Nakkefoldsscanning til alle gravide i København Scanning af forstre for en lille fold i nakken vil fremover afsløre, om det ufødte barn lider af Downs Syndrom.
4972
Samtlige gravide i Københavns Amt vil fremover blive tilbudt en nakkefoldsscanning af fosteret for at konstatere Downs Syndrom (mongolisme).
I dag er scanningen kun et tilbud til gravide over 35 år, men amtet vil nu tilbyde den til alle gravide, og antallet af nakkefoldsscanninger ventes på årsbasis at nå op på godt 8.000.
Københavns Amt følger således efter sygehusvæsenet i Københavns og Frederiksberg Kommuner, der for nylig traf en lignende beslutning, ligesom Skejby Sygehus i Århus Amt siden årsskiftet har haft tilbuddet til gravide.
Ifølge materiale til medlemmer af sygehusudvalget finder man i dag ca. 30 procent af alle fostre med Downs Syndrom ved at tilbyde gravide over 35 år en scanning og en eventuel efterfølgende fostervands- eller moderkageprøve.
Ved at give tilbuddet om en scanning til samtlige gravide vil det blive muligt at finde op imod 90 procent af alle fostre med Downs Syndrom. Københavns Amt forventer således at identificere 14 fostre om året med Downs Syndrom mod de nuværende 3 om året.
Landsforeningen Downs Syndrom advarer mod en omfattende ordning med nakkefoldsscanning.
"At have Downs Syndrom giver ikke i sig selv en dårlig livskvalitet; den afhænger af de betingelser, der er til rådighed. Selvfølgelig er det en belastning at have et barn med Downs Syndrom, men der kan kan gøres noget for at afhjælpe meget af den", siger foreningens næstformand, Dorte Kellermann.