Aabenraa skal være nyt super-fødested Aabenraa Sygehus har chancen for at blive Sønderjyllands nye super-fødested.
3451
I øjeblikket kan kvinder føde på sygehusene i Sønderborg, Haderslev og Tønder. Rambøll-rapporten om fremtidens sygehusvæsen lagde op til, at alle fødsler skulle samles i Sønderborg, selv om fagfolk klart har peget på Aabenraa som det geografisk bedste.
Det ville imidlertid kræve nybyggeri for 285 millioner kroner og blev derfor betegnet som helt umuligt i den nuværende økonomiske situation.
Nu foreslår de 5 Venstre-medlemmer af amtsrådets sundhedsudvalg, at en samlet sønderjysk fødeafdeling "over tid" placeres på Aabenraa Sygehus.
Da der ikke er råd til det nu, vil fødslerne blive samlet i Sønderborg og Aabenraa. Sidstnævnte sted specielt for fødende fra Aabenraa-området, men i høj grad også for at tiltrække fødende fra Haderslev, der ellers ville tage til Kolding i stedet for den længere tur til Sønderborg.
Allerede da Rambøll-rapporten kom for en uge siden, meldte Socialdemokraterne klart ud, at der fortsat burde kunne fødes på sygehusene i både Haderslev, Sønderborg og Tønder.
De Radikales amtsrådsmedlem Bjarke Larsen finder det økonomisk og sagligt forkert at flytte fødeafdelingen i Haderslev til Aabenraa i stedet for at samle det hele i Sønderborg. Han synes, pengene kunne bruges langt bedre på andre opgaver i sygehusvæsnet og vil derfor stemme imod i amtsrådet.
"De to gange i livet en typisk familie skal føde, kan man sagtens rejse lidt længere", siger Bjarke Larsen.
Han synes, man skal tænke ud over amtsgrænsen og satse på store, velfungerende og fagligt gode hovedsygehuse i Sønderborg, Flensborg, Kolding og Esbjerg sammen med sygehusene i Aabenraa og Nibøl syd for grænsen.
Ved at flytte fødsler fra Haderslev til Aabenraa får amtet ekstra driftsudgifter på årligt cirka 3,5 millioner kroner.
Til nybyggeri til 28 senge i Aabenraa skal der bruges cirka 71 millioner kroner, som skal lånes og derfor vil give årlige udgifter til renter og afdrag på cirka 5,6 millioner kroner.
Sundhedsudvalgets formand Helge M. Lauritzen (V) siger lige ud, at for ham er målet, at Sønderjylland en gang kun skal have et fødested - og det skal være på sygehuset i Aabenraa.
Så ud over allerede at være sikker på at få amtets superskadestue har Aabenraa chancen for at blive Sønderjyllands super-fødested.