Det blev akut kejsersnit Karen-Luises datter kom til verden ved hjælp af akut kejsersnit.
3678
Skrevet af Karen-Luise
Jeg fik akut kejsersnit for nogle uger siden. Forberedelserne var ellers gået fint på fødeklinikken, hvor jeg også håbede på at skulle føde. Natten kom, hvor vandet gik, og vi måtte en tur på hospitalet. Jeg var åbnet 1 cm og skulle bare tage hjem igen og vente på flere veer. Jeg kom ind på klinikken for anden gang, 12 timer efter vandet var gået, og efter veer igennem hele dagen. Jeg var stadig kun 1 cm åben!
Efter disse nedslående nyheder skulle der køres en strimmel på mig. Min mand og jeg blev ladt alene på stuen, og pludselig blev maskineriet stille - der var ingen hjertelyd! Hjertet kom igang og gik i stå ialt 3 gange, og min mand fik hurtigt hentet jordemoderen. Jeg blev i huj og hast ført til specialafdelingen og troede egentlig, at jeg ville få kejsersnit med det samme. Men... Først ville man prøve, om man kunne fremskynde processen og lade mig føde naturligt. Jeg blev koblet på en mere avanceret maskine, så hjerteslag og veer konstant blev registreret, og jeg blev sat på drop. Til at begynde med fik jeg 2 dråber pr. minut, men kom til sidst op på 20 dråber, og der blev talt om at lægge en epiduralblokade for at fremskynde åbningen mere. Heldigvis fik jeg dog ikke dette.
Timerne var lange, og veerne dybt uregelmæssige både i varighed og pauserne imellem. Jeg kunne ikke bevæge mig meget, da den ene måler sad fast om mit lår, og elektroden som sad fast på barnets hoved truede med at falde af og måtte skiftes undervejs. Desuden var der dropstativet; så alt ialt var jeg henvist til at ligge ned, og jeg kunne ikke engang komme på toilettet. Jeg fik lagt et kateter - det underlettede! Tyve timer efter vandafgang, sulten og dødtræt, med en baby hvis hjertelyd kun blev ringere og sølle 4 cm åben faldt beslutningen endelig - akut kejsersnit. Fra da af gik det kanonhurtigt - 30 minutter senere var vores datter født, og min mand stod med hende i armene.
Hele oplevelsen var ganske turbulent, og jeg følte mig meget udenfor. Beslutningerne blev taget henover vore hoveder, og vi var snarere tilskuere end deltagere i fødslen af vores pige. Efter operationen sad min mand alene med vores barn og savnede vel nok mig at dele oplevelsen med. For ham var det hårdt at blive ført ud af operationsstuen, hvor jeg lå i fuld narkose, og vente på den anden side af døren, uden at vide præcist hvad der foregik med hans kone og hans barn. Jeg vågnede et par timer senere - meget træt, men også meget glad over, at alt var gået godt. Det viste sig, at vores pige lå med forissen som det laveste punkt. Hovedet er alt for stort til at kunne komme ud på den måde, så fødslen kunne aldrig været forløbet normalt. Jeg har ærgret mig meget over, at det først blev opdaget ved operationen, for både mor og datter kunne have været sparet for en del strabadser.
De efterfølgende dage gik fint - det gælder om at komme ud af sengen samme dag. Gå ture på gangene, få fjernet kateteret, få pruttet, spist og plejet sig selv. Man kan altid indhente tiden med ens barn, når man er kommet hjem. Jeg kom hjem 2 dage efter fødslen efter eget ønske, hvilket nogle mener var tidligt, men os passede det helt fint. I dag er vi alle, 7-9-13, ovenpå igen efter den noget barske start på tilværelsen.
Det jeg har sværest ved at acceptere er, at jeg for fremtiden ikke må føde hverken hjemme eller på fødeklinik, samt det mærke min datter fik i panden efter elektroden, som skulle have siddet fast på hendes baghoved! Vi har undret os over, at jordemoderen ikke mærkede forskel på pande og baghoved da elektroden blev sat på, eller da en anden jordemoder skiftede den. Mærket har vores datter endnu som et minde om sin fødsel.
Relaterede artikler
© 1999-2025