Skrevet af Tina
Graviditeten
Bo havde i et par år snakket om et barn, hvor jeg prøvede at skubbe det lidt hen og sagde, at vi af praktiske årsager nok skulle vente et par år. Men en dag sad jeg og kiggede ud af vinduet på mit arbejde, og som et lyn fra en skyfri himmel slog "skrukken" mig omkuld.
Jeg kom hjem fra arbejde og gik direkte ind til Bo i stuen og sagde, at nu var det altså nu – jeg ville have et barn, og det kunne kun gå for langsomt.
Vi var klar over, at der var en leveringstid på 9 måneder, og oven i det havde vi ofte hørt, at der nemt kan gå mellem 6 og 12 måneder, før man bliver gravid efter at have spist p-piller. Vi forsøgte at slå koldt vand i blodet og blev enige om, at jeg skulle spise den pakke med p-piller op, som jeg var begyndt på, og så skulle vi ikke beskytte os mere.
Men der gik ikke mange dage, før jeg kom hjem og fandt vores soveværelse endevendt - hunden havde simpelthen fået åbnet døren og havde blandt andet hugget pakken med p-piller. Der var ikke mange piller at redde (det var en hanhund, men der ville nok ikke komme mange hvalpe en tid), så det er simpelthen vores hunds skyld, at vi gik i gang lidt før tid.
Jeg spiste den sidste pille den 29. august 2002 og havde derfor ægløsning omkring 16. september. Jeg vidste ikke, hvornår min menstruation skulle komme, for mit cyklus havde jo været styret af piller i ca. 10 år.
Men den 3. oktober gik jeg på apoteket i min frokostpause og købte 2 stk. graviditetsteste. Da jeg kom hjem, tog jeg en test. Bo og jeg stod bøjede over den lille ting af plastik, der om lidt ville fortælle os noget stort eller noget mindre godt. Langsomt kom to streger frem (positiv), og jeg reagerede ved at gå rundt i hele stueetagen og sige "fuck, fuck", og Bo stod som lammet med et fjoget smil på læben.
Vi havde aftalt, at vores familie ikke skulle vide noget, før den magiske grænse på 12 uger var nået. Men der gik mindre end en time, før vi stod i min mors butik og bad hende tælle streger på testen. Da hun så, hvad det gik ud på, hoppede hun rundt, og vi fik begge et kæmpe kram.
Bagefter gik turen hjem til min far (mine forældre er skilt). Han tog det mere roligt og sagde ikke ret meget. Jeg var i tvivl, om han egentlig var glad, men den tvivl har han for længst skræmt væk!
Ugerne gik, og vi nåede til 12. uge, hvor vi virkelig begyndte at tro på, at vi skulle være forældre - indtil jeg en nat blødte og måtte lægge mig ned med bagdelen på en pude og lægevagten i røret. Der var ikke megen hjælp at hente. Jeg måtte ringe til min læge næste morgen.
Jeg ringede til min mor og spurgte, hvad jeg skulle gøre, og hun blev så bekymret, at hun kom midt om natten og så til mig. Underligt nok så faldt jeg i søvn straks bagefter – det må have været en måde at fortrænge mareridtet på.
Jeg ringede til lægen næste morgen, hvor han sagde, at der ikke var andet at gøre end at vente en uge og så tage en test for at se, om jeg stadig var gravid. Sådan siger man ikke til en blødende gravid! Så det endte med, at jeg fik en akut tid til scanning på Slagelse Centralsygehus.
Vi sagde ikke en lyd på vej til sygehuset, og jeg husker turen på de ca. 20 minutter tydeligt. Alt var sløret, og jeg sad med en hånd på min mave og tænkte på det lille væsen, der var gået til grunde.
Vi blev kaldt ind til scanning, og Bo og jeg kiggede på hinanden, for vi havde gjort os klar, at vi havde mistet barnet. Dvar så sandelig et chok og en meget glædelig overraskelse at se den lille "reje" ligge og smile til os! Der var masser af liv, og alt så fint ud. Vi fik aldrig årsagen til blødningen at vide, men det var også lige meget.
Jeg blev scannet et par uger senere igen, og alt var stadig fint. Jeg har en lillebror med Downs Syndrom (mongolisme) og har derfor haft mulighed for en række ekstra undersøgelser. Dem har vi dog alle takke pænt nej tak til. Vi ønsker os naturligvis ikke et mongolbarn, men selvom en test skulle vise, at vi ventede et – ja, så ville vi aldrig få det fjernet alligevel.
Det ville være som at fravælge min bror også, og jeg ved, hvad vi ville gå ind til – min bror er jordens skønneste menneske, og han kan bestemt ikke afskrække mig.
Tiden gik, og alt var fint med både mor og barn. Dog fik jeg bækkenløsning og var lænket til hjemmet de sidste måneder af graviditeten. Det var en lang og kedelig ventetid, da jeg ikke kunne foretage mig ret meget uden at få smerter - men det blev forår, og det hjalp på humøret.
Den 21. maj var vi til jordemoder, og desværre havde jeg fået en del ødemer, mælkesyre i urinen og et alt for højt blodtryk. Det kom som et chok, for indtil da havde alt været fint.
Vi blev endnu en gang sendt på sygehuset, hvor jeg blev scannet, og heldigvis fungerede både moderkage og navlestreng, som det skulle, og barnet så ud til at have det godt.
Jeg blev indlagt til aflastning (i håb om faldende blodtryk) på barselsgangen og var under høj overvågning i 2 døgn. Der var mistanke om begyndende svangerskabsforgiftning, og det skulle naturligvis tjekkes mere end grundigt.
Jeg følte mig i gode hænder, men da min mor og far mistede en dreng før mig langt henne i graviditeten netop på grund af svangerskabsforgiftning, så sad frygten meget dybt plantet i mig.
Det var frygteligt at være lænket til en sygeseng, hvor jeg kun kunne ligge og se på en hvid væg og tænke grimme tanker. Heldigvis var barnet fuld af liv, og hver bevægelse gav mig ro og styrke.
Min tilstand blev stabil, og jeg blev sendt hjem med strenge ordrer om ro og atter ro.
Fødslen
(Tekst skrevet med kursiv er tekst fra fødselsbeskrivelsen fra sygehuset).
Den 4. juni var jeg igen til jordemoder, og endnu en gang var blodtrykket alt for højt. Jeg fik lov at tage hjem og spise frokost, og så skulle jeg indlægges på barselsgangen igen.
Efter en mængde prøver blev det besluttet, at jeg dagen efter skulle sættes i gang med stikpiller. Vi blev meget glade, for nu skulle vi snart se vores Lillefis.
Torsdag den 5. juni ved 10-tiden fik jeg lagt en stikpille op af en meget rar jordemoder, som fortalte, at jeg allerede var 1 cm åben, men hun forklarede også, at en igangsætning kunne strække sig over flere dage, og det kunne blive en lang og hård omgang.
I løbet af dagen fik jeg lidt smerter over lænd og ryg men ingen egentlige veer, og ved 16-tiden bliver der lagt endnu en stikpille op.
Der bliver kørt en CTG, som viser bitte små veer – men langt fra noget, der bliver til noget, og heller ikke noget, jeg mærker noget til.
15:45 Pt. velbf. Har lidt småkontraktioner. Der påsættes CTG. CTG 16.15 helt ia. BT 160/100.
16:20 VG. Expl. Coll ½ cm pænt en finger. Meget sakralt. Der oplægges minprostin.
17:10 Små kont. Med 2-3 min. interval. God hjl. - -subjt. Sympt. på præeclampsi. BT 160/90.
18:20 Tina har konstante lændesmerter, men ingen egentlige veer. God hjl. der påsættes CTG, som er ia. Der er rigelig med FB. RP hotpack for lændesmerter. BT 160/95.
God effekt af hotpack. Såfremt veerne ikke tager til, kan Tina evt. få et gr. Panodil til natten, så hun kan få sovet.
Nogen timer senere sidder Bo ved siden af mig i sengen, og pludselig mærker jeg et "skvulp" mellem mine ben. Først reagerer jeg ikke, for jeg troede, at det var barnet, der havde trykket lidt på blæren. Men igen kommer der et "skvulp", og jeg siger til Bo: "Jeg tror nok, at vandet lige er gået, men jeg ved det ikke".
Vi kigger, og jo, vandet er vist gået, og vi kalder på hjælp. Der kom en og så til mig og fortalte, at det rigtig nok var vandet, og at det hele stadig ser fint ud med både mig og barn (dog uden at undersøge noget nærmere).
21:45 Spontan vandafgang. Forvagt (n) lytter god hjl.
I samråd med jordemoderen bliver vi enige om, at der nok ikke sker mere i dag, og at det derfor er fornuftigt, hvis Bo kører hjem og får sovet lidt – det er en beslutning, vi begge har fortrudt mange gange siden.
Da Bo er kørt, går jeg på wc, og idet jeg hiver mine trusser ned, falder der nogen temmelig store og meget underlige klatter ned på gulvet. De lignede nærmest lever i både farve og konsistens, og jeg bliver meget nervøs og får kæmpet mig fra kummen og hen til døren, hvor snoren til hjælp er.
Der kommer både en sygeplejerske og en overlæge og ser til mig og kan "berolige" mig med, at det "bare" er størknet blod, og at det ikke er farligt på nogen måde. Min første tanke var, at det var moderkagen, der var gået i stykker, og at mit barn var dødt - så jeg var ikke helt nem at få til ro igen.
21:55 Pt. kalder pga. blødning. Der ses rigeligt blodtilblandet ej grønt fostervand. Der påsættes ext. CTG.
22:15 Efter en periode med nedsat variationsbredde, bliver FHR fin reaktiv. Set af bagvagt (BC) og det aftales at pt. prøver at sove. Ringer v. behov.
På dette tidspunkt begynder det for alvor at gøre ondt i min lænd, og jeg føler mig meget ensom, efter Bo er kørt. Jeg forsøger at sove, men smerter og tanker holder mig vågen. Jeg beslutter mig dog for at bide det hele i mig og bliver liggende i min seng.
Det gør mere og mere ondt, og så vidt jeg kan huske, var der stadig kun smerter i lænden. Jeg troede, at hele fødslen stod klart for mig, men nu hvor jeg skal skrive det hele ned, opdager jeg, at der faktisk er ting, jeg har glemt eller kun kan huske svagt og nærmest sløret.
Jeg kæmper mod smerterne og går ud for at bede om hjælp. Jeg forklarer, at de to Panodiler ikke hjælper. Jeg kan huske, at læge mv. i vagtstuen kiggede på mig nærmest som om, jeg var et fjols, og det var noget modvilligt, at jeg fik en sprøjte at slappe af på.
00:20 Kan ikke falde i søvn. Føler at det trækker over lænden, ingen egentlige veer. Efter aftale med forvagt gives 100 mg pethidin i.m. Hjl. Ok.
Jeg får den beroligende sprøjte, men det hjælper ikke det mindste, og efter en tur på toilettet får jeg det meget skidt. Jeg bliver svimmel og uklar i hovedet og kalder på hjælp.
Jeg forklarer jordemoderen, at jeg virkelige føler, at der er noget galt, men hun siger, at der ikke sker noget som helst, og at jeg bliver nødt til at sove, da vi skal på den igen i morgen tidlig.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg efterhånden tænkte, og det undrer mig meget, at jeg ikke gjorde helt klart, at jeg havde brug for hjælp og opbakning. Mine kald på hjælp blev mødt af en undren fra personalet, som blandt andet sagde til mig, at jeg sandelig var nødt til at slappe af, inden jeg skulle føde.
Jeg overvejede at ringe efter Bo, men gjorde det ikke, da jeg mente, han havde brug for hvile - og personalet havde efterhånden fået mig overbevist om, at der ikke var gang i noget.
Den næste times tid var et mareridt. Jeg var efterladt alene på en buldermørk barselsstue i en seng, som jeg dårligt kunne komme ud af på grund af min bækkenløsning. Jeg kunne kun ligge i sengen og se på den lukkede dør og sprækken med lys under døren, hvor personale og andre patienter gik forbi hele tiden.
Jeg have voldsomme smerter, hvor jeg måtte hive mig op i bøjlen over sengen. Jeg vred mig, imens jeg skreg og tiggede om hjælp, men selvom folk gik forbi udenfor, var der ikke nogen, der kiggede ind til mig.
På dette tidspunkt var det ikke gået op for mig, at jeg havde veer, og at de kom væltende oven i hinanden. Jeg forstod ikke situationen og alvoren i det, og jeg kvalte mine smerter og min frygt med et skrig, imens tårerne stod ud af mig.
Jeg kan huske, at jeg i pauserne faldt om i sengen og hulkende bad om, at det var slut nu – men før jeg fik tænkt færdig, var den næste ve der. Det var en lang række af veer og udmattende smerter, som jeg måtte kæmpe med alene.
Pludselig kan jeg mærke, at det begynder at presse, og jeg begynder at gispe kraftigt, imens jeg hiver i snoren i håb om hurtig hjælp. Det er først nu, at det går op for mig, at jeg havde haft veer, og at fødslen var gået i gang.
En sygeplejerske kommer ind og spørger, hvad hun kan gøre for mig - eller dvs. hun bliver stående i den halvt åbne dør og kommer ikke hen til mig for at se, hvad der foregår. Jeg gisper og kæmper for ikke at presse, imens jeg grædende og skrigende siger, at jeg er ved at føde. Hun siger langsomt, at hun da godt lige kan hente jordemoderen.
For mig føltes det som en evighed, før jordemoderen kommer, og da hun endelig kommer, går tingene stærkt - jeg husker tydeligt, at hun nærmest råbte af sygeplejersken, om ikke det var en idé at få mig ned på en fødestue.
01:45 Tina ringer fra st. 7 og fortæller overrasket, at hun synes det presser. Flyttes på fødestuen, der lyttes god hjl. med dopt.
De tog fat i min seng og begyndte at køre mig ned mod fødestuen - eller rettere de løb med mig, imens jeg forklarede, at de skulle ringe til Bo, og at hans nummer lå inde på mit bord på stuen.
På vej mod fødestuen er der et skarpt sving til venstre, og jeg måtte holde godt fast for ikke at ryge ud af sengen på grund af den fart, de havde på med mig. I dag kan jeg grine af det, men i sekundet var det langt fra sjovt.
Jeg kommer ned på fødestuen, og de beder mig kravle fra den almindelige seng over på fødebriksen. Jeg prøver at slippe, for mit bækken gør ondt, jeg har presseveer og jeg er fuldstændig forvirret og oppe at køre. Men jeg får kæmpet mig over på briksen, hvor jeg endnu en gang bliver forladt, imens sygeplejerske og jordemoder gør stuen klar.
Jeg skriger, at de nu godt lige kunne hjælpe til, men jordemoderen svarer, at jeg bare skal presse med. Jeg får vrøvlet en masse pjat om, at jeg sandelig håber, at barnet ligner sin far, at det så alligevel blev på min farfars fødselsdag, og da de kraftige presseveer kommer, råber jeg, at jeg er nødt til at komme på wc, og at de i øvrigt skal ringe efter min mor.
01:50 Vg. orif udsl, caput næsten på bækkenbunden. Tina presser med, ctg ia. Hurtig fremgang.
Jeg modarbejder mine presseveer og holder igen, for Bo var endnu ikke kommet, og jeg ville ikke føde uden, at han var der. Det var først, da jeg hørte hans badetøfler ned ad gangen ca. kl. 02:15, at jeg for alvor pressede.
Da Bo kommer ind på fødestuen, kan man se en lille hårtop af barnet, men jordemoderen sender ham ned efter nogle kiks og saftevand. Han spørger forundret, om han kan nå det og får at vide, at det kan han sagtens, for der ville ikke ske noget foreløbig.
Da han kommer tilbage, begynder han at tage billeder. Det første billede er taget kl. 02.19 og viser en fin lille hårtop. Det er dejligt med disse billeder, for jeg husker det hele meget svagt og kun ganske få detaljer.
Men jeg husker, at Bo stod ved min side, og at han sagde, at han ikke havde været forvirret, og at han havde nået at børste tænder. Jeg kiggede op på ham og kunne konstatere, at lidt forvirret havde han været - for hans bluse vendte på vrangen.
Jeg fik ingen smertestillende midler - heller ikke masken - kun lidt saftevand og ros af Bo.
02:29 Fødes en pige skriger fint kommer op til mor.
  Jeg får lagt barnet op på min mave, og vi finder hurtigt ud af, at det er en pige - en mørkhåret pige godt smurt ind i fosterfedt. Det hele er ikke gået op for mig endnu, og jeg husker ikke, hvad jeg tænkte, da hun kom op til mig - bortset fra, at hun helt sikkert skulle hedde Filippa. Jeg havde forestillet mig, at jeg ville græde, men den reaktion kom ikke.
Min mor ankom få minutter efter og nåede kun at opleve, at jeg føder moderkagen. Hun havde skyndt sig, men fødslen gik stærkere, end vi alle havde forventet. Moderkagen ville ikke løsne sig, så jeg fik en sprøjte i låret. Jeg følte mig ærlig talt som en ko, der skulle kælve, da jordemoderen begyndte at hive i navlestrengen - men ud det kom den.
Jordemoderen talte, at jeg havde haft ca. 14 presseveer i alt, og jeg var så heldig, at jeg ikke skulle syes. Jeg sagde desuden "Hvor svært kan det være?", hvilket fik alle til at grine højt.
Bo og jeg blev hurtigt enige om, at vores datter skulle hedde Filippa, og da hun var blevet vejet, målt og tjekket, kunne vi gå ned til barselsstuen med 3.470 gram og 51 cm velskabt og sund datter.
Både jordemoder og sygeplejerske fortalte, at de var blevet meget overraskede over, at jeg gik i fødsel, da ingen af dem havde opdaget, at jeg havde veer. Vi lavede skæg med det, imens vi spiste morgenmad, men siden er alvoren gået op for mig.
Jeg føler, at selve fødslen gik nemt, men timerne før var et mareridt, og jeg forstår slet ikke, at jeg bare blev liggende i sengen, og at ingen opdagede, at Filippa var parat til at komme ud.
Jeg kan blive sur på personalet på sygehuset over, at de ikke undersøgte mig mere, og sur på mig selv, fordi jeg ikke bankede i bordet - men heldigvis gik alt godt, så det nytter ikke at bære nag.
 Jeg fik at vide, at jeg næste gang skal være meget hurtigt til at tage på sygehuset, da min næste fødsel sikkert vil gå ligeså hurtigt eller hurtigere. På papiret tog Filippas fødsel 44 minutter totalt.
Det er en oplevelse, man aldrig glemmer, og de følelser, man har under et sådant forløb, kan ikke beskrives. Men vi er klar til en bror/søster, hvornår det skal være. Planlægningen er i gang…
25-04-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025