Skrevet af Trine
Det hele startede den 20. december om aftenen, hvor jeg fik uregelmæssige veer. Jeg troede, at de i løbet af natten ville blive regelmæssige, men det gjorde de imidlertid ikke.
Jeg fik sovet et par timer den nat, og næste formiddag bestemte vi os for at tage ind på fødeafdelingen for lige at blive tjekket. Jeg havde siden 21. uge haft mange plukkeveer, så jeg var lidt i tvivl, om det nu blot var meget kraftige plukkeveer, jeg havde.
På fødegangen kørte man en CTG, der viste nogle få uregelmæssige veer, og en undersøgelse viste, at livmoderhalsen næsten var væk, og jeg havde åbnet mig svarende til en finger. Vi kørte hjem igen.
Eftermiddagen den 21. december gik med juletamtam hos mine svigerforældre, og flere uregelmæssige veer.
Om aftenen tog veerne til, og omkring kl. 22 var de regelmæssige med 8 minutters interval. Vi forsøgte at sove, men uden held.
Der er varslet snestorm, så da der kl. 2.30 er ca. 5 minutter mellem veerne, ringer vi til fødeafdelingen, som synes, det er lidt for tidligt at komme ind. Vi aftaler, at jeg tager et bad og pakker ting, og så kan vi "stille og roligt komme derind".
Kl. 5.30 er vi så på afdelingen. Der er nu 4-5 minutter mellem veerne, men jeg har kun lige åbnet mig svarende til 2 fingre. Der er lang vej endnu.
Jeg forsøger af flere omgange at ligge i karbadet. Det er dejligt, men det bliver også hurtigt for varmt. Kl. 11 bliver jeg undersøgt igen. Livmoderhalsen er helt væk nu, og jeg er åbnet lidt mere en 2 fingre, men veerne er taget til med 2-3 minutters interval.
Ny undersøgelse kl. 13.30 viser, der intet er sket de sidste timer. Mine veer er kraftige men ineffektive. Kl. 14.10 opstartes vedrop. Jeg har nu åbnet mig sølle 4 cm! Kl. 16.30 skruer man op for droppet, da jeg kun knapt har åbnet mig 5 cm.
Veerne er MEGET kraftige, og jeg kaster op efter hver ve, hvilket laver fuldstændig ged i min vejrtrækning, og til sidst ender det med, jeg hyperventilerer. Min mand foreslår epiduralblokade. Jeg selv har tavlt med at trække vejret og med at slappe af de få sekunder, der går mellem veer og opkastning.
Jordemoderen synes, epidural er en god idé, og hun kontakter straks anæstesien (narkoselægen). Vedroppet slukkes, mens vi venter på anæstesien, men det hjælper nu ikke meget. Kl. 17.00 lægges epidural. Første forsøg kikser, og hun kommer til at ramme en blodåre. Hun går lidt højere på ryggen. Andet forsøg lykkes. Det gør faktisk ikke ondt at få lagt den epidural, men det er f...... svært at ligge helt krummet sammen og helt stille, når man har veer og opkastningsfornemmelser.
Men det lykkes da. Narkoselægen spørger, om jeg kan mærke mine ben, og om alt føles normalt, og det gør det. Hun går. Kort efter kan jeg mærke, at begge mine ben sover. Jeg kan bevæge dem, men de sover. Jeg kan mærke maven også sover nu, og kort efter kan jeg mærke den sovende fornemmelse helt op til begge skuldre. Jeg mærker mig på brystet og ved halsen, det sover også der.
Det næste jeg husker er, at min mand siger: "Trine, du skal trække vejret", og jeg hører ham sige til jordemoderen, at der er noget helt galt. Mit blodtryk bliver taget og viser 70/60, ikke godt. Min mand har siden fortalt mig, at jordemoderen tilkaldte en anden jordemoder plus læger og sygeplejersker fra anæstesien.
De snakkede om, om de skulle køre mig ned til akut kejsersnit, men anæstesien gav mig noget antidot (mod medicin) til bedøvelsen, og jeg vågnede langsomt op. Jeg kan huske, det gjorde vildt ondt i hånden, da hun sprøjtede det ind. Men alt det med ekstra læger og jordemoder kan jeg ikke huske. Jeg kan kun huske, at jeg ville sove, og at min mand blev ved med at sige "du skal trække vejret".
Kl. 18.30 har jeg det igen godt, og mit blodtryk er tilbage på det normale. Men nu kan jeg mærke, at epiduralen kun virker i min højre side, dvs. Jeg har veer i venstre side af maven og lænden. Meget mærkelig fornemmelse. Som veerne er nu, kan jeg holde dem ud også uden at kaste op.
Kl. 19.55 undersøges jeg igen. Jeg er stadig kun 4-5 cm åben, men babys hoved står dybt i bækkenet. Jeg får taget blodprøver, fordi jordemoderen mener, det kunne ende med kejsersnit alligevel.
Kl. 21.00 kører babys puls meget op og ned. For meget, mener jordemoderen. De tager derfor en blodprøve fra babys hoved for at se, om den får ilt nok. Prøven viser sig at være fin. De oplyser ved samme lejlighed, at man kan se, at baby har lang sort hår.
Kl. 21.15 bestemmer jordemoderen sig for at tage vandet, da dette kunne gøre, at veerne blev mere effektive. Fostervandet er desværre let lysergrønt, hvilket betyder, at den lille har skidt i vandt og derfor har været stresset på et tidspunkt.
Kl. 22.00 skrues op for vedrop igen. Dette er gjort løbende de sidste to timer.
Kl. 22.50 er jeg åbnet 6-7 cm.
Kl. 23.40 er jeg 8-9 cm åben. Veerne er nu meget kraftige, og jeg begynder at få kvalme igen. Jeg prøver med lattergas, men det hjælper ikke og gør bare kvalmen værre.
Den 23. december kl. 00.01 går jeg lidt rundt, prøver at gå ud og tisse men kan ikke.
Kl. 0.20 sætter jeg mig i sengen i knæ/albueleje.
Kl. 0.35 får jeg begyndende pressetrang. Der slukkes for epiduralen (ellers kan jeg ikke presse ordenligt).
Kl. 0.45 begynder jeg at presse. Hovedet kommer ret hurtigt til syne, da babys hoved hele tiden har stået meget dybt.
  Kl. 1.11 føder jeg en flot pige på 3.800 gram og ikke mindre end 56 cm lang. Hun er ret blå, da hun kommer ud og får derfor 1 minus på apgar det første minut, men efter 5 minutter scorer hun fuldt. Hun bliver suget og kommer straks op til mig.
Kl. 1.20 fødes moderkagen. Den er også stor og flot og vejer 840 gram. Jeg undersøges af jordemoderen, som konstaterer, at jeg ikke skal sys. Heldigt, hvis man tænker på, at vores pige ikke just er lille.
En lang og ikke ukompliceret fødsel med regelmæssige veer i næsten 27 timer. Men jeg gør det gerne igen, for resultatet blev vores guldklump Mikkeline. Hun er det skønneste, vi nogensinde har set. Så fødslen, veerne, vedrop og den kiksede epidural var det hele værd.
04-03-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025