Skrevet af Kristina
Jeg har været meget glad for Netbaby.dk under min graviditet, ikke mindst da jeg begyndte at gå over tiden.
Jeg var sat til mandag den 5. januar 2004. Jeg blev hurtigt stor, og det fortsatte hele graviditeten. Alle sagde: "Er du sikker på, der kun er én?", og alt det der, som man hører, når man er stor. Næsten alle sagde også helt fra starten af december: "Så, nu kan det blive hvornår det skal være" og "du går helt sikkert ikke tiden ud, jeg kender en som så sådan ud, hun fødte før tid" osv. osv.
Men det blev jul, nytår og den 5. januar, og der var ikke tegn på noget. Dog fik jeg noget træls udslæt, der statede nytårsaften. Jeg var ved 2 forskellige læger, som ikke kunne forklare, hvad det var. De sagde begge: "Du trænger bare til at få født. Din krop er ved at være godt brugt".
Så fik jeg noget kløestillende creme og nogle piller mod nældefeber. Ingen af
delene hjalp. Jeg sov dårligt om natten og blev i meget dårligt humør over, at der ikke var noget, der hjalp. En dag forsvandt det så af sig selv lige så pludselig, som det var kommet.
Hver dag, når min kæreste Brian tog i skole, sagde han: "Tror du det bliver i dag?". "Nej, tag du bare af sted, alt føles som det plejer". Da han havde spurgt om det mange morgener, holdt han op, og det blev i stedet til, at vi søndag aften snakkede om, om det nu blev denne uge, vi blev forældre.
Det skal lige siges, at jeg gik til jævnlige CTG efter det der kløe og fik taget nogle blodprøver, så de kunne holde øje med levertallene. Jeg begyndte utålmodigt at spørge, hvornår de ville sætte mig igang, hvis der ikke sketet noget, men de havde ikke travlt. Scanningen sagde den 10. januar, og den gik de efter, og man må jo godt gå 14 dage over den dato, før man
egentlig er over tiden.
Mandag den 19. januar var jeg igen til CTG. De syntes, den så høj ud, så de sendte mig til Kolding (hvor jeg skulle føde). Jeg var glad. Endelig skulle der ske noget. Men nej, de kørte mere CTG og var ikke bekymrede. De ville blot holde lidt øje med mig, så derfor skulle jeg til at undersøges i Kolding for eftertiden.
Vi fik en ny tid fredag den 22. januar. Vi blev undersøgt, scannet og det hele. Alt var, som det skulle være, så vi kunne bare tage hjem igen. Vi fik en ny tid tirsdag den 27. januar, og vi fik at vide, at hvis der endnu ikke var sket noget der, skulle vi sættes igang.
Gæt en gang. Nej, der var ikke sket noget, da vi nåede til tirsdag den 27. januar, så vi kørte igen til Kolding, hvor jeg fik en stikpille, skulle ligge i 1 time og blev sendt hjem. Om den virkede? Det tror jeg nok. Jeg fik veer, rigtig mange veer, gik bare rundt og rundt der hjemme.
Brian ringede til fødegangen om eftermiddagen for at høre, om de ville tjekke mig. Det ville de gerne. Vi kørte og var i Kolding kl. 18. En jordemoder følte på mig. Nej, der var ikke sket noget, men vi måtte da gerne blive, hvis vi ville. Nej, ellers tak. Hvis der ikke skete noget, kunne vi lige så godt tage hjem.
Som sagt så gjort. Jeg travede rundt derhjemme resten af aftenen og natten med. Vi havde fået en ny tid onsdag kl. 8, hvis der ikke skete noget inden. Det gjorde der ikke. Kun veer, veer og atter veer.
Vi mødte op onsdag morgen den 28. januar kl. 8 som aftalt. Jordemoderen følte på mig. Jeg frygtede svaret, men så skete der endelig noget. "Du er 2 cm åben, og det vil sige, du ikke kommer herfra, før du har født". Ja, det sagde hun virkelig. Vi var lykkelige.
Vi kom ind på en af de store fødestuer med det hele - virkelig lækkert. Så kom der en jordemoder. Hun ville bare lige fortælle, at der nu var konferrence, og at de ville kigge ind til os så hurtigt som muligt. Ja, det var ok, jeg havde lige nu ikke mange veer, de var ved at gå i sig selv, så det kunne vi godt leve med.
Men efter et stykke tid snakkede vi om, hvornår pokker der ville ske noget. Der gik faktisk omkring 1½ time! Omkring kl. 10 kom vores jordemoder, og hun havde en lægestuderende med. De spurgte om lov til, at han måtte følge med undervejs. Det måtte han da.
Det betød selvfølgelig, at der var en mere, der skulle føle både indvendig og udvendig på en, men de skal jo også lære det, så vi kan få nogle gode læger.
Luise, jordemoderen, prikkede hul på vandet. Det var lidt besværligt, men det lykkedes. Så kom veerne igen, lige så gode som dem, jeg havde haft dagen i forvejen og natten med. Jeg begyndte at gå rundt igen. Ved middagstid var jeg åbnet 4 cm. Vi blev enige om at lægge bi-stik, da jeg havde en del smerter i lænden. Det gjorde SKIDE ondt og havde slet ikke den effekt, jeg kunne tænke mig. Det gør jeg aldrig mere.
Vi blev igen alene på stuen. Jeg gik rundt og rundt. Lasse (den lægestuderende) kom ind til os en gang i mellem og spurgte, hvordan det gik. Alt var, som det hele tiden havde været: Veer! Der var kommet et par akutte kejsersnit, derfor så vi ikke meget til vores jordemoder resten af hendes vagt. Så da der var vagtskifte, kom en ny jordemoder ind. Hun skulle så mærke på mig. Der var ikke sket mere, og nu var klokken knap 16.
Jeg var udmattet og sagde, at jeg var nødt til at have noget smertestillende NU! Jordemoderen sagde, at det havde de lige snakket om ved vagtskiftet, så hun fortalte, hvad der var af muligheder og sagde, at hun synes epidural ville være det bedste for mig. Vi var bare glade for, at jeg måtte få noget, så vi sagde straks ja tak!
Der kom en narkoselæge og lagde epiduralen i ryggen på mig. Han var meget dygtig, og Lasse benyttede også lejligheden til lige at suge lidt mere til sig. Jeg blev lagt i en seng, jeg havde fået drop i hånden, og der kom nu et ve-stimulerende middel i.
Der lå jeg så. Lægen Niels Lund kom ind og fortalte, at nu havde vi jo taget noget af magten fra naturen, som han udtrykte det. Derfor skulle vi indstille os på, at det kunne ende med et kejsersnit. Det var vi indforstået med, men vi satsede hårdt på, at det ikke blev nødvendigt.
Den næste times tid var der mange forskellige inde på stuen, da maskinen med bedøvelsen ikke
virkede, som den skulle. Det var langt fra den eneste maskine, der ikke fungerede. Blodtryksmåleren virkede heller ikke, som den skulle. Man blev en smule nervøs ind i mellem, må vi nok indrømme.
Vi blev alene igen. Jordemoderen kom af og til ind og kiggede til os og så efter, hvordan barnet havde det. Alt gik, som det skulle. Lægen havde sagt, at han ville kigge ned kl. 20, og så skulle jeg været åbnet mindst 6 cm. Jordemodren kom ind kl. 19.30 og mærkede på mig. "Tillykke, du er 10 cm åben og klar til at føde", sagde hun. HURRA! Vi var glade. Så lykkedes det alligevel.
Der blev slukket for bedøvelsen, og ve-droppet blev skruet op, så vi kunne få presseveer. Der sketet bare ikke noget. Lægen kom og kiggede til os. Han mærkede mig indvendig: "Din livmoder er gået i stå, og jeg tror ikke, der sker mere". Det var en træls besked. Nu havde vi kæmpet så længe og var nået så langt. Men heldigvis holdt min kæreste hovedet koldt og sagde, at nu skulle der træffes den beslutning, der var bedst for både barnet og mig.
Og sådan blev det. Læge Erik Lund spurgte: "Skal vi gå op og lave børn sammen os to?". Jeg sagde pænt: "Ja tak", og min kæreste blev gjort klar i det obligatoriske grønne tøj, og der blev ringet efter en portør, der kom og hentede mig.
Klokken var nu blevet godt 22, og vi var på vej op på operationsgangen. Der stod et hold klar. Nogle af dem havde jeg mødt tidligere på dagen, da maskinen med bedøvelsen ikke virkede. Det var ret trygt.
Alt blev gjort klart, og så skete det endelig. Trine kom til verden kl. 23.16. Jordemoderen tog hende med ud til vejning osv. Min kæreste gik med. Vi mødtes igen nede på opvågningen. Vores dejlige datter vejede 4.020 gram og var 53 cm lang. Det er der ikke noget at sige til, når man er gået 3 uger over.
Men hovedsagen er, at alt gik, som det skulle, og det gjorde det. Vores dejlige læge Niels Lund fra fødegangen stod også for kejsersnittet. Vi var meget trygge ved ham.
Trine er i dag en sund og rask pige på 5 uger, som trives godt. Hun vejer nu 5 kg og er 59 cm.
19-05-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025