Jeg følte mig som en lille pige, der ikke havde lov til at have ondt af mig selv.

Nå, men efter en halv time kom hun ind og gav mig et skud Pethidin. Det fortrød jeg meget bagefter, at jeg havde fået, for fra dette øjeblik blev alt omtåget, og jeg var kun vågen under veerne. Det vil sige, at jeg konstant havde smerter og ikke fik lov til at nyde tiden mellem veerne, fordi her sov jeg.

Da klokken blev 8.00, kunne jeg bare ikke mere og var lige ved at hoppe ud af vinduet. Jeg stod konstant på tæer og kunne absolut ikke ligge ned. Jordemoderen kom på opfordring af min mor ind og kiggede til mig. "Slap nu af", fik jeg at vide. Så fik jeg et lavement, hvilket satte mig i løb frem og tilbage fra wc'et. Hver gang jeg skulle på wc, skiftede jeg det kæmpe bind, som hver gang var fyldt med blod og slim. Hold dette mareridt ikke snart op?

Jordemoderen fortalte mig, at hun ikke ville undersøge, hvor meget jeg havde udvidet mig, før klokken var 9, og så gik hun med store skridt ud af rummet og mumlede et eller andet om, at jeg skulle tage den med ro. "Du udvider dig ikke mere end 1 cm eller mindre i timen", sagde hun. Hun var ikke sød, og jeg fik slet ikke den støtte fra hende, som jeg havde brug for. Jeg tror hun havde travlt, men det undskylder hende altså ikke.

Pludselig kunne jeg ikke styre min krop. Det var som om jeg skulle "skide", men virkelig meget, og jeg kunne ikke lade være med at presse. Min mor skyndte sig ud efter jordemoderen som langsomt og nærmest besværet kom ind på værelset. "Hun kan ikke have presseveer endnu!", sagde hun. "Men det har hun altså", sagde min mor. Jeg ved slet ikke, hvad vi skulle have gjort uden hende! "Læg dig op", fik jeg besked på, og det gjorde jeg. Hun undersøgte mig og sagde forundret: "Gud, du har udvidet dig 9 cm". Så fik hun travlt, og jeg lå bare og gispede. Det var en smerte, som var meget stærk, men det føltes ikke så slemt som veerne før, fordi her havde jeg noget, jeg kunne arbejde med, og jeg havde slet ikke tid til at tænke på smerte.

Jesper holdt mig i min venstre hånd, mens min mor tog den højre. Jordemoderen fik meget hurtigt trukket i en grøn dragt, hevet en masse instrumenter (som jeg ikke ønsker at huske) og et kæmpe vandfad frem. Jeg lå på briksen og LED. Jordemoderen satte briksen op, så jeg nærmest sad. Av, det gjorde nok for ondt, fordi den lille begyndte at trykke endnu mere i mit bækken, og det var som om, jeg var ved at gå fra hinanden.

Nu samarbejdede vi, og efter 6-7 stærke presseveer kom vores lille guldklump til verden. Klokken 9.39 onsdag den 14. marts 2001. Det sidste stykke hun skulle igennem i min stakkels tissekone sved så vildt, at jeg var ved at skrige. Det var fordi jeg revnede en lille smule, så jordemoderen var nødt til at sy mig med 3 indvendige sting. Men jeg mærkede slet ikke, at hun syede mig. Det var min hud alt for lammet til.

Vores lille pige blev straks lagt op på min mave, og hun skreg helt vildt, og så var hun total varm og klistret af fosterfedt og blod. Det lignede ikke en baby som på film! Jeg tuede, og Jesper gispede efter vejret. Var det virkelig vores lille baby, som vi selv havde lavet? Ja, gu' fandme...

10 minutter efter skulle jeg presse moderkagen ud. Den var bare flot. Den havde en stærk rød farve, og så kunne man tydeligt se livets træ på bagsiden af den. Det var mørkeblåt og bredte sig som en vifte ud over den store røde klump. Vi fik nogle gode billeder af den, men farverne er slet ikke at sammenligne med virkeligheden.

Da det hele var overstået, sagde jordemoderen et eller andet til mig om, at det gik vist stærkt, og det var godt, at vi ikke nåede at lægge en epiduralblokade på mig. Hun var dybt godnat, og jeg ønskede hende langt væk. Så gik alle folk og overlod os en stund for os selv. Jesper styrtede ned for at ringe rundt, mens den lille blev undersøgt og klædt på. Da han så kom tilbage, fik vi fødselsdagsmorgenmad på sengen. Der var lyserøde servietter og flag. Min far dukkede op. Han havde ikke sovet om natten, fordi han havde været spændt. Han havde en kæmpe buket blomster med og smilte det største smil, jeg nogensinde havde set. Han var vist lidt stolt over at være blevet morfar.

Efter et par timer blev vi kørt op på barselgangen for for tidligt fødte og kejsersnit. Jeg var frisk og var slet ikke træt efter den hårde fødsel. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville være så frisk. Der gik hele tre dage, hvor jeg ikke sov mere end 2-3 timer. Det var simpelthen for vildt, nyt og for spændende til at sove.

På barselgangen lå vi i 10 dage, fordi vores datter var så lille og havde lidt gulsot og ikke rigtig kunne spiste ordentligt endnu. Det var hyggeligt til at starte med, fordi jeg ikke var overladt med hende alene, men efter nogle dage kom der en nedtur, og jeg hylede hele dagen. Jeg kunne ikke amme eller passe min datter, og jeg nåede ikke at få noget at spise hele dagen, fordi jeg havde 1.000 andre ting, jeg skulle nå.

Det væltede ind med gæster og gaver. Der var rigtig mange, som kom for at besøge vores lille baby. Jesper var meget stresset i denne tid, fordi han skulle op og på arbejde hver dag, og så skulle han pleje mig og babyen samt passe sin skole og lave sine lektier. Stakkels ham, men havde det ikke været for ham, så var jeg hoppet ud fra Rundetårn.

Efter en lang samtale med vores sundhedsplejerske, som kom og besøgte os på hospitalet, besluttede vi os for at tage hjem. Det var det bedste, vi kunne gøre for at finde vores egen rytme og slappe af i mere roligere omgivelser. Desuden savnede jeg at sove sammen med min kæreste, som jo ikke måtte overnatte på hospitalet. Det var simpelthen det værste, når han skulle forlade mig om aftenen, fordi så var jeg jo "helt alene" med den lille. Tænk nu hvis jeg ikke kunne finde ud af at passe hende selv? Men det kunne jeg jo godt. Jeg troede bare ikke, at man rent instinktivt var SÅ meget mor fra starten af. Og så var der jo også sygeplejerskerne!

I dag, når jeg tænker tilbage, kan jeg slet ikke huske det "mareridt", som jeg befandt mig i. Det er lidt uvirkeligt, men allerede nu kunne jeg godt gøre det igen. På det tidspunkt skulle jeg aldrig have sex mere, og jeg afskyede min krop, som slet ikke føltes som min, nærmere som et eller andet, ja jeg ved ikke hvad, men i hvert fald ikke min egen. Der skulle da også gå yderligere 3 måneder, før jeg igen kunne være sammen med min mand - altså sådan rigtigt, vi havde da nusset med hinanden.

Vores lille pige vejer nu 5,5 kilo, er 59 cm lang og er 3 måneder gammel. Hun kan smile, løfte hovedet fra gulvet og sover nogenlunde igennem om natten. Jeg ville aldrig have undværet denne koloenorme proces, som jeg skulle igennem for at få denne lille guldklump, som ligger hos mig nu, men hold da op, det har været en kæmpe udfordring for både mig selv og mit forhold til Jesper, som mange gange har måttet finde sig i "lidt" for meget! Jeg er verdens lykkeligste og heldigste MOR!

30-10-2001

Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Tvillingedagbog for Daniel og Tobias

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

dagbog

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Gør barnedåben personlig og få navn og dato trykt på servietterne. Vælg mellem mange flotte farver og søde motiver.

 Servietter med tryk





Skal du gå til apa? Apa er kurser omkring fødslen og tiden efter. Se vores store udvalg af kurser med mange temaer bl.a. babymotorik og babyrytmik.

 apa - København





Læs den nyeste udgave af GRAVIDA - et GRATIS magasin til dig, med alt om den positive graviditet og fødsel.

 Gravida





Babyshower, navngivning eller barnedåb? Find alt til festen hos Kija-design.dk.

 Kija-design






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + bogen Skal vi lege? + knitrebogen Gården. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2019

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook