Lykkepiller mod fødselsdepression Mange fødselsdepressioner kan undgås, hvis den syge forælder kommer i behandling med såkaldte "lykkepiller".
4875
Mange fødselsdepressioner kan undgås, hvis den syge forælder kommer i behandling med SSRI-præparater (de såkaldte "lykkepiller").
Hvert år får ca. 8.000 kvinder og 4.000 mænd en behandlingskrævende fødselsdepression, hvilket har store konsekvenser for både dem selv og børnene, der har risiko for at udvikle neurologiske og følelsesmæssige forstyrrelser i form af adfærds- og tilknytningsproblemer, hvis ikke forælderens sygdom behandles.
"Ved svære fødselsdepressioner vil det være oplagt at anvende SSRI-præparater kombineret med samtaleterapi, mens man ved lette depressioner kan nøjes med samtalen", siger overlæge Annette Scherling fra psykiatrisk afdeling på amtssygehuset i Herlev.
I dag er det ikke praksis, at lægerne udskriver SSRI-præparater i behandlingen af fødselsdepressioner. Det skyldes tit uvidenhed om produkterne, mener Annette Scherling. Hun fremhæver, at det vigtigste er, at barnet har en rask mor.
"Man må opveje risikoen for en syg mor med risikoen for anvendelsen af medicin. Og jeg vil til hver en tid anbefale medicinsk behandling i de svære tilfælde. Amerikanske studier viser, at der ikke er nogen risiko forbundet med at anvende præparaterne på gravide kvinder eller på mødre, der ammer", siger hun.
Hun bakkes op af speciallæge i psykiatri, Poul Videbech, der dog er betænkelig ved, at ansvaret bliver overladt til den praktiserende læge.
"Fødselsdepressioner dækker over et spredt spektrum, og der er et område, hvor medicinsk behandling er nødvendig. Men det er vigtigt, at diagnosen er stillet korrekt, og det burde være en specialistopgave. Desværre er manglen på psykiatere så stor, at opgaven i de fleste tilfælde alene bliver lagt ud til den praktiserende læge", siger Poul Videbech.
Anbefalingen om lykkepiller til fødselsdepressioner møder modstand hos psykolog Kirsten Lindved, som er formand for GAIA-Instituttet, der arbejder med psykoterapeutisk behandling inden for fødselsdepression.
"SSRI-præparater kan være nødvendige i yderste nødstilfælde for at hjælpe akut, men det løser ikke problemerne. Man kan løsne depressionerne op medicinsk, men tingene kommer igen uden terapi", siger Kirsten Lindved.