I november 2001 mistede en 3-årig dreng fra Århus livet, da kraven på hans jakke kom til at virke som en løkke om hans hals, da han ville springe ud fra et legeskib på en legeplads.
Efter den ulykke besluttede politikerne i Århus, at der altid skal være voksne, der kan holde øje med børnene, når de leger udenfor. Bare der er et enkelt eller to børn ude, så skal de ledsages af en ansat.
Men flere forældre er utilfredse med reglen. De mener, at børnenes frihed bliver begrænset, hvis de altid skal være under opsyn.
Gitte Høstgaard Andersen, bestyrelsesformand for Kløverparkens Børnehave i det nordlige Århus, mener ligesom andre ledere af børnehaver og forældre, at overvågningen af børnene på legepladserne er for meget. Hun har netop skrevet til politikerne for at få omstødt reglen om, at børnene ikke må lege alene på legepladserne mere.
"Børn har gavn af at kunne lege alene, uden at der er voksne, der overvåger dem. Den mulighed har de jo, når de leger inden for. Da skal der bare være en voksen et eller andet sted i nærheden", siger hun.
De færreste kommuner har lagt sig fast på regler som i Århus. Oftest er det personalets egen afgørelse, hvornår børnene er tilpas få og store til, at de får lov til at lege alene på legepladsen.
I juni 2002 skal politikerne i Århus igen tage stilling til den stramning, der blev indført i november 2001.
Formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, mener, at politikerne i Århus traf den rigtige beslutning i efteråret. Han anbefaler, at der altid er en voksen med børnene på legepladsen, men han erkender samtidig, at han dermed giver efter for tidens krav om, at alt skal være risikofrit. Og det er det jo ikke, tilføjer han.
Kilde: DR
11-04-2002

|