Skrevet af Andrea
  Allerede inden jeg blev gravid første gang, vidste jeg, at jeg ville føde hjemme - hvis alt ellers gik godt under graviditeten vel at mærke!
Jeg har veninder, der har været igennem fortravlede hospitalsfødsler med unødige indgreb, og jeg var bange for selv at miste kontrollen og blive udsat for unødige indgreb; eksempelvis vestimulering, klip eller sugekop. Jeg kunne også godt lide tanken om ikke at behøve at tage nogen steder hen med veer.
Min mand, Max, var med på idéen med det samme, ville godt deltage aktivt og have en praktisk funktion. Det kom han i høj grad også til!
Vi lejede et fødekar gennem Forældre og Fødsel, afprøvede det en aften og havde det stående i et hjørne af stuen i 3 uger, mens vi glædede os til, det skulle bruges.
2 dage over termin, den 3/12-2001 gik fødslen igang. Klokken var 23, og vi sad og så en film i sengen, da jeg mærkede et langt jag i lænden. Jeg havde før anmeldt falsk alarm til Max, så denne gang sagde jeg ikke noget. Jeg stod op og bevægede bækkenet lidt, når der hvert 4. minut kom en ny 15 sekunders ve.
Da filmen var slut, sagde jeg det til Max. Han forelsog, vi gik en tur, for at veerne ikke skulle stoppe. Det gjorde vi så: Rundt om huset og op og ned ad de øde, vinterkolde villaveje.
Bagefter stillede vi fødekarret frem, afdækkede lidt af gulvet med plastik og satte stole og kiks frem til jordemoderen. Så ringede jeg til hospitalet og fik besked om at ringe igen, når veerne varede over 1 minut af gangen. Vi gik i seng, og jeg fik sovet 1½ time, men så var veerne så slemme, at jeg måtte stå op og tage et bad.
Klokken 06 varede veerne 40 sekunder, og de kom stadig hvert 4. minut. Vi ringede til hospitalet igen, og de sagde, at de ville sende en jordemoder for en sikkerheds skyld. Vi ringede også til min mor, der skulle være fødselshjælper, og hun kom med brød og pålæg.
Jordemoderen kom. Ung, kvindelig. Vi var ikke på bølgelængde, og jeg blev næsten glad, da hun sagde, at jeg kun var lidt åben, og nok ikke ville føde i hendes vagt.
Den næste jordemoder, der kom ud kl. 14, var en mand. Da jeg hørte den dybe stemme i entreen, blev jeg først ked af, det var en mand, "som jo ikke vidste, hvad jeg gennemgik", men jeg kunne hurtigt lide ham og fattede tillid til ham.
Jordemoderen, Peter Winther, kom ud første gang ved 14 tiden, hvor jeg kun var 2 cm åben. Han rådede mig til at gå i karret i håb om, at det kunne stoppe fødslen igen, da jeg var for træt til, at veerne kunne åbne mig rigtigt.
Jeg gik i karret, slappede af, men var desillusioneret og træt. Alt den smerte næsten uden resultat. Jeg plagede min mand og mor om at skaffe mig et kejsersnit NU, men blev hurtigt fornuftig igen, affandt mig med smerten og smådøsede i karret.
2½ time senere ringede vi igen til hospitalet, da jeg følte pressetrang. Jordemoder Peter kom ud igen, og denne gang var jeg hele 8 cm åben! Jeg lå i fødekarret og svævede, halvvejs i selvvalgt koma. Nød at der kun var Peter, mig, barnets far og min egen mor til stede. Her var meget roligt, og jeg følte mig utroligt tryg.
Ved 19 tiden fik jeg presseveer, og det var en befrielse endelig at kunne gøre noget aktivt. Desværre var de så korte, at jeg - selv om jeg pressede det bedste jeg kunne - ikke kunne få barnet ud.
 Klokken 22 måtte jeg stige op af karret for at lade tyngdekraften hjælpe til. Jeg sad i sofaen, mens jordemoderen og Max holdt hver et af mine ben, og 24 minutter senere hev jeg selv Silkes våde, glatte krop op på min mave, hvor Peter sugede hendes næse og mund for slim - og fjernede den navlestreng, der var snoet to gange rundt om Silkes hals.
Da jeg var blevet syet, og moderkagen var ude, drak vi sodavand og spiste franskbrød og snakkede forløbet igennem, og klokken 02 lå jeg så i min egen seng med min mand og beundrede vores smukke langhårede lille pige.
Min mand er adopteret og har aldrig kendt noget biologisk familie før, så vi lå med tårer i øjnene begge to og opremsede alle de træk, vores lille pige havde efter ham.
Silkes fødsel var det største, der nogensinde er hændt mig, og jordemoderen Peter var helt suveræn, kærlig, opmærksom og stærk, og hvis ikke det havde været for hans ro og tryghed ved hjemmefødsler, var vi stensikkert havnet på hospitalet.
Istedet fik vi så vores rolige smukke hjemmefødsel, lige som vi havde ønsket og håbet!
Jeg ved, jeg vil føde hjemme igen, og jeg kan kun anbefale det. Selvfølgelig gør det ondt at føde - det gør endda MEGET ondt - og dette kom da også lidt bag på mig, men hjemme hos sig selv kan man slappe af på en anden måde og får en anden ro.
Bedst af alt: Man har jordemoderen helt for sig selv, behøver ikke frygte unødige indgreb eller at ligge alene og føde, fordi der er travlt.
Og jeg tror bestemt også fødslen hjemme har været med til, at min lille pige er blevet så tryg og tillidsfuld. Hun blev ikke stresset af skarpt lys, nye mennesker, andres babylyde, eller at skulle flyttes fra et sted til et andet. Hun kunne bare slappe af og lære sin nye verden at kende.
17-05-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025