Skrevet af Anja
Jeg havde termin den 22/8, og den 14/8 blev min datter 5 år. Vi havde kun min søster og svoger på besøg, for vi ville holde stor fest for hende 3 dage senere, nemlig om lørdagen.
Jeg kan huske, at vi sad i køkkenet (min mand, søster, svoger og jeg selv) og talte om den forestående fødsel, og jeg bedyrede, at der ville gå laaang tid, før der skete noget, for jeg kunne ikke mærke nogen ting. Så jeg var sikker på, at jeg ville gå 14 dage over tid.
Jeg vågnede kl. 05:15 med lidt ondt i maven, og i første omgang tænkte jeg overhoved ikke på, at det kunne være fødslen, der var ved at gå i gang. Jeg troede faktisk, at jeg skulle på toilettet, og at jeg havde lidt "hård mave". Men der skete selvfølgelig ingen ting. Jeg gik ud i køkkenet og tog lidt at drikke og tænkte, at det var lidt underligt med min mave.
Tilbage i min seng begyndte maven at "murre" lidt mere, og det begyndte så småt at gøre lidt ondt, men ikke mere end jeg stadigvæk troede, at der var lang tid til. "Jeg må hellere få sovet lidt, så jeg kan være frisk, hvis nu det skulle ske i morgen", tænkte jeg. Jeg nåede dog ikke at ligge mere end små 10 minutter, før jeg begyndte at få rigtig ondt, og jeg kaldte på min mand (som lå i vores datters seng, fordi hun var kommet ind til os i løbet af natten og fyldte næsten hele sengen).
Han kom farende ind i soveværelset, og han kunne med det samme se, at jeg havde meget ondt. Han fik hurtigt vækket vores datter, som selvfølgelig var lidt rundt på gulvet. Noget tøj blev kastet ned i en pose, og der blev ringet til min søster, så hun vidste, at vi var på vej med vores datter.
Kl. ca. 06:30 var vi ude af døren, og på det tidspunkt har jeg så ondt, at jeg ikke kan tænke en klar tanke. Jeg prøver virkelig at holde masken for min datters skyld. Jeg kan ikke lide, at hun skal se mig have så ondt.
Vi kommer frem til min søster og får afleveret vores datter, og det lykkedes mig at frembringe et smil og vinke til hende, da vi kører derfra. Da vi er alene i bilen, fortæller jeg min mand, at jeg altså har virkelig meget ondt nu, og at jeg tror, det er lige op over. Det er heldigvis tidligt om morgenen, og der er ikke noget trafik. Min mand træder på speederen, og vi er fremme ved hospitalet 15 minutter senere.
Jeg kan ikke gå og føler nu, at barnet er på vej ud. Jeg holder mine hænder i skridtet som for at holde på det. Min mand finder en kørestol og løber op på fødegangen, hvor der er en jordemoder, der tager imod os. Jeg går ud fra, hun godt kunne se, at det var tæt på, for hun skynder sig at dirigere os ind på en fødestue, hvor hun beder mig om at lægge mig op på briksen, så hun kan undersøge mig.
Det eneste jeg kan sige er "JEG VIL HAVE NOGET SMERTESTILLENDE". "Rolig nu", siger hun, vi skal lige se på dig først. Hun kigger og siger: "Du føder nu - bare pres", og det gør jeg. Jeg presser, som om jeg ikke har bestilt andet, og min dejlige søn kommer til verden. På det tidspunkt har jeg været på hospitalet i 7 minutter!
Min datters fødsel gik også meget hurtigt, og min jordemoder havde da også advaret mig mod, at denne fødsel ville komme til at gå stærkt, men jeg var alligevel ikke forberedt på, at der fra jeg mærkede noget første gang, da jeg vågnede, til jeg lå med min nyfødte søn på maven, ville gå 1¾ time.
Jeg blev på fødestuen, mens min mand hentede vores datter samt en lift, og da klokken var 10:00 om formiddagen samme dag, sad jeg hjemme i mit køkken, og 2 dage efter holdt vi en stor fødselsdag for vores datter.
Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke forstå, at jeg kunne tage hjem med det samme, og at jeg kunne overkomme at holde stor fødselsdag i haven for vores datter 2 dage efter. Men jeg tror, at jeg i dagene efter fødslen befandt mig i en form for chok-tilstand.
Men trods alt var det en dejlig fødsel, og jeg er da glad for, at det ikke var en maraton-fødsel på 38 timer. I dag er han 9 måneder og sund og rask.
17-06-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025