Kære Merethe.
At sende ham op på værelset er en utrolig dårlig løsning. Han skal heller ikke rase ud. Tag ham op på skødet, selv om han gør modstand og stritter imod. Hold om ham og tal beroligende til ham, til han slapper af.
Jeres dreng er 2 år gammel. Han er på det stadie i sin udvikling, der tidligere blev kaldt trodsalderen. Det er den periode, hvor han skal forme sit eget jeg for at udvikle sig til en selvstændig person og samtidig frigøre sig fra symbiosen med specielt sin mor.
Han er altså ved at lære sig selv at kende. En af måderne, han gør det på, er ved at prøve, hvor langt I tillader ham at gå, inden I reagerer, i forskellige situationer. Det sker blandt andet ved, at han siger det modsatte af jer.
I vil opleve, at han ofte i enkelte situationer virker som om, han har fortrudt sit første valg men alligevel holder fast ved det.
Et eksempel: I er ude at købe sko. I peger på et par blå sko. Han får øje på nogle andre sko med Byggemand Bob på, inden han rigtig ser dem, I har taget frem. Da skoene er lige fornuftige og prisen OK, får han efter lidt snakken frem og tilbage lov at vælge Byggemand Bob skoene.
Nu ser han imidlertid rigtigt på den sko, I havde valgt, og oplever, at han faktisk synes, de er sejere. Der var måske Batman på. "Jeres" sko er altså mere spændende. Han har stor lyst til at sige: "Nej, jeg vil alligevel gerne have 'jeres' sko", men han kender ikke konsekvensen, hvis han vælger om. Han fastholder sit valg. Selv hvis I spørger, om han nu er helt sikker på, at det skal være Byggemand Bob, kan han ikke gennemskue, at I dermed giver ham lov til at vælge jeres sko uden at tabe ansigt.
Nu har I konflikten. Han bliver rasende, selv om han har fået sin vilje. Han er rasende over, at han står i et dilemma. At få det, han peger på, samtidig med han hellere ville have de andre.
Vi voksne havde måske købt begge par sko. Specielt hvis ikke vi kunne vælge og syntes, at begge par var lige smarte og anvendelige. Det valg kan jeres dreng ikke tage. Han må give udtryk for sin frustration ved at rase ud.
Prøv at se det med hans barneøje, samtidig med I vugger og beroliger ham, når I har taget ham på skødet. Han skal ikke have begge sko. Han skal føle, I forstår ham, og at det kan være svært at være ham.
Den bedste løsning med madderne er at stoppe ham, inden han kommer i konflikten med at tage uden at spise. Opstil nogle rammer for ham, når I sidder til bords. "Du må selv vælge, hvilken mad du vil have". Hvis han vil have en til på tallerkenen: "Nej, når den er spist, må du vælge en til". Sig nej først. Han hører ikke resten af sætningen.
Fjern hans hånd, når han selv vil tage en anden mad til. Bliv ved med "Nej". Vær konsekvent. Tag ham på skødet og fortæl ham: "Du har valgt den, nu spiser du den, jeg ved du kan lide den" og "det kan godt være, du fortrød og hellere ville have nabomaden, men nu spiser du den første".
Konsekvent handling respekterer børnene altid i sidste ende. Hvis I begynder at bløde op og sige "nå, så tag den da", bliver han usikker på jer, og grunden for næste konflikt er lagt.
Er han ikke sulten, så lad ham være. Han skal dog ikke have andet end det, der er serveret.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025