Historien om Lucas og Lærke Efter flere mislykkedes graviditeter, blev Ann endelig gravid med tvillinger ved hjælp af kunstig befrugtning. Men lykken varede ikke længe.
5288
Skrevet af Ann
Dette indlæg er ikke skrevet for at jage skræk i livet på vordende/kommende mødre og fædre, men I skal også vide, at det kan ske for jer og ikke altid for alle de andre.
I april 1999 var min mand og jeg til undersøgelse hos en speciallæge i Hvidovre, da jeg efter 1 års ihærdig prøven på at blive gravid stadig ikke var blevet det.
Han undersøgte mig, og vi fik at vide, at grunden var, at jeg ikke udviklede mine æg tilstrækkeligt til, at de kunne blive befrugtet. De blev simpelthen ikke "store" nok.
Lægen ordinerede herefter nogle hormonpiller, som jeg skulle tage i 14 dage, og herefter skulle jeg komme til scanning. Efter 14 lange dage tog min mand og jeg til scanning. Den viste, at jeg var klar til at blive befrugtet med min mands sæd 2 dage senere. JUBI!!!
To dage senere mødte vi op, og det hele foregik, som det skulle. Jeg blev insemineret med min mands sæd, og 5 uger senere var jeg konstateret gravid. Vi fejrede det med vores bedste venner, men lykken blev kort.
Et par dage senere begyndte jeg at bløde, og min far og jeg kørte ud til lægen. Lægen scannede mig, og til min rædsel sad graviditeten på min højre æggeleder! Der var ingen vej uden om - OPERATION NU! Jeg blev indlagt på Glostrup Amtssygehus og opereret samme nat. Nej, hvor vi græd min mand og jeg.
I de følgende uger gik jeg til blodprøvekontrol, for at lægerne kunne se, om de havde fået hele fostret med ud af mit system. De følgende måneder gik herefter med at tænke over tilværelsen.
I december måned var min mand og jeg med mine forældre på Tenerife i 8 dage. På ferien havde jeg det underligt syntes jeg, og pludselig begyndte jeg at småbløde fra skeden...
Ved hjemkomsten til danmark tog vi på KAS Glostrup igen, da vi var nervøse for mit helbred. På KAS fik vi at vide, at jeg var gravid igen, men at graviditeten sad samme sted som den 1. Dog skulle der ikke opereres denne gang, da jeg faktisk havde blødt graviditeten væk - dvs. aborteret af mig selv.
Så gik jeg til blodprøvekontrol igen i nogen tid. Lægerne på KAS oplyste os om, at det fra nu af ville være mest sikkert at benytte kunstig befrugtning, hvis jeg skulle være gravid, da en "almindelig" graviditet formentlig ville sætte sig i æggelederen igen igen.
Vi fik så at vide, at der var 2 års ventetid på at komme til på Herlev Sygehus. Vi valgte at betale selv og kunne derfor komme i behandling med det samme.
I år 2000 startede jeg med at gå i behandling på en fertilitetsklinik. Jeg fik hormonbehandling med sprøjter og skulle have taget æg ud lige før pinse. Jeg tog afsted sammen med min mand og fik taget 24 æg ud! Det er mange, og lægen var noget overrasket over min store produktion.
To dage senere skulle jeg have sat to befrugtede æg op. Men... Jeg blev så syg på de 2 dage, at jeg måtte køres til KAS med ambulance. Vi måtte aflyse ægoplægningen, så æggene blev frosset ned til senere brug.
Det viste sig, at jeg havde fået det, man kalder en overstimulering af æggestokkene, og jeg samlede ca. 6 liter vand i mave/undelivsregionen. Jeg var indlagt i 14 dage, og jeg har aldrig i mit liv været så syg. Et held, at mit underliv ikke tog skade!
I oktober var jeg kommet mig så meget, at vi ville prøve at tø æg op til oplægning. Lægen ringede på oplægningsdagen og oplyste os bedrøvet, at alle mine æg var DØDE. De havde simpelthen ikke kunne klare nedfrysningen. Hvad gør vi så, tænkte vi?
På den igen med hormoner. Det var jeg ikke glad for, skal jeg hilse og sige, men der var ingen anden vej frem, hvis vi ville have et barn.
I december 2000 (den 24. juleaftensdag) fik jeg lagt to æg op. Efter 5 uger var jeg gravid med tvillinger! Lykken tilsmilede os måske alligevel?
Jeg gik til kontrol i de første 3 måneder på fertilitetsklinikken. Herefter på Holbæk Sygehus (vi var flyttet til et andet amt).
I juni 2001 i 26. uge stod jeg op om morgenen. Jeg havde det dårligt med min graviditet og havde vand i kroppen. Jeg blødte lidt, da jeg var ude for at tisse, og jeg ringede derfor til jordemoderen. Jeg blev kørt til Holbæk med ambulance. Jeg småblødte hele dagen, men der var ingen tegn på noget farligt, forsikrede lægerne mig om.
Den 16. juni 2001 kl. 03.15 blev min lille dejlige dreng Lucas født, og kl. 03.16 blev min dejlige lille Lærke født. Lucas vejede 834 gram og Lærke 950 gram.
Lucas døde efter 20 minutter, og Lærke blev overført til Rigshospitalets neonatalafdeling. Jeg blev ligededes overført til RH senere, da jeg lige skulle vågne efter kejsersnittet og komme mig over chokket over at have mistet Lucas.
Lucas blev kørt ind til mig på stuen, så min mand og jeg kunne sige farvel og give ham tøj på, inden han blev kørt i kapellet på Holbæk. Jeg og min mand blev herefter overflyttet til RH.
Lærke lå i respirator og i kuvøse. Efter 2 dage kunne hun selv trække vejret med lidt hjælp gennem næsen. Vores lykke med Lærke varede 14 dage. Lærke døde fra os på grund af en ecolibakterie i hendes tarmsystem.
Vores verden brast...
Vi har formået at komme videre med hjælp fra en præst og landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Vi besøger Lucas og Lærke flere gange om ugen på gravstedet.
Jeg er nu gravid igen og er lige gået ind i 27. uge. Den lille sparker derinde, og jeg glæder mig til at blive mor igen, sådan rigtigt!
Den lille er også lavet ved IVF-behandling, så det kan betale sig at blive ved, også selv om man mister modet fuldstændigt.
Min nuværende graviditet er selvfølgelig både svær og dejlig på samme tid. Fortiden glemmer man aldrig, men vi ved heldigvis ikke, hvad fremtiden bringer, men forhåbentlig mange dejlige børn.
Så klø på, men vær opmærksom på, at det ikke bare altid er rosenrødt at blive gravid. De kærligste tanker sender jeg til alle.
Relaterede artikler
© 1999-2025