Blodprøve kan erstatte moderkagebiopsi Hvert år kan over 1.000 kvinder slippe for at få lavet en risikofyldt moderkagebiopsi.
9270
Hvert år kan over 1.000 kvinder slippe for at få lavet en risikofyldt moderkagebiopsi for at få udelukket Downs syndrom eller andre kromosomfejl hos fosteret.
Nu kan en ekstra blodprøve nemlig give klar og mere sikker besked om, hvorvidt fosteret fejler noget.
Det viser ny forskning fra et forskerteam fra Skejby, Hvidovre og Rigshospitalet, og det er en verdensnyhed.
"Vi vil gerne opnå, at den enkelte gravide får en mere sikker vurdering af, om fosteret fejler noget alvorligt, for eksempel en kromosomsygdom", forklarer læge Charlotte Ekelund fra Rigshospitalet.
"Vi ved jo, at det er psykisk hårdt, og en moderkageprøve indeholder også en lille risiko for fosteret, fordi man kan abortere efter sådan en undersøgelse", siger hun.
Den nye forskning bliver offentliggjort på Verdenskongressen i føtalmedicin i uge 26 på Malta, og det er endnu ikke til at sige, hvornår den nye blodprøve kan blive praksis i Danmark.