Antallet af fødesteder falder kraftigt Flere sygehuse vil blive lukket helt. Desuden vil en række andre mindre sygehuse blive tømt for opgaver - heriblandt fødsler.
2846
Flere sygehuse vil blive lukket helt. Desuden vil en række andre mindre sygehuse blive tømt for opgaver - primært skadestuebetjening og fødsler. Det fremgår af oplysninger, som Berlingske Tidende har indhentet i en række amter.
Meldingen er, at der i store dele af landet lægges op til omfattende strukturændringer som følge af en stram økonomi og ønsket om at få mere ud af de sparsomme lægeressourcer. I flere amter kan egentlige sygehuslukninger komme på tale.
I Nordjylland vurderer amtsborgmester Orla Hav (S), at det bliver "overmåde svært" at opretholde Skagen Sygehus, der også tidligere har været i farezonen.
"Men i denne omgang kan jeg godt frygte, at det kunne blive til en lukning - ikke så meget af pengemæssige årsager, men fordi vi ikke kan få besat lægestillingerne på sygehuse", siger han.
Flere andre steder er processen allerede sat i gang. Det gælder bl.a. i Tønder, Haderslev, Grindsted, Ringkøbing, Lemvig, Odder, Samsø, Grenå og Frederikshavn.
I Frederiksborg Amt forudser amtsborgmester Jørgen Christensen (V), at man snart kommer til at tage stilling til, om man fortsat skal have tre akutsygehuse I Frederikssund, Hillerød og Helsingør.
Udviklingen kommer ikke bag på professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, der forudser, at antallet af sygehuse vil falde kraftigt I de kommende år.