Smertestillende midler forbydes til febersyge børn Børn under 15 år med feber må for fremtiden ikke få nogen af de mest almindelige, smertestillende midler, der sælges i håndkøb.
8102
Børn under 15 år med feber må for fremtiden ikke få nogen af de mest almindelige, smertestillende midler, der sælges i håndkøb.
Det har Lægemiddelstyrelsen bestemt efter en nærmere vurdering af en række lægemidler med indhold af acetylsalicylsyre - også kaldet aspirin.
Midlerne sælges i håndkøb herhjemme under navne som Aspirin, Idotyl, Treo, Kodimagnyl og forskellige udgaver af Magnyl - også de såkaldte børnemagnyler.
Årsagen er erfaringer fra Storbritannien, hvor smertestillende midler med aspirin nu bliver sat i forbindelse med den sjældne, men meget alvorlige og ofte dødelige sygdom Reyes Syndrom, der angriber børn.
Risikoen menes især at være til stede hos børn med feber. Men det britiske udvalg for medicinsikkerhed har forbudt anvendelse af aspirin til børn under 16 år.
"Så langt har Registreringsnævnet ikke ment, at det var nødvendigt at gå herhjemme, blandt andet fordi vi ikke har registreret et eneste tilfælde af Reyes Syndrom, som kan sættes i forbindelse med brugen af aspirin", siger kontorchef Per Helboe fra Lægemiddelstyrelsen.
"Vi har besluttet, at midlerne ikke må bruges til børn under 15 år, som har feber, og at indikationen febernedsættende i det hele taget skal slettes i den information, som følger med lægemidlerne. Produktresumeerne og vejledningerne til alle præparaterne skal desuden harmoniseres, så de bliver helt på linje med hinanden, og alle kommer til at indeholde de nødvendige advarsler", siger Per Helboe.