Jordemødre holder fagligt møde om besparelser Jordemødre og social- og sundhedsassistenter på Hillerød Sygehus går til fagligt møde i protest mod ledelsen.
2479
Jordemødre og social- og sundhedsassistenter på Hillerød Sygehus gik tirsdag klokken 12 til fagligt møde i protest mod ledelsen. Anledningen er varslede besparelser på fødeafdelingen.
"Det er tredje sparerunde på en afdeling, der endnu ikke har været i drift i et år", siger jordemoder Maj Britt Hansen.
Fødeafdelingen på Helsingør Sygehus blev i august i fjor lagt sammen med fødeafdelingen på Hillerød Sygehus, og ifølge Maj Britt Hansen bliver det faglige møde fulgt op med et mistillidsvotum til ledelsen på sygehuset, fordi afdelingen aldrig har fået lov til at starte og kende sit eget forbrug.
Det faglige møde fandt sted i fødepersonalets frokostpause, som blev udvidet med en halv time. Jordemødrene oplyser, at der blev opretholdt et beredskab til det akutte.
I alt er der godt 70 jordemødre og ca. 25 social- og sundhedsassistenter ansat på afdelingen.