Jul med baby (6-12 måneder) På dette alderstrin vil dit barns udviklende sanser svælge i julens lyde og lys, da han er i fuld gang med at opfatte verden omkring ham.
6054
På dette alderstrin vil dit barns udviklende sanser svælge i julens lyde og lys, da han er i fuld gang med at opfatte verden omkring ham. Ved 6-8 måneders alderen er din babys syn blevet forbedret, og den vil snart kunne se verden, som voksne ser den.
Babyen er selvfølgelig stadig for lille til at kunne forstå, hvad julen handler om, men det er aldrig for tidligt at starte dine egne familietraditioner. Det kan f.eks. være at køre rundt i nabolaget og se på juleudsmykningen og alle de strålende lys, tænde kalenderlys, læse højt fra et juleeventyr eller lytte til julesalmer og -sange.
Det kan godt være, at din baby i denne alder har lidt sværere ved at varme op til at være sammen med gæsterne, nu da han har en større fornemmelse af sig selv som et selvstændigt individ helt adskilt fra dig.
Ved 6 måneders alderen kan det godt være, at din baby begynder at blive lidt bange for fremmede, så du skal ikke regne med, at han vil sidde på julemandens skød uden at protestere højlydt. Han vil nok heller ikke frivilligt give bedsteforældrene et kram, før han har fået tid til at vænne sig til at føle sig tryg blandt nye ansigter.
Det er let at lade sig indfange af julestemningen og glemme, at alt for mange nye ansigter, steder og lyde kan overstimulere selv den nemmeste baby. Læg mærke til de signaler, din baby udsender. Lad ham få en lille lur, så snart du ser tegn på træthed (babyen hiver sig i ørerne, gnubber øjne og næse og er utidig). Hvis din baby overreagerer meget, så afsæt en stille stund i løbet af dagen til at lade op i.
Når en babys faste rutiner bliver forstyrret, er det sikkert den simple årsag til mange af de problemer, der kan opstå i juledagene. Når det overhovedet er muligt, så prøv at overholde babyens normale sovetider. Det er bedre at finde et sted, hvor han kan blive lagt til at sove, end at skulle slås med en overtræt baby resten af dagen.
På julerejse med baby
Rejseaktivitet kan forstyrre din voksende babys følelse af sikkerhed og rutine, især hvis I besøger et nyt sted eller mødes med mange fremmede. Sørg for at sætte masser af tid af til stille stunder med dit barn, hvor der ikke er nogen fremmede ansigter, så han kan få tid til at sunde sig lidt. Husk at medbringe en af hans yndlingsting, såsom et tæppe eller et tøjdyr; noget han slapper af med.
Det kan godt være, at din baby sover det meste af vejen ud og hjem på rejsen, men han vil være mere krævende, når han er vågen, end han var for blot et par måneder siden. Medbring hans tøjdyr og bløde bøger, der er nemmere at pakke end større stykker legetøj. Det er lettere at underholde et lille barn med ting hjemmefra, som han kender og føler sig tryg ved.
Hvis din baby allerede er begyndt at ville gå eller kravler meget aktivt, skal du være opmærksom på, at han nok ikke vil finde sig i at være spændt fast alt for længe i en autostol eller på et flysæde. Giv ham en chance til at kravle rundt og rejse sig op i lufthavnen, inden I går om bord i flyet. Og hvis I skal køre langt, så planlæg stop undervejs, hvor dit barn kan få en chance for at røre sig lidt.
Husk at dårligt julevejr kan ødelægge enhver nok så perfekt arrangeret rejseplan. Du kan komme ud for uventede stop og lange ventetider undervejs. Og der er intet værre end at skulle sidde med et sultent barn, der trænger til at blive skiftet, i en overfyld flyvemaskine, mens den cirkler rundt og rundt over en lufthavn og venter på bedre sigtbarhed.
Derfor bør du forberede dig på det uventede og sørge for at have pakket rigeligt af ekstra bleer, tøj, flasker, mad og hvad du ellers kan tænke dig at få brug for, hvis du bliver forsinket. Og husk ikke at pakke det hele i kufferten, men i en lille taske, du kan have med i flyet.
Rejs sikkert med baby
Sikkerhedsmæssigt kan ferierejser med en nysgerrig baby være forældres værste mareridt. Små dele fra legetøj, hårdt slik, juleudsmykninger, levende lys, giftige potteplanter - er der noget som helst, man ikke behøver bekymre sig om?
Nu hvor dit barn kravler eller går, må du være særlig omhyggelig, især hvis du holder jul hos familie eller venner, som måske ikke lige er helt opdateret med de nyeste børnesikkerhedsteknikker.
Når først babyer opdager deres nye mobilitet, er de klar til at afprøve grænserne af deres formåen. For nogle aktive babyer er juletræets grene eller de tændte lys det samme som Mount Everest for bjergbestigere. Barnet prøver sikkert at nå det hele, bare fordi, det er der.
En anden ting du skal sørge for er at holde julens potteplanter udenfor børns rækkevidde. Nogle af dem kan være giftige (f.eks. julestjerne). De kan også være pyntet med farverig folie eller bånd og sløjfer, der virker som en magnet på babyen, men som han kan kvæles i.
Husk at de andre gæsters håndtasker og indkøbsposer ikke er børnesikrede. Hvis din baby er mobil og koordineret nok til at kunne stikke sin hånd ned i en taske, må du sætte tasker og poser væk på et sikkert sted, hvor babyen ikke kan komme til dem. De kan indeholde medicin, læbestifter, bånd, elastikker, til/fra kort og andre "forbudte" ting, som er helt almindeligt at have i sin taske. Det kan være katastrofalt for en baby af få fat i en neglesaks eller nogle mønter fra en pung i et ubevogtet øjeblik.
Sæt noget for juletræets nederste grene og sørg for, at alle levende lys er udenfor barnets rækkevidde.
Pas på at duge og bordløbere ikke hænger for langt ud over kanten af bordet. De er fristende for en baby at gribe fat i, hvis han vil rejse sig, eller hvis han lige har lært at gå og er lidt usikker på benene.
Hvis du holder jul hos familien i deres hjem, og de låner dig en babyseng, så husk at checke, at den er forsvarlig for din baby at sove i. Har du en transportabel seng, du tager med hjemmefra, er du sikker på, at dit barn sover sikkert - da du selvfølgelig har købt en godkendt model.
Pas på når velmenende slægtninge skal give den lille en tør numse. De er ikke vant til babyens mobilitet og skal advares om, at de ikke må efterlade babyen alene på puslebordet i bare et eneste sekund. Skru ned for termostaten til det varme vand. Det må ikke være over 50 grader. Et barn kan få trediegrads forbrændinger på mindre end et minut ved 60 grader.
Brændsår fra cigaretter, kaffe, elektriske ledninger og fatninger er andre almindelige ulykker, der sker med de 6-12 måneder gamle babyer. Spring de levende lys over i år (eller sørg i det mindste for, at de er placeret langt fra babyens rækkevidde), gem elektriske ledninger bag ved møblerne eller køb samlekasser til ledningerne. Hvis du har planer om at sidde foran en tændt pejs, så brug en pejseskærm og sørg for at holde tændstikker og ildragere langt udenfor barnets rækkevidde.
Juletiden betyder flere biler på vejene - og dermed en større risiko for ulykker. Vær særlig opmærksom på, hvordan jeres autosæde er installeret. De mest almindelige fejl, folk laver med autostole er at putte selerne igennem de forkerte huller, ikke at spænde bæltespændet ordentligt, at glemme at spænde barnet fast og at installere sædet for løst.
En korrekt monteret stol vil ikke være i stand til at flytte sig mere end et par centimeter fremad eller til siderne. Autostolens placering i bilen er lige så vigtig. Den må aldrig sidde på forsædet i biler med airbags. Og i alle biler er den midterste plads på bagsædet det sikreste sted at anbringe babyen.
Selv om det hos de fleste flyselskaber ikke er nødvendigt at købe flybillet til børn under to år, kan det anbefales, at du gør det alligevel. Du får en mere afslappet rejse med den ekstra plads, og mere fred i sjælen, når du ved, at din baby er sikkert spændt fast i sit eget sæde, hvis flyet skulle komme ud for uventet turbulens.
At vælge den rigtige julegave
Din babys leg er ved at blive meget mere aktiv. På alle fire - eller stående - lykkelig over den nye frihed, der kommer af at være mobil og kunne bevæge sig rundt, vil en baby i denne alder hele tiden bevæge sig, gribe ud efter ting og forsøge at få fat i alt det, han før ikke kunne nå. Legetøj der hjælper med til at tune hans motor og forøge hans færdigheder er gode til denne alder, og farverige bøger er altid et eminent valg.