Forældre vil have små institutioner Forældre og pædagoger afviser redegørelse om, at større daginstitutioner skulle være bedre. Der er mere tryghed for børnene i de små institutioner.
2581
Små børn har brug for nærhed og intimitet, og den får de i de små daginstitutioner. Der er for meget svingdør over de store institutioner, hvor der hele tiden er vikarer, nye ansatte og nye børn og deres forældre.
Forældrene i Københavns Forældre Organisation (KFO) er stærkt kritiske over for en ny redegørelse fra familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune, hvor der sættes spørgsmålstegn ved de små daginstiutioners pædagogiske kvalitet.
Ifølge kommunen er de små institutioner desuden betydeligt dyrere end de store. Redegørelsen oplyser, at den gennemsnitlige pladspris i små institutioner med 20-29 børn ligger på 74.637 kroner mod en gennemsnitspris på 62.798 kroner i samtlige institutioner.
"Økonomisk forekommer det logisk, at der er stordriftsfordele ved de store institutioner. Men de pædagogiske fordele tror jeg ikke på. Der er givetvis mere tryghed for børnene i de små institutioner, hvor de kender alle de voksne", siger KFO-bestyrelsesmedlem Maj Rabøl Hansen.
Hun mener, at det i bund og grund handler om normeringer, det vil sige antallet af ansatte i institutionerne. Samtidig har personalet et ansvar for at udvikle sig fagligt.
"Kvaliteten afhænger meget af personalet - og ikke af om det er en stor eller lille institution. Store institutioner kan også være præget af stor ustabilitet, som kan påvirke børnene. Derfor vil jeg advare mod at fokusere for meget på de økonomiske fordele alene", siger Maj Rabøl.
BUPL - forbundet for klubfolk og pædagoger - er også skeptisk over for de økonomiske beregninger og de pædagogiske konklusioner. Formanden for BUPLs afdeling i København Henriette Brockdorff siger, at der ikke findes nogen facitliste for økonomien og for, hvor stor en institution ideelt set bør være.
Hun fremhæver, at København er en storby med mange forskellige behov, og at manglen på ledige byggegrunde også gør det nødvendigt at operere med mange mindre institutioner.
"Kræfterne må så bruges på at rette op på de ulemper, der kan være ved de mindre institutioner, når det gælder faglig og ledermæssig udvikling", siger hun.
I Kommunernes Landsforening har formanden for KLs børne- og kulturudalg, Roskilde-borgmester Bjørn Dahl, til gengæld ikke de store betænkeligheder ved større institutioner.
"Hvis man ønsker at fastholde og udvikle den pædagogiske kvalitet, så børnehaverne bliver mere og andet end blot opbevaring og pasning, kan det godt være den rigtige vej at gå at tænke større institutioner ind i vores planlægning", siger han.