Nikolajs tyvstart på livet Liza havde termin den 14/10-2003, men Nikolaj meldte sin ankomst 3 uger før tid den 26/9-2003.
4394
Skrevet af Liza
Jeg havde termin den 14/10-2003. Gennem det meste af graviditeten havde jeg mange plukkeveer og var plaget af en tyngende fornemmelse i underlivet. Det blev værre, efterhånden som barnet voksede. Jeg led også under bækkensmerter, men bortset fra de ting havde jeg en storartet graviditet. Jeg var dog blevet sygemeldt, da jeg var i 16. uge på grund af bækkenet.
Så jeg gik herhjemme og fik tiden til at gå. Min søn Casper på dengang 2½ år og jeg hyggede os meget og nød sommeren og det at være sammen, inden det skulle gå løs. Vi havde for sjovt spøgt med, at når jeg skulle føde, skulle det være sådan, at veerne startede om natten, så vi kunne aflevere Casper i vuggestuen og så tage op og føde. Bagefter skulle Henrik så hente Casper og komme ud til mig på hospitalet, så vi sammen kunne tage hjem. I teorien lød det godt, men vi vidste jo godt, at sådan noget bestemmer man ikke selv ;o)
Efterhånden som fødslen nærmede sig, blev plukkeveerne værre og værre, og de kom oftere og oftere. Til sidst kunne jeg næsten ikke gå, og bare det at skulle hente Casper i vuggestuen 5 minutter væk fra vores hjem, blev totalt uoverskueligt. Jeg vrælede næsten hele vejen frem og tilbage, så jeg følte mig til sidst MEGET klar til at få overstået den fødsel.
En eftermiddag, da jeg var 37+1 dag henne, begyndte plukkeveerne at tage lidt til, og de kom med 5-8-10 minutters interval. Det undrede mig lidt, men jeg tænkte nu ikke så meget over det. Det var jo bare plukkeveer, og der var jo lidt tid endnu til T-dag.
Plukkeveerne fortsatte hele natten og næste dag. Min mand og jeg tog på en hyggelig bytur, hvor vi spiste frokost på en café og shoppede lidt. Jeg kan huske, jeg så en bekendt med hendes nyfødte og blev lidt misundelig ;o)
Hen under aftenen ringede jeg til en jordemoder for lige at spørge, hvad hun mente om situationen. Da hun hørte, hvor langt jeg var henne, og at jeg selv mente, det bare var plukkeveer, fik jeg besked på at gå i seng.
Kl. 4 natten til den 26/9-2003 vågnede jeg ved, at nu bed de plukkeveer. Det var først der, at tanken om en mulig fødsel begyndte at spire.
Der lå jeg så i sengen og prøvede at slappe af for at gemme kræfterne. Ved 6.30 tiden vækkede jeg Henrik for at fortælle, at jeg altså mente, det var nu.
Henrik stod op for at gå i bad, og jeg vækkede Casper og fik gjort ham klar til vuggestuen. Jeg ringede også lige op til jordemoderen for at fortælle om situationen, og hun sagde, at hvis jeg ville, måtte jeg da gerne lige komme op og blive undersøgt. Bare for at give mig lidt ro i sjælen.
Vi afleverede Casper i vuggestuen, og kl. 9 stod vi på fødegangen på Hillerød Sygehus. Der blev vi mødt af en ung og meget sød jordemoder. Jeg kom op på briksen, og hun begyndte at mærke. Pludselig kiggede hun på mig og sagde, at det var godt, jeg var kommet, for jeg var 5-6 cm åben!
Derefter gik det slag i slag. Ved 11-tiden prikkede jordemoderen vandet, og det satte skub i tingene. Veerne blev hurtigt grumme, så lige inden jeg gik over i pressefasen, fik jeg lidt lattergas. Det hjalp.
Kl. 11.20 begyndte jeg at presse, og kl. 11.31 var Nikolaj ude. Da jeg havde været til jordemor 3 dage før, var han blevet skønnet til 3.100–3.200 gram, men da han blev lagt op på vægten, vejede han 3.910 gram og var 51 cm.
En fantastisk lækker og smuk lille baby, som jo ikke var så lille endda. Da vi havde sundet os lidt, passede det med, at Casper var vågnet fra sin lur i vuggestuen (troede vi), så Henrik kørte afsted for at hente ham. Imens lå jeg og slappede af med Nikolaj ved brystet, og han suttede så fint (hvilket han stadig gør).
Henrik kom storgrinende tilbage og fortalte, at Casper slet ikke havde sovet. Han havde siddet i krybben og underholdt de andre med, at hans mor var ved at få babyen ud af maven ;o)
Klokken var efterhånden 17.15, og vi blev enige om at købe en pizza med på vejen hjem. Det var sådan en sjov fornemmelse at gå ud af døren på sygehuset. Jeg var vraltet derind om morgenen med stor mave, og nogle timer efter gik jeg derfra næsten rank, men med en lift i hånden.
Og så var vi pludselig én mere i familien, og det var jo helt naturligt. Alting var gået så stille og roligt. Vi kørte hjem og spiste pizzaen, så lidt fjernsyn og gik i seng. Nikolaj vågnede to gange den nat, og sådan har det været lige siden.
Ja, det var så den dag - en helt almindelig fredag i dagens Danmark. Verden var bare en lille babydreng rigere ;o)
Relaterede artikler
© 1999-2025