Smitsom leverbetændelse i danske daginstitutioner I Danmark konstateres ca. 100 tilfælde om året, men reelt er der mange flere, som ikke kommer til lægernes kendskab.
5007
Udbrud af smitsom leverbetændelse i de danske daginstitutioner er velkendte, siger en læge, som er ekspert i de sygdomme, der importeres fra udlandet. I Danmark konstateres ca. 100 tilfælde om året, men reelt er der mange flere, som ikke kommer til lægernes kendskab.
Vi taler om den leverbetændelse, der er kendt som hepatitis type A, og som i de seneste dage har skabt røre og bekymring i de århusianske daginstitutioner.
Der er altså mange flere tilfælde, end vi tror. Overlæge Mads Buhl fra Skejby Sygehus er speciallæge i tropemedicin og infektionsmedicin. Han er ikke i tvivl om, at smitten navnlig kommer fra flygtninge- og indvandrerfamiliers børn, som har været på længere ophold hos deres bedsteforældre i f.eks. Tyrkiet eller Pakistan.
Den ene del af problemet er, at disse børn ude hos bedsteforældrene kommer til et bakteriemiljø, som de ikke er forberedte på. De kommer med et immunforsvar, som ikke slår til i forhold til f.eks. leverbetændelse med hepatitis A. Så bliver de smittet og bringer sygdommen med til Danmark.
Den anden del af problemet er, at disse børn burde vaccineres før rejsen, ligesom det anbefales alle andre, der rejser fra Danmark til lande med risiko for smitte. Det bliver mange af dem ikke.
Vi informerer dårligt
"Det er nok en kendsgerning, at alle instanser i sundhedssystemet har forsømt at informere disse familier om, at børn født i Danmark har en kæmperisiko, og at de skal vaccineres inden rejsen. Det skal selvfølgelig være en regulær information om risici og forebyggelse, og det skal skrives, så ingen føler sig stødte", siger Mads Buhl.
Ikke en infektion at spøge med
Mads Buhl vil gerne være med til at sætte perspektiv i problemet med leverbetændelse. Der er ikke grund til at frygte død og invaliditet ved A-typen. Risikoen for leversvigt og dermed dødelig udgang er nede på 1 ud af 1.000 sygdomstilfælde.
"Leverbetændelse ved hepatitis A er i princippet en godartet infektion, som aldrig bliver kronisk ligesom B- og C-typen. Men man bliver syg, og det tager i nogle tilfælde mange uger, så det er ikke en infektion, man skal spøge med. Det er noget, man skal undgå at få. Læg mærke til, at det er en smitte, der fås gennem det, vi spiser og drikker", siger Mads Buhl.
Udbrud af leverbetændelse i børneinstitutioner er velkendte. Der registreres 100 tilfælde årligt, men vi antager, at det reelle tal er fem til ti gange større. Det er kun 20-25 procent af disse sygdomsudbrud, som giver så tydelige symptomer, at vi kan stille diagnosen.