Skrevet af Sidse
Jeg havde en besværlig graviditet med en slem bækkenløsning og blodpropper i den ene fod. Jeg blev sygemeldt i 6. måned, da jeg ikke kunne overskue at passe mit arbejde. Bækkenløsningen gjorde, at jeg næsten ikke sov om natten, og det stillesiddende arbejde gjorde blodomløbet i ben og fødder endnu dårligere. Et væld af plukkeveer gjorde også deres til, at jeg blev sygemeldt.
Jeg brugte en del af tiden derhjemme til at spekulere over, om min fødsel ville blive lige så let som første gang, jeg fødte tre år tidligere. Min første graviditet havde været nem og god, og fødslen rimeligt let. Jeg var bange for, at min besværlige graviditet anden gang også ville betyde en besværlig fødsel. Heldigvis ikke, skulle det vise sig!
Jeg fik lov at gå en uge over tid, og det var ikke sjovt, da jeg virkelig lignede en hval. En veninde fødte samme dag som jeg, og da vi sammenlignede billeder af maver, var jeg større end hende, da jeg var 7 måneder henne, sammenlignet med hendes mave den dag hun fødte! Jeg bar på et stort barn og havde meget fostervand.
Men en decembernat startede veerne endelig. Jeg var så træt, at jeg kunne sove fra dem, selv om de kom med 10 minutters mellemrum. Jeg stod op kl. 9.30, og hurtigt var der kun 4 minutter mellem veerne. Jeg fik en klar fornemmelse af, at jeg nok skulle føde i dag eller i morgen, så jeg beorderede støvsugning, gulvvask og anden rengøring, som nok blev nedprioriteret det næste stykke tid.
Jeg gik selv rundt og hjalp til men stoppede op hver gang, der kom en ve. De gjorde ikke mere ondt end menstruationssmerter, men det føltes bedst at stå stille og trække vejret dybt og roligt, når de kom.
Kl. 12.30 besluttede jeg mig for, at vi skulle køre til hospitalet og få mig undersøgt, for jeg havde brug for at finde ud af, om disse kraftige men næsten smertefrie veer betød en snarlig fødsel. Så far, mor og (snart) storebror på 3 år hoppede ind i bilen.
På vejen stoppede vi lige og afleverede biblioteksbøger, og kl. 13.30 var vi på fødegangen. Her fik vi lov at vente i en halv time, før jeg kunne blive tilset af en jordemoder. Veerne kom hvert andet minut nu, men jeg kunne sagtens smile til min lille søn under dem, mens jeg trak vejret dybt og roligt. Kl. 14.00 undersøgte jordemoderen mig, og jeg var 4 cm åben. Juhuu!
Vi blev vist ind på en fødestue, og jeg fik en klyx til sønnikes store morskab. Han insisterede endda på at komme med ud på toilettet! Ret kort derefter begyndte jeg at have svært ved at holde masken, når der kom en ve, så jeg sagde til min mand, at det var på tide, at han kørte hjem med sønniken, så farmor kunne passe ham. Han selv kunne sagtens nå tilbage, før babyen kom ud. Klokken var kun 14.45.
Så snart vi havde sagt farvel, slappede jeg lidt mere af. Nu kunne jeg skære grimasser under veerne uden at være bekymret for, om min lille dreng blev forskrækket. Vi havde været alene på stuen, siden jordemoderen havde givet mig klyxen. Jeg havde ikke været på briksen siden, for jeg havde det bedst med at trave rundt.
Jeg prøvede at læse i et ugeblad, men veerne bed for meget til, at jeg kunne samle mig om teksten. Jeg ringede efter en jordemoder, for jeg ville gerne havde instruktion i brug af masken med lattergas nu. Hun kom hurtigt og viste mig det, men jeg kunne ikke lide at få lattergas, så jeg skruede helt ned for gassen og nøjedes med ilt. Dejligt. Jordemoderen sagde, at jeg skulle ringe igen, når jeg fik pressetrang, og så gik hun.
Jeg havde det fint med at være alene på stuen, bare jeg fik hjælp, når jeg ringede efter den. Jeg ringede til min mand på mobilen mellem to veer (de kom med halvandet minuts mellemrum) og fortalte ham, at han bare skulle tage det roligt, han kunne sagtens nå hen til hospitalet. Farmor var lige kommet, så han var ved at gøre sig klar til at køre tilbage til mig.
Kort derefter fik jeg en mærkelig tyngdefornemmelse i bækkenet under veerne. Ikke pressetrang, men jeg følte mig meget tung nedadtil ved hver ve. Så jeg ringede efter hjælp for en sikkerheds skyld. Jeg satte hende kort ind i sagen, og hun bad mig lægge mig på briksen, så hun kunne undersøge mig. Jeg fortalte hende, at jeg ønskede at føde stående, ligesom første gang, for det var nemmest for mig. Jeg var 9,5 cm åben!
Hun prikkede vandet, for det var ikke gået endnu. En grøn skylle stod ud. "Det barn skal ud nu, du bliver på briksen og presser!". Jeg sagde, at jeg ingen presseveer havde, men hun svarede, at så måtte jeg selv presse barnet ud. Nu!
Som sagt så gjort. Ved næste ve pressede jeg alt, hvad jeg kunne, og endelig kom der nogle rigtige fødselssmerter. Det gjorde skide ondt! Det var virkelig svært at få mig selv til at presse, når det gjorde så ondt at gøre det, og ingen presseveer gjorde det for mig. Jeg hylede og skreg ved hvert pres og var inderst inde glad for, at min mand ikke var nået frem til at overvære det.
Efter to pres (altså to veer, hvor jeg selv pressede), sagde jordemoderen, at lige nu føltes det nok ubehageligt, for hovedet stod stille halvvejs ude. Jo tak, det gjorde stjerne ondt, og jeg følte det som om, at jeg skulle flække på langs. Men der var kun en måde at få smerten væk på, og det var at få ungen ud. Så jeg tog tilløb og pressede alt, hvad jeg kunne under næste ve, mens jeg tænkte, at jeg var helt ligeglad med, om jeg revnede hele vejen gennem mellemkødet. Bare jeg fik født!
  Min lille pige kom helt ud i næste ve. Klokken var 15.36. De sugede straks hendes maveindhold ud, for de var bange for, om hun havde sunket noget af det grønne fostervand. Bagefter vejede de hende til 4.130 gram, og 53 cm lang var hun. Jeg var ikke revnet det mindste, og moderkagen gled ud af sig selv 10 minutter senere.
Det havde varet 6 minutter at presse hende ud, lige som da jeg fødte første gang. Men første gang havde jeg gode presseveer, som gjorde alt arbejdet for mig, og de havde ikke gjort spor ondt. Til gengæld havde de 8 timer forinden ikke været spor sjove.
Min anden fødsel kan kort opsummeres således: En næsten smertefri optakt, 6 meget smertefulde minutter, og så havde jeg født. Det er da verdens nemmeste fødsel!
Da de lagde hende op på min mave, trådte min mand ind, og jeg undskyldte mange gange, fordi jeg var "kommet til" at føde uden ham. Kameraet havde han glemt at få med, så de første billeder af hende tog vi, da vi allesammen var kommet hjem 4 timer efter fødslen...
02-08-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025