Skrevet af Maria
Jeg havde valgt at føde hjemme, selv om jeg var førstegangsfødende. Mange synes det lød farligt. Tænk nu hvis dit og dat. Så jeg lånte alt hvad jeg kunne finde om hjemmefødsler (jeg synes ikke det var meget). Jeg var stadig overbevist om, at jeg skulle være derhjemme, og min mand bakkede fuldt op om det. Vores boligforhold var dog ikke de bedste (en lille 2-værelses uden bad). Pladsen blev ikke større, da jeg 3 uger inden termin lejede et fødekar, som fyldte det halve af stuen (det kom dog aldrig i brug).
Julie
Den 24. juni 1996, en dejlig solskinsmorgen, 10 dage før termin gik slimproppen, og vandet begyndte langsomt at sive ud af mig. Jeg ringede til fødegangen, og de sagde, at så længe der ikke var veer, skulle jeg bare afvente situationen.
Jeg havde en aftalt jordemoderkonsultation samme formiddag, og alt så fint ud. "Du føder et barn inden for de næste 24 timer", sagde hun. Da jeg kom hjem, gjorde jeg sengen klar med plastic og gamle lagner, ringede til min mand og sagde, at det var i gang, og at han hellere måtte komme hjem.
Jeg gik en tur ude i gården, og langsomt begyndte veerne at komme som lette jag i lænden. Min mand var kommet hjem, og han begyndte at fylde fødekarret med de mange hundrede liter vand. Det var nu blevet eftermiddag, og veerne tog til og var noget mere regelmæssige. Jeg ringede atter til fødegangen, og de sagde, at de havde travlt, om jeg ikke ville komme ud og få kørt en strimmel, men jeg havde absolut ingen lyst til at køre nogen steder. Det var i orden, at jeg blev, men jeg måtte ringe igen, når der skete mere.
Vi begyndte at tage tid og skrive ned, og de næste 2 timer havde jeg meget kraftige veer og kun 5 minutter imellem. Ved 18-tiden ringede min mand, NU skulle de altså sende en jordemoder. De kunne vist høre på mine brøl i baggrunden, at nu var det alvor. 15 minutter senere bankede det på døren, og ind sprang en jordemoder og hendes kæmpetaske. "Hej jeg hedder Birgit, og jeg går ind for hjemmefødsler". Så tænkte jeg, at nu var jeg i gode hænder.
Jeg havde meget kraftige veer og let pressetrang. Hun fik fart på med at pakke sin taske ud, handsker på, undersøge mig (jeg var 7 cm åben), og min mand fik besked på at lægge håndklæder og babyens tøj til opvarmning i gasovnen. Hun sagde, at jeg kunne gå i fødekarret nu, hvis jeg ville, men nej tak, jeg havde ingen lyst til noget som helst, hverken vand, gå, stå eller ligge.
Pludselig kunne jeg mærke pressetrangen blive stærkere. Jeg kom op i sengen, og min mand satte sig om bagved mig. Det var blevet aften, og det var begyndt at tordne udenfor. Der var en vidunderlig smuk stemning og stilhed imellem de 3-4 presseveer, der kom før den lille baby fløj ud som en lille snurretop, og gennem sved og tårer kunne jeg se hende. "En lille pige, en lille pige", fik jeg fremstammet.
Min mand fik rejst sig og tog et par billeder af hende, som hun lå der helt hvid dækket af fosterfedt. Det var kun 3 kvarter siden, jordemoren var trådt ind ad døren. Det hele var gået så hurtigt. Moderkagen kom et kvarter senere, og herefter skulle jeg syes, og her kommer den største ulempe ved at føde hjemme: Man må ikke bedøves, så det var en smertefuld omgang.
Herefter blev den lille målt og vejet. 3.200 gram og 50 cm lang, født kl. 19.07. Min seng blev gjort i stand, og den lille havde fået sit lune tøj på. Jordemoderen lagde hende til mit bryst, og hun suttede straks, mens hun lå og kiggede og kiggede. Min mand lagde sig ved siden af. Her lå vi så længe og beundrede dette lille vidunder, som nu var her.
Jordemoren var gået ind ved siden af for at ordne sine papirer, og senere kom hun ind og fortalte os om forskellige praktiske sager. Da der var gået et par timer, tog hun afsted, og vi var atter alene i vores lille fødestue. Så blev der ringet rundt til diverse bedsteforældre og til min søster, som vi bad om at komme med pizza, og der blev skålet i champagne.
Den lille er nu en stor og dejlig 4-årig, som lige er blevet storesøster til en lille dreng, Rasmus. Hans fødsel er beskrevet her efterfølgende.
Rasmus
Efter lidt overvejelse valgte jeg atter at føde hjemme. Vores boligforhold var blevet bedre siden sidst (en 3-værelses med bad), og den første fødsel gik jo godt. Min største bekymring var, om det nu ville gå endnu hurtigere end den første fødsel? Ville min veninde kunne nå at hente den store? Ville jordemoderen nå at komme i tide?
Det kom til at gå hurtigt - rigtig hurtigt! 9 dage før termin, den 15. juli 2000, efter en lang og aktiv dag, kom vi lidt sent hjem efter en 40 års fødselsdag. Jeg kørte bilen hjem, den store blev lagt i seng, hvorefter vi gik i seng og hyggede os lidt med hinanden (jo, vi havde da hørt, at det kunne sætte en fødsel i gang, men alligevel!). Lidt senere gik jeg på toilettet for at tisse. Der var også lidt blod, og ganske kort tid efter en enkelt lille ve. Jeg gik i seng igen og tænkte, at jeg hellere måtte hvile mig lidt. Der kunne jo gå lang tid, før der ville ske noget igen. Da var klokken 03.10, men i løbet af de næste 20 minutter kom der 3 veer mere, der blev kraftigere og kraftigere. Jeg prøvede at få liv i min mand, der var i dyb søvn (men opgav for en stund). Jeg gik ind for at pakke en taske til Julie og ringede til min veninde, der ville komme med det samme.
Veerne var stadig meget kraftige, dog noget uregelmæssige. Jeg ringede til fødegangen og satte dem ind i situationen og bad dem sende en jordemoder straks. Den store blev hentet uden dog at vågne. Jeg tog et bad, efter at det omsider var lykkedes mig at få liv i min mand, der efterhånden havde opfattet, at nu var det alvor, og han gav sig til at lave kaffe. Imens stod jeg lænet ind over en sækkestol, der lå på vores spisebord. Veerne var nu meget kraftige og meget regelmæssige, og der begyndte at løbe blod ud af mig, hvilket gjorde mig meget nervøs. Hvorfor kom den jordemoder ikke? Jeg synes det var meget længe siden, jeg havde ringet (der var nok kun gået 20-30 minutter).
Endelig kunne vi høre en taxa. En meget ung pige kom op, det var jordemodereleven (vi havde sagt til en samtale ugen forinden, at de gerne måtte sende en elev, da de jo ikke så ofte har mulighed for at følge en hjemmefødsel). Hun kunne nu ikke forstå, at jordemoderen endnu ikke var kommet, men hun dukkede op meget kort tid efter (de er på tilkaldevagt hjemmefra), og derefter kom endnu en taxa fra Hvidovre med en kæmpekuffert med alt deres udstyr (jeg havde droppet at leje fødekarret denne gang, nu havde vi jo også bruser).
Jeg blev undersøgt indvendig. Arg... Hvor smertefuldt. Jeg var 5 cm åben. Jeg kom op og stå igen. Ganske kort tid efter fossede fostervandet ud af mig, og veerne væltede ind over mig med en enorm kraft og så denne totale stilhed indimellem (godt jeg lige havde en lille pause her og der, så havde de også tid til at lytte efter hjertelyden - den var helt fin).
Meget kort tid efter kunne jeg mærke barnets hoved presse mod udgangen. "Den er på vej ud nu", fik jeg stønnet mellem en ve. Min mand fløj hen og satte sig på sengen op ad væggen, og jeg fik nærmest lagt mig hen over ham. Jeg sad elendigt, men kunne dårligt røre mig, fik mig dog bugseret nogenlunde, så jeg sad bedre, når jeg skulle presse. Efter et par presseveer nærmest fløj barnet ud sammen med resten af fostervandet.
Jordemoderen sugede ham, og der lød et højt skrål fra den lille. Et håndklæde blev svøbt om ham, og han blev lagt op i mine arme. Tårerne væltede ud af mig. Jeg var meget chokeret over, hvor stærkt det hele var gået. 2 timer var der gået, fra det første tegn, til han lå der i mine arme. Jordemødrene havde været der i 37 minutter!
Det der tog længst tid var at føde moderkagen. Jeg fik en indsprøjtning, og barnet kom op og suttede løs på mit bryst. Men først efter 3 kvarter løsnede den sig og kom ud. Herefter blev jeg smurt med en bedøvende salve, som skulle sidde en 30 minutter, før den kunne gøre sin virkning. Mens vi ventede, var der tid til at sludre lidt og lave lidt sjov. Den lille lå nu og sov roligt i sin fars arme.
Så blev jeg syet, og der kunne jeg godt have haft lyst til at have alskens bedøvende midler i nærheden. Så fik jeg mit livs herligste bad og kom ind i en ren seng og kunne se den lille blive målt og vejet ovre på vores eget puslebord. 3.700 gram, 52 cm, født kl. 05.07 den 15. juli 2000. Han fik en K-vitaminindsprøjtning og blev undersøgt, alt var fint. Så blev han lagt til mit bryst og suttede fint med det samme.
Jordemødrene blev her en tid endnu. Ved 8-tiden tog de afsked efter en god "debut" - ingen af dem havde prøvet en hjemmefødsel før (det fortalte de først bagefter). Så var det tid til en kop kaffe, mens den lille sov, og vi ringede og vækkede den nye storesøster, der stolt kom hjem 1 times tid efter med morgenbrød til os alle. Vi satte flag på bordet og fejrede fødselsdag.
Jeg kan herefter kun sige, at det har været utrolig dejligt af føde hjemme. Man er i sine egne omgivelser, der er ro, ingen der farer ud og ind af dørene, ingen instrumenter eller ukendte lyde, og ens mand er ikke besøgende og må tage hjem, når det hele er overstået, men kan være meget bedre med fra begyndelsen.
Der kommer en jordemoder hjem til en, dagen efter man har født og ser til, at alle har det godt, og man kan altid henvende sig til fødegangen, hvis man har spørgsmål eller problemer, så man er ikke helt overladt til sig selv. Det er en god idé at have organiseret nogle venner og familie i forvejen til at komme og hjælpe en med diverse praktiske opgaver som tøjvask, opvask, aftensmad til et par dage osv. Det er den bedste barselsgave, man kan få. Så til jer der overvejer at føde hjemme: Go for it!
Kærlig hilsen Maria.
02-07-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025