En moders hjertesmerte Anja fortæller om, hvor svært det er at skulle starte igen på studiet og sende sin baby i institution.
2670
Skrevet af Anja
En epoke i mit liv er nu slut, og en ny vil begynde for min datter. Fra i morgen starter jeg igen på mit studie.
Jeg har gået med så mange ambivalente følelser omkring denne dag, og nu er det bare i morgen.
Min lille dejlige ti måneder gamle guldklump skal nu passes af andre. Bare tanken om det får en lille klump frem i min hals. Jeg har sådan en lyst til at knuge hende ind til mig og aldrig give slip igen, og på den anden side er jeg så utrolig parat til at komme ud i verden igen.
Ja, for vi havde faktisk bygget vores egen lille osteklokke op omkring os. Alt foregik i hendes tempo, og jeg kunne give hende min fulde opmærksomhed.
Det er så svært at aflevere sit barn til en anden. Man ved jo udemærket, at den anden aldrig kan trøste lige præcis, som der nu skal.
De sidste par dage har vi brugt til at "køre" hende ind, som de kalder det, og hold da helt op, min lille skat tager det pænt, og institutionen er enormt god med et helt formidabelt ry. Men jeg er jo også hele tiden lige i nærheden.
Men angsten for at hun skal lide harme sidder i mig helt til fingerspidserne. Tænk nu hvis en af "de store" bider hende eller slår hende med et eller andet. Hun er jo så lille. Mit moderhjerte er ikke til at styre, jeg KAN ikke lide, at hun skal begynde nu.
Så er det store spørgsmål, om jeg overhovedet nogensinde bliver parat til at undværre hende. Jeg tror det ikke, men der vil vel komme en hverdag, og jeg vil lære at leve med de føelser, jeg har nu.
Når alt kommer til alt, glæder jeg mig nu også lidt til endelig at komme til at snakke med andre voksne mennesker om helt almindelige ting og prøve at begynde at gå op i andet end amning og pruttebleer.
Jeg glæder mig til at være mig selv lidt, at jeg fra nu af har et tidspunkt på døgnet, hvor jeg kan koncentrere mig 100% om mit studie og lade min baby hygge sig med andre babyer, hvis mødre sikkert havde akkurat de samme følelser som mig, da de skulle tilbage til verden.
Ja, min konklusion er vel, at man skal nyde sin barsel. Det er en tid, der går meget hurtigt, og den vil aldrig komme tilbage. Børnene vil bare vokse sig større, og den lille baby i dem bliver mindre og mindre.
Jeg har virkelig nydt min barsel, at give hende den bedste start, at se hende lære mere og mere og vide, at hun altid ved, at mor elsker hende og altid vil være der for hende. Men det er smertefuldt at skulle skilles, specielt når man ved, at det aldrig bliver det samme igen. Bare hende og mig.
Relaterede artikler
© 1999-2025