Skrevet af Sara
Den 1. april 2009 skulle vores lille dejlige dreng være født. Desværre døde han i min mave, da jeg var i 36. uge.
Min kæreste, Lars, og jeg har været sammen i snart 2½ år. For et års tid siden blev vi enige om, at nu ville vi da gerne være forældre. Jeg lagde p-pillerne på hylden, og vupti - 3 måneder efter var jeg gravid. Det var en dejlig fornemmelse, og vi begyndte at lægge planer og drømme om fremtiden som familie.
Graviditeten forløb godt, i hvert fald den første lille måned. Så startede kvalmen og opkastningerne. Puha. Jeg var nu igennem 4 måneder med kvalme og nedtrykthed. Stille og roligt begyndte det at blive bedre med kvalmen. Men så startede rygproblemerne. Ondt i korsbenet og i bækkenet i det hele taget. Ikke decideret bækkenløsning, sagde lægen, men jeg skulle bare tage den med ro og kun gøre de ting, der ikke gjorde ondt. Jeg var således sygemeldt under hele graviditeten.
Vi flyttede midt i februar for at komme tættere på Lars' arbejde. Vi var kommet rimelig godt på plads i vores nye hjem, og jeg havde det egentlig efterhånden godt på trods af ondt i ryggen. Jeg havde været til lægen i uge 35 til almindelig undersøgelse, og her var alt helt normalt. Jeg var glad, og nu skulle de sidste uger bare gå, inden babyen skulle komme.
Den 4/3-09 var jeg til jordemoder til regelmæssig undersøgelse. Min mor var med, da Lars var til møde på Fyn. Et par dage forinden havde jeg lagt mærke til, at den lille "mand" i maven ikke havde bevæget sig så meget, som han plejede. Jeg var bekymret men tænkte, at det nok var fordi, hovedet havde stillet sig fast i bækkenet, så han lå og ikke kunne sprælle så meget. Lars og jeg var blevet enige om, at han godt kunne tage til møde, da min mor jo ville komme og tage med mig til jordemoder, og at alt nok skulle være i orden. Men et eller andet sted var jeg nok godt klar over, at der var noget galt.
Jeg forklarede jordemoderen om min bekymring. Hun lyttede med det samme med doptone, men hun kunne ikke finde hjertelyd. Hun sendte mig over på fødegangen med det samme, for som hun sagde: "Vi skal finde ud af, om det er fordi, han putter sig, eller om han ikke er der mere". Jeg var et eller andet sted en smule forberedt på hendes besked, for jeg var jo bekymret, men alligevel tænkte jeg, at det bare var fordi, han puttede sig, så hun ikke lige kunne komme til at lytte ordentligt.
På fødegangen bliver vi modtaget af en sød jordemoder, Susanne, som viser os ind på en stue. Hun mærker på min mave og lytter efter hjertelyd med doptone. Hun kan heller ikke finde barnets hjertelyd. Hun forklarer, at der skal komme en læge og scanne mig og siger igen, at vi skal finde ud af, om han putter sig, eller om han ikke er der mere, men at det nok er det sidste, vi skal forberede os på. Det løber mig lidt koldt ned ad ryggen, lige da hun siger det, men jeg nikker og er klar på, hvad der skal ske.
Lægen kommer ind med scanningsapparatet og hilser pænt på min mor og mig. De tænder for maskinen, som er enormt lang tid om at varme op, syntes jeg. Jeg holder min mor i hånden, mens lægen scanner. Hun ser først, at hovedet vender nedad. Så min tanke om, at han havde stillet hovedet fast var rigtig nok. Så scanner hun der, hvor hjertet skal være, men der er ikke noget, der bevæger sig på skærmen. Hun siger: "Det er her, hjertet skal være, men det slår ikke".
Jeg kan mærke tårerne stige op i øjnene, men samtidig tænker jeg, at nu vågner du Sara fra det her mareridt og skal vække Lars og fortælle om denne her forfærdelige drøm. Men jeg vågnede bare ikke. Jeg var jo vågen. Jeg tænkte også, at det måtte være en helt utrolig dårlig joke, og at de lige om lidt ville sige: "Ej, bare rolig Sara, det var bare for sjov - se her han bevæger sig helt normalt, og her er hjertet, som slår". Men nej. Det skete heller ikke.
Jeg vender mig om og kigger lidt på min mor, som er helt chokeret, og siger et eller andet til jordemoderen, som jeg ikke kan huske. Så kommer gråden. Tårerne vælter ud af øjnene på mig, og jeg hulker lidt. Det holder hurtigt op igen. For nu vil jeg jo vide, hvad der så skal ske. Jordemoderen siger først, at nu skal jeg bare tage det helt roligt og lige finde mig selv lidt. Men jeg siger til hende, at jeg godt vil vide, hvad der skal ske. Jeg er et praktisk menneske, så nu må jeg forholde mig til den nye situation, og så må reaktionen komme, når den kommer.
Lars var jo på Fyn, så han skal også have besked. Det snakker vi lidt om, hvordan vi skal fortælle ham. Vi bliver enige om, at jeg bare skal ringe og fortælle det, for hvis jeg bare ringer og siger, at han skal komme med det samme, vil han jo alligevel vide hvorfor. Jeg ringer til ham og siger, at babyen er død. Han bliver helt stille og siger bare, at han kommer med det samme. Han ender med at blive kørt til Slagelse af sin chef. Imens snakker jeg og min mor lidt med jordemoderen.
Da Lars kommer efter en times tid, snakker vi alle med jordemoderen om, hvad der skal ske nu. Hun forklarer, at jeg skal føde barnet selv, ved at fødslen skal sættes i gang. Det synes jeg ikke er nogen god idé, lige da hun siger det. Jeg tænkte, at de bare skulle lægge mig til at sove, og når jeg vågnede, var det hele overstået. Susanne (jordemoderen) forklarer, at det er det bedste for mig både fysisk og psykisk. Det kan jeg et eller andet sted godt se, men det er lidt svært. Lars og min mor syntes også, det er hårdt, at jeg selv skal føde.
Vi får snakket en hel del med Susanne om det hele. Hun synes, vi skal tage hjem og lige sunde os lidt og få snakket det hele igennem. Så skal vi komme igen dagen efter, hvor jeg skal sættes i gang. Egentlig har jeg mest lyst til at komme i gang med det samme og bare få det overstået. Men vi tog hjem.
Vi græd og snakkede det meste af aftenen, men vi fik da også sovet noget. Næste morgen ringede vi til fødegangen og sagde, at vi gerne ville komme ind kl. 10. Vi mødtes med min mor kl. 10 på fødegangen. Vi snakkede med jordemoderen (hende jeg har været til konsultation hos), som var hende, der tog imod os, da vi kom. Jeg skulle have lagt to stikpiller op den dag med 4 timers mellemrum.
Efter pille nr. 2 skete der en smule. Jeg fik lidt småveer, men ikke noget, der rigtig "rykkede". Vi talte med jordemoderen, og hun sagde, at jeg ikke skulle have flere piller den dag. Vi tog hjem for at slappe lidt af. Da vi havde været hjemme et par timer, begyndte veerne at tage lidt til. Vi tog på sygehuset igen, så jeg kunne få smertestillende. Jeg måtte få alt, hvad jeg ville have, for der var jo ikke barnet, at tage hensyn til. Jeg fik morfin og fik sovet nogle timer den nat.
Veerne aftog igen i løbet af natten. Dagen efter (fredag) havde de fundet ud af, at jeg gerne måtte få flere piller, end de først havde sagt. Jeg fik denne dag piller med 6 timers mellemrum. Først 1 pille, så 2 piller og så 4 piller. Der skete ikke ret meget den dag. Veerne aftog igen om aftenen.
Lørdag morgen kom jordemoderen ind, og jeg skulle have stikpiller igen. Hun undersøgte mig, og jeg havde nu åbnet mig 1 cm. Hun ville tale med lægen om, hvad der nu skulle ske, for hun syntes (lige som jeg selv), at nu havde vi ventet længe nok. Lægen sagde, at så snart de kunne komme til det, skulle der prikkes hul på forsterhinden for at hjælpe det hele lidt mere i gang.
Kl. 20 om aftenen havde jeg åbnet mig 2-3 cm, og jordemoderen (den samme som var der, da vi fik beskeden om, at baby var død) prikkede hul på fosterhinden. Der var ikke meget fostervand. Jeg fik også vestimulerende drop og fik lagt epiduralblokade. Nu gik det stærkt. Veerne tog hurtigt til. Da der skulle være vagtskifte, ville jordemoderen lige undersøge mig, inden hun gik. Jeg var nu helt åben, så hun blev, fordi hun jo kendte mig bedst (det er jeg så taknemmelig for).
 Det var ikke nogen hård fødsel, for han var jo en lille måned for tidligt. Kl. 23.25 lørdag aften den 7. marts fødte jeg den fineste lille sovende Bjørn. Han vejede 2.420 gram og målte 49 cm.
Han var lidt mere "blå", end de havde regnet med. Men han har formentlig været død siden mandag den 2. marts. Ellers var han bare så fin og lignede bare en lille baby, der sov. Hans hud var meget skrøbelig og var gået lidt i stykker nogle steder. Jeg fik ham op til mig i et håndklæde og vores egen dyne. Vi kiggede bare på ham. Lille fine mand.
Lars fik ham i armene og sad med ham, mens jeg fødte moderkagen. Herefter blev han målt og vejet. Vi fik lavet fod- og håndaftryk og klippet lidt hårtotter af. Min mor og Lars var begge med under hele forløbet, og de tog en masse billeder af det hele.
Der var ingen umiddelbar og synlig grund at se, da han blev født. Han havde navlesnoren en enkelt gang om halsen, men jordemoderen sagde, at den var så lang, at det ikke havde været derfor. Vi fik ham obduceret, men vi har ikke fået svar endnu.
Den 12. marts var vi i kapellet på sygehuset sammen med min mor og vores bedemand (som har været helt fantastisk). Vi skulle lægge Bjørn til at putte i hans fine lille kiste - hans nye lille hule. Det var rigtig dejligt at give ham tøj på. Han fik en dragt på, som vi har købt for længe siden, og som det var meningen, han skulle have haft på hjem fra hospitalet. Han fik en lille bamse med i kisten, som Lars havde købt til ham, og han fik en stofble med dyr på som dyne. Det var en god følelse at få ham puttet godt til at sove.
Vores lille Bjørn blev begravet den 18. marts. Nu ligger han sammen med sin lille fætter Mika og kan lege med ham (Lars' søster mistede en dreng for 6 år siden, som døde af en hjertefejl. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at vores Bjørn skulle begraves sammen med ham).
Jeg ved, at vi nok skal komme igennem det hele og ud på den anden side af tågen. Men lige nu er det hele bare underlig gråt og trist. Vi har talt om, at det nok ikke varer så længe, før jeg skal være gravid igen. Men min krop skal også lige være klar. Og jeg tror jeg lige skal nå at have et par genstande og lidt sushi indenbords, inden jeg skal have tyk mave igen. Og jeg både glæder mig til graviditeten, men frygter også frygten - for den kommer helt sikkert, tror jeg.
Nu er det stille og roligt ved at blive hverdag igen. Jeg kunne for første gang i går lave lidt mad selv. Men nu hvor alle de praktiske ting er overstået, begynder tomheden og savnet at melde sig for alvor. Det hele er så ligegyldigt, og jeg føler mig tit meget ensom. Også selv om jeg ikke er alene.
Det er dejligt at have alle billederne, og jeg kigger på dem hver dag. Dette lille brev har jeg skrevet til Bjørn, som han fik med ned i kisten. Jeg læste det op ved begravelsen, inden vi sænkede kisten i jorden:
Kære lille Bjørn.
Da du endelig blev født den 7. marts, gjorde du os til nogle glade og stolte forældre, selv om du ikke lever mere og kan være hos os. Vi har ventet spændt på, at du skulle komme til verden, og glædet os til alle de ting, vi skulle opleve sammen med dig. Vi har ikke tænkt på, at der kunne ske dig noget, når du lå trygt i din lille hule og hyggede dig. Derfor blev vi så ulykkelige, da vi fandt ud af, at du var død inde i maven.
Du har givet mig, din mor, meget kvalme, mens vi ventede på dig. Men som far-Lars siger, så var det nok for, at jeg skulle nå at mærke dig ordentligt, når du ikke var hos os så længe. Så tak for det.
Vi ved, du har haft det trygt og godt i din lille hule, men dér kunne du ikke blive altid. Nu har vi givet dig en ny lille hule med et fint tag, som far-Lars selv har lagt på. Nu får du en fin soveplads ved siden af din fætter Mika. Pas godt på hinanden!
Vi elsker dig - og selv om du ikke kan være hos os på den måde, vi havde regnet med, vil vi ikke have været dig foruden. Du vil altid være vores første lille søn og altid være i vores hjerter!
Sov godt lille Bjørn.
Kærlig hilsen mor og far.
24-06-2009
|
Kommentarer
© 1999-2025