 Utro
- er jeg ikke, men jeg har brug for andres syn på det her og har ikke lige nogen jeg kan betro mig til....
Jeg har været sammen med min mand i 14 år, gift i 3 og vi har 2 børn på 3 og 6 år... Et trygt og stille forhold som nok mest består af 2 mennesker der med tiden mest af alt er gode venner som tilfældigvis deler seng og hopper i kanen sammen engang imellem :-)
Da vi lærte hinanden at kende var jeg en stille genert pige og han var min modsætning, men siden vi har fået børn er jeg blevet den sociale og udfarende og han trives fint hjemme foran fjerneren - det er ikke nok for mig længere.....
Nu er der så sket det at jeg på mit arbejde har mødt en mand som helt uventet har fejet benene væk under mig, og det er gengældt! Jeg har intet gjort andet end at tale med ham, så jeg er som sådan ikke utro - kun oppe i hovedet - men jeg har så uendeligt dårlig samvittighed over blot at tænke på at gøre det, og over at overveje at gå ud af et ægteskab som jeg nok et-eller-andet sted burde blive i for børnenes skyld.....
Det er ikke noget nyt at min mand og jeg ikke har den store kærlighed sammen længere - blot venskab - og jeg har flere gange gennem de sidste år overvejet at gå fra ham, men har simpelthen ikke modet til det - ødelægge hans liv, skulle fortælle det til børnene, skulle sælge huset - alt det der som følger med sådan en beslutning...
Hmmm, ved egentlig ikke hvad jeg vil med dette indlæg andet end måske at høre andres syn på sagen - har I nogle vise ord til mig?
G.
|
Grevinden
Svar til dette indlæg
© 1999-2025