Store børneinstitutioner fungerer bedst Små vuggestuer og børnehaver er dyrere, og ofte er deres pædagogiske indsats over for børnene også dårligere end i store daginstitutioner.
3526
Små vuggestuer og børnehaver er dyrere, og ofte er deres pædagogiske indsats over for børnene også betydeligt dårligere end i store daginstitutioner med mange børn og ansatte, lyder konklusionen i en ny redegørelse til politikere i Københavns Kommune.
Ifølge redegørelsen er der "væsentlige" problemer med den pædagogiske kvalitet og udvikling i de mindre institutioner med plads til 20-30 børn.
På grund af få ansatte opstår der let mangel på "ny inspiration og faglig sparring". De mindre institutioner er også mere sårbare ved sygdom og udskiftninger i personalet, og lederne har ikke tid og overskud til at lede og løse konflikter blandt personalet.
Desuden er mindre institutioner typisk knap 20 procent dyrere end gennemsnittet, fordi blandt andet udgifterne til lederløn og køkkenfaciliteter er de samme uanset størrelse.
I Kommunernes Landsforening er man enige i konklusionerne og vil tage spørgsmålet om institutionernes størrelse op i det udvalgsarbejde, som socialminister Henriette Kjær (K) har sat i gang for at forbedre børnepasningens kvalitet.
"Vi må være ærlige nok til at sige, at hvis man ønsker at bibeholde de små institutioner, kan det komme til at gå ud over kvaliteten", siger formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, Bjørn Dahl (V).
Han peger på, at store institutioner med et større kollegialt miljø giver muligheder for at specialisere sig og arbejde med blandt andet hyperaktive og socialt udsatte børn samt børn med talevanskeligheder.
I Københavns Kommune anerkender fungerende familie- og arbejdsmarkedsborgmester Frank Hedegaard (SF), at små institutioner er dyrere og følsomme over for fravær og udskiftning af personalet.
Han vil dog ikke være med til udelukkende at fokusere på at etablere store institutioner, og han mener, at problemerne i de små institutioner kan løses ved blandt andet øget vikardækning, efteruddannelse og faglig udvikling.
Blandt forældre og i BUPL- forbundet for pædagoger og klubfolk er man kritiske over for konklusionerne i redegørelsen og advarer mod at satse på store institutioner.