Kære Elna.
Alle børn har en periode, hvor de bider. I gør det rigtige.
Når barnet bider, selv under leg, tager jeg det som et udtryk for afmagt. Jeg ser det som barnets måde at sige "stop, du er for tæt på mig, du overskrider mine grænser". At det kan gøre skade ved sit bideri, forstår barnet ikke!
Din mor giver dig det råd, som hun og mange andre har anvendt i deres rådvildhed og afmagt, uden at det har hjulpet spor.
Hvis I fulgte rådet, ville I opleve, at jeres datter nu og her blev dybt forskrækket. Hun ville stoppe op midt i sit forehavende og stikke i et kæmpe hyl. Derefter, når hun var faldet til ro, ville hun have glemt det, næste gang hun bed.
Hun er 16 måneder. Hun skal have gentaget "nej!" mange hundrede gange, før hun husker, at I mener nej i forhold til bestemte ting.
I må blive ved, som I gør nu. Lægger hun an til at bide, må I tage hende væk og sige "Nej! Du må ikke!".
Ved at I gentager jer selv, og hver gang viser hende samme handling, vil hun stoppe en dag. Samtidig viser I hende, at I altid er til for hende. I stiller op for hende og passer på hende.
Barnet, der får lov at fortsætte, fordi "det er en periode, alle børn skal igennem", har forældre, der har misforstået deres ansvar som forældre. Det barn bliver ikke gladere, fordi det får lov at gøre, hvad det har lyst til.
Tværtimod. Det bliver til et af de børn, der udvikler sig til uromager i børnehaven og senere ikke kan sidde stille i skolen, fordi det fejlagtigt har lært "de voksne ser mig kun, hvis jeg laver ballade". Det er barnets forsøg på at råbe til sine omgivelser: "Se mig. Tag dig af mig. Elsk mig".
Hvad angår vuggetuen. Tro mig, pædagogerne kender alt til problematikken og ved, hvordan de mæler mellem børnene.
Med venlig hilsen Karin Holm
|
Relaterede brevkassesvar
© 1999-2025