Skrevet af Lisa
Da det begyndte at gå galt
For at forklare hvilke tanker, der gik gennem mit hoved, da tingene begyndte at gå galt, er jeg nødt til at starte, da de første små-problemer meldte sig. Jeg havde haft en ukompliceret graviditet og havde det rigtigt godt. En moderkageprøve taget i 11. uge på grund af mongolisme i familien viste alt normalt, og det samme gjorde scanningerne i henholdsvis 11. og 19. uge, og jeg ventede en sund lille dreng.
Men da jeg var 23 uger henne, begyndte jeg pludselig at bløde meget under et udenbys familiebesøg, og vagtlægen indlagde mig på det lokale sygehus. De kunne imidlertid ikke finde nogen årsag, og man regnede derfor med, at det blot var mine slimhinder på livmodermunden, der havde blødt. Jeg blev udskrevet dagen efter og blev sendt hjem med besked om at blive hjemme fra arbejde en uge.
1½ uge senere var jeg til kontrol hos lægen, som man nu skal i uge 24-25, og vi talte lidt om hændelsen, hvor han efter at have undersøgt mig gav mig en forklaring om, at mine slimhinder opførte sig som om, at de var forkølede (ligesom slimhinder i næsen kan opføre sig) med afsondring af en del væske, celler osv. Denne forklaring blev vigtig i min opfattelse af de kommende begivenheder. Men bortset fra dette blev jeg erklæret fuldstændig rask og kunne fortsætte som om, intet var hændt.
Præcis en uge efter, at jeg havde været ved lægen, da jeg var 25 uger og 5 dage henne, begyndte jeg at få meget tyndt "udflåd", hvilket jeg i 2 dage tillagde mine "forkølede" slimhinder. Det føltes nærmest som om, jeg gik og småtissede i bukserne. Pludselig slog det mig dog, at det jo kunne være fostervand, men jeg afviste alligevel tanken, for jeg var jo ikke ret langt henne.
Efter en telefonsamtale med min søster om aftenen på dag 2 blev vi dog enige om, at jeg skulle ringe til lægen næste morgen. I løbet af den nat kom der så meget vand, at jeg ikke længere var ret meget i tvivl om, at det var fostervand, og da jeg ringede til lægen, fik jeg da også besked om at ringe til fødegangen på Skejby med det samme. Det gjorde jeg så og fik besked på at komme derud med det samme – denne dag, den 20. december 2002, var jeg præcis 26 uger henne. Heldigvis var min kæreste hjemme denne morgen og kunne tage med mig derud.
På fødegangen blev jeg undersøgt og scannet, og man mente, at det måtte være fostervandet, der sivede, selvom scanningen viste, at der stadig var en del vand derinde (det bliver hele tiden gendannet). Jeg blev podet for infektion og fik en sprøjte, der skulle hjælpe med at modne lungerne på mit lille barn. Herefter blev jeg indlagt på svangre-afdelingen og sat i penicillin behandling på grund af den infektion, jeg havde pådraget mig uden selv at mærke det. Det var denne infektion, der havde gjort fosterhinden skrøbelig og var skyld i, at der var gået hul.
På dette tidspunkt var det endnu ikke gået op for hverken min kæreste eller jeg selv, hvor alvorligt det var, for jeg var jo på ingen måde i fødsel, og personalet havde taget det meget stille og roligt, og der var ikke nogen, der havde givet udtryk for, at fødslen kunne være lige om hjørnet. Vi regnede vel egentligt med, at de lige ville beholde mig et par dage, og at jeg så kunne komme hjem og ligge der, men sådan skulle det ikke gå.
Da jeg spurgte lægen om, hvor længe de regnede med at beholde mig, fik jeg svaret "til du føder", og på spørgsmålet om, hvornår de regnede med, at det blev, var svaret "formentlig inden for de næste 14 dage"! Det var først her, at realiteterne nåede ind til mig, og det kom faktisk som et chok for mig, selvom det lyder tosset, når vandet nu "var gået".
Indlæggelsen
I de efterfølgende dage blev jeg scannet igen, og hver dag fik jeg taget blodprøver og kørt en CTG-strimmel med hjertelyd og ve-aktivitet. Sidstnævnte var der dog ikke noget af. Blodprøverne brugte man til at holde øje med mine infektions-tal, for man var bange for, at han skulle få en infektion inde i maven på mig, for så ville man ikke kunne behandle ham.
Jeg talte med en børnelæge fra neonatal-afdelingen, og vi var ovre for at se børne-intensiv A5, hvor børn født før 30. uge eller meget små bliver indlagt. Det var rart at se, hvordan der så ud, og vi så en lille dreng på omkring 1.150 gram ligge i en kuvøse. Det var ikke så skræmmende en oplevelse, som man skulle tro, og det var rart at være forberedt. Oliver var på dette tidspunkt skønnet til at veje omkring 900 gram via scanningen.
Det blev jul, og juleaftensdag fik jeg lov til at komme hjem på orlov og skulle først have været inde igen 2. juledag til frokost. Vi havde en dejlig afslappet juleaften, men 1. juledag omkring frokosttid begyndte jeg at bløde, så vi måtte tilbage til svangre-afdelingen. Det viste sig heldigvis endnu engang at være mine slimhinder, der spillede os et pus, men jeg måtte jo finde mig i, at min orlov blev inddraget igen.
Herefter gik det egentligt rigtigt godt. Mine blodprøver gik den rigtige vej, og scanningerne viste rigeligt med vand, og at min søn fik den næring, han skulle have gennem navlesnoren. Ved en af scanningerne lå vandmængden sågar indenfor normalområdet, så vi var meget optimistiske. Vi håbede hele tiden, at jeg ville kunne holde på ham i hvert fald til 32. uge, for det ville være det bedste. Alligevel tog vi det dog én uge ad gangen.
Det gik så godt, at jeg også nytårsaften fik orlov og kunne holde en stille nytårsaften med kæresten derhjemme. Nytårsmorgen, inden vi skulle tilbage til sygehuset, huskede vi lige at få taget et par billeder af min mave - så havde vi da gjort det, hvis nu...
Jeg tog tilbage til min faste seng på svangre-afdelingen og troede egentligt, at det gik, som det plejede. Men den 4. januar om aftenen kom en af fødselslægerne ind og talte med mig, og hun fortalte mig, at de var bekymrede, men havde besluttet at lade ham blive i min mave lidt endnu. Mine infektionstal kørte åbenbart op og ned, der var ikke så meget vand inde hos ham mere og der var små ændringer i hans hjertelyd - ikke noget, der i sig selv var alarmerende, men mange bække små...
Det kom som noget af et chok for mig, for det var der ikke nogen, der havde fortalt mig før, så jeg regnede med, at alt var, som det skulle være efter omstændighederne. Jeg havde haft lidt ondt i maven om lørdagen, men ikke noget alvorligt, så jeg havde bare tilskrevet det mit tarmsystem, som var gået totalt i stå. Men da jeg fortalte det til lægen, gav hun mig besked på at ringe efter personalet, hvis jeg fik ondt igen. På dette tidspunkt var jeg 28 uger og 1 dag henne og havde haft vandafgang uden veer i 2 uger og 4 dage.
Klokken 01.45 natten til søndag den 5. januar, få timer efter jeg havde talt med lægen, vågnede jeg med voldsomme smerter i maven og ringede straks efter sygeplejersken og fortalte hende, hvad der var galt. Hun ringede straks efter den læge, jeg havde talt med om aftenen, og jeg fik kørt endnu en strimmel.
Heldigvis lå jeg på dette tidspunkt alene på stuen, så vi ikke behøvede at tage hensyn til en andens nattesøvn. Lægen tilkaldte endnu en læge, og de diskuterede en halv times tid, hvad de skulle gøre. Så længe Oliver havde det godt inde i maven, ville hver dag, han kunne blive der, være en gevinst, men hvis han havde fået en infektion, skulle han ud hurtigst muligt.
Smerterne var i mellemtiden gået over, men lægerne besluttede alligevel, at nu var det tid - de turde ikke lade ham blive derinde længere. Så klokken 02.45 ringede jeg hjem til kæresten og gav ham besked på at stå op og køre ind til sygehuset, for nu tog de ham. Mens vi ventede på min kæreste, kom narkoselægen og talte med mig, og jeg fik pakket alle mine ting sammen, og der blev gjort klar til at køre mig ned til operation. Da min kæreste ankom, blev han bedt om at tage grønt operationstøj på, og så blev vi kørt på operationsgangen.
Herefter skete det hele meget hurtigt. Jeg fik lagt en rygmarvsbedøvelse og fik lagt et kateder op. Det vrimlede med mennesker, som jeg ikke kunne holde styr på, hvem var, men ud over fødselslæge, narkoselæge, jordemoder osv., var der også nogle fra børneafdelingen, der ville tage sig af Oliver fra det sekund, han kom ud af min mave.
På dette tidspunkt var jeg blevet meget nervøs og rystede over hele kroppen - eller i hvert fald den del, der ikke var bedøvet - og dette holdt ved gennem hele operationen. Jeg fik forklaret, hvad der skulle ske, og at jeg ville kunne mærke, at de rykkede i mig, når de skulle have ham ud.
De gik i gang, og det viste sig, at han sad fast med benene nede i mit bækken, så han var svær at få ud til trods for sin lille størrelse. Jeg fik sprøjtet nitroglycerin under tungen, hvilket i løbet af få sekunder virker muskelafslappende, og da livmoderen slappede lidt af, fik de ham endelig ud.
Klokken var 03.52 da Oliver trak vejret selv for første gang, og vi hørte et meget meget spædt lille vræl. Jeg så ham ikke, for han kom i behandling med ilt og blev kørt på børneintensiv-afdelingen med det samme. Inden jeg blev kørt fra operationsstuen, kom jordemoderen og fortalte, at vi havde fået en fin lille søn på 1.035 gram, der havde det godt og ikke havde behøvet meget hjælp for at få gang i vejrtrækningen.
De første døgn
Lars blev hos mig, mens jeg blev syet sammen og kørt på "opvågningsstuen", hvor jeg skulle blive et par timer, indtil bedøvelsen havde fortaget sig. Da jeg var faldet lidt til ro og havde fået noget at drikke, blev han fulgt hen på børneafdelingen for at se Oliver. Da han kom tilbage havde han et lidt utydeligt foto med af den lille, som jeg kunne se på, indtil jeg selv kunne komme hen og se ham.
Bedøvelsen begyndte at fortage sig, og jeg måtte i stedet bruge morfin i drop til at holde smerterne på et udholdeligt niveau, og lidt før kl. 7 om morgenen blev jeg kørt op på børneafdelingen for at se min søn for første gang. Der lå han så i kuvøsen med drop i armen, sonde ned gennem næsen, elektroder på kroppen og C-PAP i næsen – en frygtelig masse udstyr, der skulle hjælpe ham med at få næring og trække vejret.
C-PAP'en blæste luft ned i hans lunger, så han ikke selv skulle bruge så mange kræfter på at holde lungerne foldet ud. Jeg kan ikke huske, om jeg fik lov at stikke hånden ind til ham på dette tidspunkt, eller det først var senere på dagen, men i hvert fald turde jeg næsten ikke røre ved ham, så lille og skrøbelig så han ud. Selvom det ikke lyder pænt, så mindede han mest af alt om en lille fugleunge - rød og kun skind og ben med en masse små dun, som er den fosterbehåring, han skulle have haft nytte af inde i maven.
Han var på dette tidspunkt allerede begyndt at få mad gennem en sonde - 1 ml. ammemælk hver anden time. Børn, der fødes for tidligt, har ikke nogen medfødt "madpakke", så det er vigtigt at få næring i dem fra starten. Derfor fik Oliver både sukkervand i drop og mælk i sonde. Til trods for dette tabte han sig 55 gram i løbet af det første døgn og nåede ned på 980 gram, men herefter gik det heldigvis kun fremad om end langsomt i starten.
En af de få ting, jeg husker klart fra disse første dage, hvor jeg stadig var lidt omtåget af morfinen, er, at hver gang man mødte nyt personale, sagde de altid "tillykke med ham". Jeg havde mest af alt lyst til at svare, at jeg ikke syntes, at det var nogen lykkelig ting, men jeg gjorde det ikke, for selvfølgelig er det i bedste mening, at personalet siger sådan. Og jo, jeg var da lykkelig for min lille søn, men jeg syntes ikke, at en fødsel 12 uger for tidligt var noget at sige tillykke med. Men når jeg nu tænker tilbage, har jeg heller ikke noget godt forslag til, hvad de ellers skulle sige, så det er nok også bare fordi, jeg i princippet tolkede det forkert – de sagde tillykke med HAM og ikke med fødslen. Det er nu underligt, at sådan en bagatel er noget af det, der står klarest i ens erindring her lang tid senere.
I løbet af de første døgn kom han i ultraviolet lys på grund af gulsot, og der blev opstartet en dagbog til ham, som vi kunne bruge til at skrive alting ned i, så Oliver senere kan læse om forløbet. Vi fik også købt en lille bamse, der blev vasket og sat ind i kuvøsen til ham, og et lammeskind, som de på afdelingen anbefalede for, at Oliver skulle ligge mere blødt og undgå trykmærker på knæ og arme, når han nu hele tiden lå på maven for at lette vejrtrækningen.
På tredjedagen begyndte vi at blive inddraget i pasningen af Oliver og fik vist, hvordan vi skulle vaske og skifte ham inde i kuvøsen. Jeg var den første, der skulle prøve, og jeg var stadig utroligt bange for at være for hård ved ham, for han var så skrøbelig at se på, og hans hud var lige så tynd som silkepapir. Alligevel var det en utrolig stor oplevelse at få lov til at gøre noget for ham, og han viste faktisk tegn på nydelse, da jeg vaskede ham om munden og smurte vaseline på hans læber.
Det kom på tale, at vi måske skulle have ham ud af kuvøsen og ligge på mit bryst om aftenen i et par timer (det kaldes kænguru-metoden), og det glædede vi os meget til, men desværre fik de så travlt på afdelingen, at det ikke blev til noget. Det var jeg selvfølgelig lidt skuffet over, men samtidig også lidt lettet, for jeg var også nervøs for, at der skulle ske ham noget, selvom han ville kom ud af kuvøsen med alt udstyret på.
På det tidspunkt var vi overbeviste om, at han skulle ligge på A5 intensiv afdelingen, hvor hver sygeplejerske kun passer ét barn, i et par uger, for det var den besked, vi havde fået før fødslen, og som en af sygelejerskerne havde gentaget i de første dage. Normalt ville børn født før 30. uge nemlig ligge på denne afdeling, indtil de er ca. 30 uger gamle (graviditetsuger).
Men kl. 3.30 om natten til 4. dag blev jeg vækket af en af sygeplejerskerne på barselsgangen, hvor jeg lå på grund af mit kejsersnit, og hun fortalte, at de havde flyttet min søn ind på A6 den almindelige neonatal-afdeling. Dette skulle vise sig at være ualmindeligt dårligt timet for mit vedkommende, for lige netop den dag blev min "tude-dag". Så jeg fik ikke sovet resten af natten, fordi jeg lå og græd. Jeg kunne slet ikke overskue, at tingene blev lavet om, og at den smule rytme, vi var kommet ind i, nu skulle laves om igen.
Det var ikke fordi, at det egentlig var en skidt ting, for det betød jo bare, at Oliver havde det usædvanligt godt, og man derfor ikke anså det som en risiko at flytte ham, når der nu var brug for hans plads til et mere sygt barn. Men det kunne jeg ikke tage mig af i min psykiske nedtur - det var bare forfærdeligt, og samtidig var jeg det pinligt bevidst, at det egentligt var noget pjat, at jeg tudede på den måde, men jeg kunne ikke lade være.
Da Lars kom om morgenen, gik vi over på den nye afdeling for at se til Oliver, og vi blev vist ind på hans nye stue, hvor de lå 7 børn i alt med 2 sygeplejersker til at passe dem. Det var noget af en omvæltning, når vi var vant til, at der kun lå 1 andet barn på stuen.
Noget af det, første vi fik at vide var, at de på denne afdeling ikke ville have, at børnene lå på lammeskind, så Olivers skulle tages ud af kuvøsen - og han havde lige fået det ind aftenen før! Det var enormt frustrerende at få at vide, at man ikke havde samme politik på de to afdelinger, og at det, som man skyndte sig ud at købe for drengens skyld, nu pludselig var uønsket. Det var i vores øjne rigtigt dårligt, at man ikke kunne have en fælles holdning til disse ting, for der er masser af andre ting, der er vanskelige og frustrerende, når man står med så lille og skrøbeligt et barn.
Herudover havde den sygeplejerske, der passede ham, fået sat tape ud på hans hud i ansigtet (C-PAP'en holdes fast med tape på en lille strikhue), hvilket var unødvendigt og meget smertefuldt for ham at få af igen. Disse ting tilsammen gjorde, at den første dag på den nye afdeling ikke var en positiv oplevelse, og jeg endte med at tude enormt meget i løbet af den dag.
Først om aftenen blev vi lidt positive igen, for jeg fik endelig lov til at få min søn ud af kuvøsen og lå i to timer med ham på brystet. Da han skulle ud, græd han meget ynkeligt, men da han blev lagt ned på min nøgne brystkasse, forstummede gråden med det samme, og det gjorde store ting for min selvtillid. Endelig kunne jeg få lov til at være mor efter at have stået og kigget på ham gennem kuvøsen i 4 lange dage.
Det var en utroligt dejlig og alligevel lidt skræmmende oplevelse at ligge der i stolen med ham på brystet. Det var på en gang utroligt overvældende, og samtidig føltes det bare så rigtigt, at han skulle ligge der og putte sig ind til mig. Jeg havde været meget i tvivl, om jeg ville kunne klare det rent følelsesmæssigt at ligge med ham den aften, eller om jeg skulle overlade det til Lars at tage første tur. Vi blev dog enige om, at jeg nok trængte til det, og bagefter var jeg utroligt glad for det - det var lige, hvad der skulle til for at bringe mig lidt i balance igen.
Det bliver "hverdag"
Jeg lå selv på barselsgangen de første 5 døgn på grund af mit kejsersnit, men heldigvis lå jeg ikke på stue med én, der havde sit barn hos sig. Alligevel følte jeg mig underligt tilpas på afdelingen, for jeg hørte ligesom ikke til dér, og jeg måtte også flere gange selv henvende mig til personalet for at få udleveret den penicillin, jeg fik på grund af infektion - de glemte mig åbenbart! Det var med til, at jeg følte mig som i et ingenmandsland - jeg hørte ikke til på barselsgangen og heller ikke blandt forældrene på neonatal-afdelingen, fordi jeg stadig var barselspatient.
Lars fik gennem hjælp fra sygehusets socialrådgiver tilkendt en måneds tabt arbejdsfortjeneste, hvor kommunen betalte hans løn, så han kunne være hos Oliver og jeg på sygehuset uden at bruge sin barsel. Det var en stor hjælp for os begge. Jeg havde brug for en fast støtte og én at dele tankerne og bekymringerne med, og han havde jo lige så meget brug for at være hos Oliver og jeg, som vi havde for ham.
Desværre kunne han ikke få lov til at bo på sygehuset, før vi endelig fik et pårørendeværelse efter 5 uger. I stedet endte jeg med at tage med hjem og sove - første gang en uge efter fødslen, og efter et par uger sov jeg kun hjemme, indtil vi fik pårørendeværelset, hvor vi begge kunne være.
Vores dag gik som regel med at være hos Oliver fra 8.30 til 13, hvorefter vi tog hjem og spiste frokost, mens der alligevel var lukket på afdelingen mellem 14 og 16. Vi kom igen og var hos Oliver fra 18.30 til mellem 22 og 23 om aftenen, når afdelingen lukkede for vagtskifte igen.
Ellers gik dagene hurtigt, og vi kom ind i en rimelig fast rytme, og Oliver voksede og voksede. Hans tilstand var rimelig stabil, så det var ikke dér, de største bekymringer lå. Jeg fik indimellem nogle nedture, hvor det gik mig enormt på, at jeg skulle bruge så meget af vores kostbare tid sammen med Oliver på at malke ud i et andet rum.
Det var ofte Lars, der tog sig mest af de praktiske ting omkring Oliver, og jeg følte tit, at jeg ikke slog til, for der var en masse ting, jeg ikke vidste eller kunne gøre, fordi jeg var nødt til at gå ind og malke ud, hver gang vi var på sygehuset.
Hvis vi var hos Oliver samlet 7 timer om dagen, brugte jeg de 3 timer på at sidde og malke ud. Det resulterede i, at jeg følte mig som en fiasko som mor, fordi jeg ikke kunne tage mig af ham, og jeg havde nogle enorme tudeture og dage, hvor jeg næsten ikke kunne holde ud at være på stuen hos Oliver, fordi jeg var ved at bryde sammen hvert andet sekund og ikke havde lyst til, at de øvrige forældre og personalet skulle være tilskuere til det.
Samtidig med, at jeg brugte meget tid på udmalkningen, blev mælkemængden mindre og mindre, så der til sidst næsten ikke kom noget til trods for de ihærdige udmalkninger. Jeg overvejede alvorligt at give op, men et eller andet inden i mig nægtede alligevel, og heldigvis var Oliver alt for hurtig til at lære at sutte hos mig.
Allerede i starten af 32. uge (G.A.) begyndte vi så småt at lægge ham til brystet en gang om dagen, fordi han viste stor suttelyst ved måltiderne, og til vores store overraskelse kunne han finde ud af det! Det var 2-3 uger tidligere, end han ifølge teorien skulle kunne finde ud af det, men som sygeplejerskerne sagde, så havde han jo ikke læst bøgerne. Jeg er ret sikker på, at hvis der var gået de 2-3 uger mere, så ville jeg ikke have haft mere mælk eller ville have opgivet udmalkningen på grund af det store pres, jeg følte, det lagde på mig.
En tid som "alene-mor"
Da Lars startede på arbejde igen i midten af februar, tog det enormt hårdt på mig. Lige pludselig stod jeg alene med Oliver hele dagen og manglede virkelig Lars at støtte mig op ad. Desværre havde han en stor arbejdsbyrde i denne periode, så han var altid sent tilbage på Skejby og kunne ikke nå at sidde/ligge med Oliver i hverdagene. Det betød, at jeg var nødt til at tage både formiddag og aften selv. Det lyder umiddelbart ikke som noget at "brokke" sig over, men det var utroligt hårdt at sidde stille med ham i 2½-3 timer ad gangen, ofte uden at have nogen at tale med.
Selvom man udvekslede ord med personalet, havde jeg tit ikke nogen at tale med, fra jeg stod op om morgenen, til Lars kom tilbage ved 21-22 tiden om aftenen. Det var som regel kun, når det var en af de få sygeplejersker, jeg virkelig havde knyttet mig til, der havde vagt, at jeg fik talt om de ting, der bekymrede mig. I denne periode havde jeg nogle gevaldige nedture, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne klare Oliver selv, og jeg følte dårlig samvittighed over, at jeg følte det som en belastning at skulle tage mig af ham alene.
Det lyder utroligt, når man befinder sig på et sygehus fuld af mennesker, og på en afdeling, der i flere perioder var overbelagt, men ensomheden i denne periode var enormt overvældende. Heldigvis havde vi fået et pårørendeværelse, så Lars kunne få lov til at overnatte på sygehuset - ellers havde vi ikke fået set hinanden andet end i weekenderne. Det første værelse lå dog temmelig langt fra afdelingen, hvilket betød en masse lange gåture frem og tilbage for at få malket ud (på afdelingen) om morgenen og i pauserne. Der gik dog ikke andet end en uges tid, før vi fik tildelt et værelse oppe ved afdelingen - Oliver skulle nu nat-ammes, og derfor var vi "berettigede" til et af de få værelser der.
Det gik fremad med Oliver. Han blev bedre og bedre til at spise selv, og han slap også af med C-PAP'en i denne periode. I slutningen af februar havde han det godt nok til at få en mobil overvågning, så vi kunne få lov til at tage ham med ud på vores værelse. Det viste sig at være både godt og skidt. Godt fordi jeg så ikke længere var bundet til stuen, men havde friheden ved at kunne tage ham med ud og selv styre min tid.
Jeg havde ham dog stadig med inde på stuen, når han skulle spise, fordi han stadig fik sonde til nogle måltider. Nætterne tilbragte han også stadig på stuen, hvor der så blev ringet efter mig, når han skulle ammes. Men ved at forlade stuen havde jeg "opgivet" min faste plads, og fordi der var så travlt, var der tit ikke nogen plads til Oliver, når jeg kom ind med ham, og han måtte skubbes ind mellem de andre til nærmeste ledige stikkontakt (overvågningen skulle bruge strøm). Det fik mig til at føle, at jeg ikke længere hørte til, og ensomheden blev endnu værre, end den havde været.
Den sidste tid
De sidste 1½ til 2 uger var de længste i hele forløbet, for nu var Oliver ikke længere "plejekrævende". Han skulle "bare" lære at spise alle sine måltider hos mig og vise, at han kunne tage på af det.
En uge før, vi endte med at blive udskrevet, blev sonden droppet helt, og han var nu på 100% amning. Han måtte tabe sig 10% i den proces, som overgangen fra sonde til amning var, men han tabte sig kun fra 2.680 gram til 2.660 gram svarende til 0,75%. Alligevel virkede det som en evighed, før han tog på igen, og da vægten havde stået stille i 5 dage, brød jeg helt sammen. Jeg kunne ikke overskue at skulle blive på sygehuset længere, og da forventningen om, at han havde taget på fredag den 7. marts ikke blev indfriet, blev jeg virkelig ked af det. Jeg frygtede, at vi ikke ville blive udskrevet om mandagen, som det ellers var aftalt med Olivers læge.
Der var dog en anden årsag til, at udskrivelsen var blevet udsat fra fredag til mandag, og det var en skræmmende episode, hvor Oliver holdt helt op med at trække vejret, og vi ikke selv var i stand til at få ham igang igen. Det skete mandag den 3. marts om aftenen, hvor Oliver lige havde fået fjernet det sidste overvågningsapperatur og for første gang skulle tilbringe natten sammen med os på vores værelse.
Efter en aften, hvor han havde skreget en del og endelig omkring midnat var kommet af med afføring, skulle han spise lidt, inden vi skulle sove. Efter at have suttet et stykke tid, blev han stille, og jeg troede, at han var faldet i søvn, men da jeg tog ham op, var han helt blå i ansigtet. Jeg prøvede på sædvanligvis at stimulere ham til at trække vejret igen, men han reagerede slet ikke og var bare helt slap i mine hænder. Da vi endelig indså, at han ikke reagerede - og det føltes som en evighed - måtte jeg løbe ind på afdelingen med ham for at få hjælp til at få liv i ham.
Sygeplejerskerne overtog ham og fik ham ventileret og koblet til en overvågning, mens jeg stod hjælpeløs og så på. Kort efter kom Lars til, og så var det ligesom, at jeg ikke kunne mere. Først på det tidspunkt begyndte jeg at græde og lod mig selv reagere på den frygt, der sad i mig. Oliver trak nu vejret selv og iltede sit blod fint, men han var utroligt bleg, som han lå der i en åben kuvøse (den modtagelsesplads, man havde brugt til ham).
Tanken om, at han kunne have taget skade, fyldte meget i mit hoved, og jeg var bange for, at vi ikke havde reageret hurtigt nok, for hvor længe havde han ligget uden at trække vejret, før jeg opdagede det? Den tilkaldte læge forsikrede mig om, at han havde det fint, og at jeg havde reageret hurtigt nok, men tvivlen nagede mig stadig.
Det blev besluttet, at Oliver skulle tilbringe de næste par nætter inde på stuen i stedet for hos os. Man ville sikre sig, at han var kommet sig helt, samt at vi som forældre var blevet trygge igen ved at skulle have ham.
Da vi var kommet i seng igen, begyndte der at køre en masse tanker rundt i hovedet på mig. På det tidspunkt var det meningen, at vi skulle have været hjem om fredagen, hvis Oliver havde taget på. På grund af episoden kunne jeg lige pludselig se den forventede udskrivning forsvinde i horisonten, og det havde jeg det meget svært med, for jeg var ved at være desperat for at komme hjem.
Den næste aften havde vi en samtale med Olivers kontaktlæge, hvor vi blev instrueret i genoplivning og fik at vide, hvordan vi skulle forholde os, hvis det skulle ske igen, når vi kom hjem. Man var meget bekymrede for, om vi nu var trygge ved situationen, og de syntes åbentbart, at jeg havde reageret usædvanligt lidt, fordi jeg ikke havde vist den store følelsesmæssige reaktion overfor personalet på afdelingen.
Jeg blev spurgt flere gange, om jeg ikke havde brug for at tale med den psykolog, der er tilknyttet afdelingen, men hverken Lars eller jeg følte, at vi havde behov for det. Det, der var værst for mig, var ikke frygten for, at det skulle ske igen, men at vi ikke kunne komme hjem alligevel. Det havde jeg frygtelig dårlig samvittighed over - jeg burde jo være mere bekymret for Oliver end for, hvornår vi kunne komme hjem, men det fyldte bare så meget inden i mig. Den ulidelige ensomhed og følelsen af at befinde sig i ingenmandsland, hvor der ikke var nogen, der tog sig af, om man var der eller ej.
Vi fik en apnø-plade (registrerer, om barnet trækker vejret), som vi skulle have med hjem, og Oliver kom i medicinsk behandling for reflux (mavesyre, der stiger op i spiserøret), som man mente, var årsagen til, at han var holdt op med at trække vejret.
Efter et par dage fik han igen lov til at tilbringe natten hos os, så vi kunne vænne os til det, inden vi skulle hjem. Vi kom igennem weekenden efter, at jeg havde haft en meget dårlig dag fredag, hvor jeg havde grædt det meste af dagen, fordi Oliver ikke havde taget på endnu, og risikoen for, at vi ikke kom hjem om mandagen, blev større.
Mandag morgen var vi meget spændte. Lars havde taget barsel fra denne dag, så vi skulle jo gerne hjem. Da vi skulle til at veje Oliver, var jeg meget nervøs, men det viste sig at være ubegrundet. Han havde taget 85 gram på hen over weekenden og vejede nu 2.755 gram, og det var lige efter bogen, så jeg var jublende glad.
Jeg sagde til sygeplejersken med det samme, at nu kunne jeg godt pakke vores ting, så vi kunne komme hjem. Vi skulle så bare vente på, at Olivers læge dukkede op, så hun kunne lave den afsluttende undersøgelse på ham og udskrive os. Endelig langt op ad formiddagen nåede hun til os, og vi blev udskrevet og kunne tage Oliver med os derfa.
Det eneste jeg var lidt ked af på det tidspunkt var, at Olivers kontaktsygeplejerske ikke var på vagt, så jeg fik aldrig sagt pænt farvel til hende. Det var en underlig fornemmelse at tage afsked med personalet og bære liften ned i bilen med Oliver liggende i den.
Der var gået 11 uger og 4 dage, siden jeg blev indlagt, og 9 uger og 1 dag, siden Oliver kom til verden. Endelig skulle vi til at starte vores liv sammen som en "almindelig" familie.
30-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025