Skrevet af Rikke
Jeg skal måske lige starte med at fortælle, at jeg havde født en lille dødfødt pige året forinden. Nu var jeg så gravid endnu en gang, og min mand og jeg ventede en dreng.
Fredag den 9. oktober 1998
Jeg var gået 2 dage over terminen i en helt ukompliceret og dejlig graviditet. Min mand havde fået sent fri fra arbejde, og vi ville hygge os med en videofilm. Det blev Titanic.
Ved midnatstid, da filmen var slut, sagde jeg sådan lidt for sjovt: "Med alt det vand, vi lige har set, så må mit vand da snart gå". Jeg var heller ikke mere end lige kommet i seng, da jeg mærkede et underligt smæld, og det føltes som om jeg tissede i bukserne.
Jeg styrtede ud på toilettet, men der var ingenting. Jeg gik i seng igen og vågnede ved 4-tiden ved, at jeg havde det lidt underligt i maven. Ingen smerter, veer eller noget. Jeg havde det bare sært og var meget nervøs på grund af den sidste forfærdelige fødsel.
Så jeg besluttede mig for at ringe til fødegangen. "Jamen, kom da herud, så kigger vi på det", sagde jordemoderen. Vi tog til sygehuset og var der ca. kl. 4.30.
Jeg blev undersøgt og fik kørt en strimmel, men jeg havde ingen veer, ikke en gang plukkeveer. Jeg havde ikke åbnet mig, og fostervandet var ikke gået, men jeg måtte gerne blive på afdelingen på grund af vores triste oplevelse sidste år.
Jeg fik en varmepude til maven og kom i seng. Min mand kørte hjem og ville så komme næste morgen, hvor de muligvis ville sætte mig i gang. Jeg havde det faktisk rigtig dårligt psykisk. Jeg kunne slet ikke lade være med at tænke på, at dette her barn måske heller ikke levede. Nå, men jeg faldt i søvn og glemte for en stund de kedelige tanker.
Lørdag den 10. oktober 1998
Klokken er 6.30, og jeg vågner med et sæt. Nu har jeg virkelig ondt i min mave. Det er ikke helt som veer, men alligevel. Jeg kalder på en jordemoder, og hun undersøger mig. Jeg har åbnet mig 7 cm, så jeg bliver overflyttet til fødegangen.
Der har ikke være mange fødsler den nat, så der er kun 1 af 4 fødestuer i brug, men de vil gøre en klar til mig. Det haster jo ikke, så de giver sig god tid. Jeg har også hele tiden sagt, at når fødslen gik i gang, ville jeg meget gerne i badekar, så en sygehjælper begynder at fylde vand i.
Jordemoderen kommer i tanker om, at vi måske hellere må kalde på min mand, så hun ringer til ham.
Jeg begynder virkelig at få ondt nu, og selv om badet ikke er klar, får jeg lov til at komme deri. Jeg kan slet ikke slappe af, og jordemoderen vil lige undersøge mig og kigge, hvordan det ser ud: "Hvis du ikke vil føde i vandet, skal du op nu", siger hun. Jeg er lidt forvirret, men kommer op på briksen og får tøj på igen.
Jeg har veer, men de bider ikke, så jeg tror ikke rigtig på, at det er nu - og hvor er min mand? Så får jeg pressetrang. Jeg er helt åben, så jeg må gerne presse. Barnets far skal da være her, så jeg holder lidt igen, og da jeg hører ham komme ind på fødestuen, giver jeg efter og føder vores søn i en presseve.
Farmand står med jakke på og helt forblæst efter cykelturen til sygehuset og kigger bare på mig og vores søn. Han nåede slet ikke at deltage i fødslen og er lidt forundret over det, der er sket.
  Lukas er født klokken 7.01 en halv time efter, at jeg vågnede med ondt i maven. Han er en fin lille knægt på 3.500 gram og 52 cm. Han får topscorer lige med det samme, og vi griner lidt af hans 10-taller, da han jo samtidig er født den 10/10.
Jeg fik ingen bedøvelse, det kunne jeg simpelthen ikke nå. Ingen problemer overhovedet, ingen bristninger eller noget. Smerterne var ikke særlig slemme, de var til at klare. Det drejede sig jo også kun om en ½ times tid.
En drømmefødsel vil de fleste nok sige, men efter min mening gik det lidt for stærkt. Jeg kunne slet ikke følge med, og det var lidt synd, at Lukas' far ikke var med hele vejen igennem. Men ellers var det en fed oplevelse.
Her er Lukas sammen med lillebror Noah, som
er født den 8. november 2001. Hans fødsel var
også hurtig - ca. 20 minutter fra start til slut.
24-06-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025