Succes med sammenlægning af børnehaver I Århus har to mindre børnehaver haft stuerne slået sammen i sommerferien. For både børn og pædagoger har samarbejdet været en succes.
2791
De to børnehaver Firkløveren og Skovparken har været slået sammen siden starten af uge 28 for at udnytte bemandingen bedst muligt i sommerferien.
"Det har været rigtig dejligt at være sammen på den måde. Vi har udnyttet vores ressourcer meget bedre, end vi kunne have gjort, hvis vi havde været alene. Derudover tror jeg, at vi har sparet omkring 5.000 kroner ved at samarbejde", fortæller leder Birgit Pedersen fra Børnehaven Firkløveren.
Oprindeligt tog de to børnehaver initiativ til samarbejdet, så de ikke behøvede at indkalde vikarer til sommerperioden. Det er lykkedes, hvilket har medført den økonomiske besparelse.
"En af de store fordele er, at børnene har flere at lege med. Tidligere har vi måske kun været fem børn i den her del af sommerferien", fortæller Birgit Pedersen.
De to institutioner har sørget for, at der hele tiden har været voksne fra begge børnehaver, så børnene har følt sig trygge.
Hos Børn og Unge-afdelingen i Århus Kommune hilser man initiativet velkomment.
"Hvis man via lokale initiativer kan stable sådan et samarbejde på benene, er det fint med os. Men vi vil ikke pådutte institutionerne at samarbejde", fortæller chef i afdelingen for Børn og Unge, Ole Kiil Jacobsen.