Politiker vil advare om forurenede legepladser Folketingsmedlem Kamal Qureshi vil have skilte på de forurenede legepladser.
2963
Folketingsmedlem og sundhedsordfører Kamal Qureshi fra SF kritiserer Københavns Kommune og staten for ikke at informere forældrene ordentligt om sundhedsrisikoen ved nærkontakt med jorden på hovedstadens legepladser.
Kamal Qureshi mener, at der burde sættes skilte op på de af byens legepladser, som udgør en sundhedsrisiko for børnene.
På op imod 80 procent af Københavns legepladser bør børnene ikke komme i nærkontakt med sand og jord, da det er fyldt med kemikalier og andet affald.
Miljøborgmester Winnie Berndtson (S) mener ikke, at skilte er den rette måde at informere forældrene på. I stedet udgiver Københavns Kommune en pjece til daginstitutioner og dagplejer om de forholdsregler, man bør foretage.
Alene i år bruger Københavns Kommune 30 millioner kroner på at rense jorden på byens legepladser.