Min barske beretning Gittes graviditet gik fint, men der gik noget galt, da Marina kom til verden.
5670
Skrevet af Gitte
Jeg fik mit første barn i april 2003. En rigtig lille guldklump, som alle mødre jo synes om deres unger.
Vi ville gerne have mange børn og gerne lidt hurtigt efter hinanden. Så jeg blev hurtigt gravid igen og havde termin 8. juli 2004. Som første gang gik også denne graviditet upåklageligt. Jeg havde det godt og glædede mig til min lille baby.
I både min og min mands familie er der kun drenge, så det er vel unødvendigt at sige, at både min mor og min svigermor brændende ønskede en lille pige. Jeg regnede 100% med, at det blev en dreng, for jeg kunne næsten ikke forestille mig andet. Men inderst inde ville jeg jo også blive superglad for en lille pige.
Natten til den 8. juli fik jeg veer. Alt gik efter bogen. Med mit første barn havde jeg fået kejsersnit, da han vendte med rumpen nedad. Det var et helt ukompliceret og planlagt kejsersnit. Denne gang vendte mit barn rigtigt, og jeg skulle føde "normalt". Det glædede jeg mig lidt til og var enormt spændt.
Jeg havde veer, som lynhurtigt tog til i styrke og hyppighed, og henad morgenstunden tog vi på fødegangen på Hvidovre Hospital. Jeg manglede stadig at åbne mig lidt, så jeg fik noget morfin og fik lov at hvile. Det var svært på grund af veerne, men det lykkedes lidt.
Pludselig fik jeg pressetrang, som blev stærkere og stærkere. Jordemoderen kom ind og undersøgte mig. Hun mente, at det var tid til et lavement og et karbad, da der stadig var et par centimeter endnu. Det havde jeg læst skulle være rart, så det passede mig fint, for veerne var temmelig stygge.
Så blev pressetrangen næsten uudholdelig, og jordemoderen checkede mig igen. Der var kun gået 10 minutter, og jeg var nu helt åben og klar til at føde. Så bad kunne der ikke blive noget af.
Jordemoderen og jeg gik i gang. Hun guidede mig af sted, og jeg pressede og gispede og holdt igen og pressede og gispede og gjorde alt hvad hun sagde. Jeg havde den sødeste og bedste jordemoder, man kunne tænke sig. Hun kunne mærke hovedet, men der manglede lige en enkelt centimeter i, at barnet var helt nede i bækkenet.
En læge blev tilkaldt. Han tog blodprøver på barnets hoved for at sikre sig, at det havde det godt derinde. Alt så fint ud. Jeg arbejdede videre, men det ville bare ikke det sidste stykke vej ned. Jeg havde en strimmel på mig hele vejen igennem, så vi kunne holde øje med barnets hjertelyd. Der var heldigvis ingen problemer.
Efter et par timer gik mine veer i sig selv igen. Der blev længere og længere tid imellem dem på trods af, at jordemoderen havde sat vedrop på mig.
Lægen kom ind igen. Han sagde, at det måske var en idé at overveje kejsersnit igen. Både fordi barnet havde det fint, og for at der ikke skulle gå så længe med at føde det, at det måske ville begynde at blive stresset. Og fordi jeg før havde fået kejsersnit, måtte man tage hensyn til det gamle ar, som ikke skulle belastes for meget.
Jeg havde ligget mange timer nu, og der skete ikke rigtig noget, så jeg sagde ja til kejsersnittet.
Jeg blev straks kørt ind på operationsstuen og fik bedøvelse i ryggen. Jeg var ikke nervøs. Jeg havde jo prøvet det før. Et kejsersnit tager kun et kort øjeblik. Man er vågen og kan følge med hele vejen igennem, og så ligger man med sit lille barn i armene efter 10 minutter.
Lægerne gik i gang. Min mand sad ved mit hoved, og lægerne arbejde i min mave. De hev og sled. Jeg mærkede ingen smerte, men jeg kunne mærke, at de hev kraftigt i mig. Der var hængt et klæde op mellem mig og lægerne, men jeg kunne se lægens overkrop og hoved. Han pustede og stønnede.
Så kom mit lille barn ud. En sygeplejerske udbrød: "Det blev en pige!". Jeg blev bare så glad! Tænk, at jeg havde fået en lille pige. Tænk engang!
Hun blev lagt over på bordet for at blive suget. Min mand gik over for at tage billeder. Det hele var ligesom med vores første barn. Jeg lå og kiggede over på bordet, hvor mit lille barn var ved at blive gjort klar.
Så kom min mand over og sagde, at det ikke så godt ud! Jeg vidste ikke, hvad han mente, men jeg kunne godt se, at lægerne nu arbejdede helt anderledes. De var meget hurtige. De pumpede, gav hjertemassage, og der kom flere læger til.
Der kom en sygeplejerske over og aede mig på håret. Nogle andre læger var i gang med at sy mig sammen, så jeg lå bare der på operationsbordet og fulgte med. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at der var noget galt, men også at det nok skulle ende godt. Der gik jo ikke noget galt under forløbet, så uanset hvad det var, de bøvlede med, så skulle lægerne nok ordne det.
Pludselig vender en af lægerne sig om og spørger, om vi vil have hende døbt. Jeg svarer ja øjeblikkeligt, og så går det op for mig, at det er alvorligt. Vi havde slet ikke aftalt noget navn, men da lægen spørger til, hvad hun skal døbes, svarer min mand: Marina! Det er et navn, jeg altid har ønsket mig til min lille pige, hvis jeg en dag skulle få en. Hun blev døbt Marina, og så sagde de til os, at hun var død.
Det var slet ikke til at fatte! Jeg fik hende over og ligge hos mig. Hun var kæmpestor. Tykke arme, tykke ben. Hun vejede 4.360 gram. Jeg lå og aede hende. Hun lignede en, der bare sov. Men hun åbnede ikke øjnene, og hun pev ikke, knirkede ikke, smaskede ikke. Hun lå bare lige så stille og fint.
Ingen vidste, hvad der var sket. Ingen kunne forstå, hvorfor de ikke kunne få liv i hende. Vi blev kørt på opvågning, og min mand kørte Marina ved siden af i den lille vugge.
Mine forældre kom. Alle græd. Jeg græd ikke så meget. Jeg kastede op, men det var nok på grund af operationen. Jeg vidste jo godt, at hun var død, men jeg forstod det stadig ikke helt. Jeg forstod ikke, hvorfor det var sket for mig.
Der var et rend af læger og sygeplejersker. Alle var utrolig søde. Der blev taget sig godt af os. Vi blev kørt op på gynækologisk afdeling og fik vores egen stue, hvor vi kunne have Marina hos os. Hun var så fin. Hun havde fået fint tøj på, som hun knap nok kunne passe, fordi hun var så stor.
Hele min familie kom løbende gennem dagen. De græd alle sammen, allerede før de kom ind på stuen til os. Alle så vores lille Marina. Hun blev aet på kinderne og beundret. Det har siden hen betydet meget for os, at så mange kom og så hende.
Når vi var alene, græd vi. Jeg græd ikke så meget. Det var mest min mand. Det var så uvirkeligt for mig. Og det var meget mærkeligt ikke at have en årsag eller forklaring på hendes død. Hun var jo så perfekt. Derfor sagde vi ja, da vi blev spurgt, om hun skulle obduceres. Lægerne var ligeså uforstående som os, så de ønskede også at kende årsagen. Og vi ville jo vide, om det var noget genetisk. Om vi skulle frygte for eventuelle fremtidige børn.
Vi sov med Marina hos os om natten. Hun lå i sin lille vugge, og næste dag blev hun hentet og kørt til obduktion. Det var så hårdt så hårdt at tage afsked med hende. Vi vidste jo, at vi ville få hende at se igen, inden hun skulle begraves, men det var en rigtig svær afsked.
Hun blev obduceres med det samme, og overlægen for gynækologisk afdeling kom op til os på stuen senere på dagen, da han havde svaret på obduktionen. Det var et chokerende svar!
Det havde vist sig, at Marina var en sund og rask pige. Hun fejlede intet. Hun var stærk og havde klaret fødslen perfekt. Men da lægen skal trække hende ud under kejsersnittet, sidder hun så godt fast nede i mit bækken, at han tager for hårdt på hendes lille hoved. Han påfører hende dermed 2 kraniebrud, som forårsager en øjeblikkelig hjerneblødning. Den dør hun af, og det er derfor, lægerne ikke kan få gang i hendes vejrtrækning, da de tager hende ud og lægger hende over på bordet for at suge hendes lunger.
Jeg kan næsten ikke beskrive, hvordan vi havde det over denne besked. Vi havde mistet vores lille datter! Det var slemt. Nu havde vi mistet hende så meningsløst på grund af et andet menneskes fejl! Det var ikke til at rumme.
Alle i vores familie var bestyrtet, når de hørte historien. Alle venner var bestyrtet. Alle kollegaer. Alle udenforstående!
Hospitalet politianmeldte lægen. Vores lille datter skulle obduceres igen - af retsmedicinerne. Der gik en rum tid, før vi kunne få hende og begrave hende i fred. Det var hårdt.
Om dagen fik vi blomster og kort. Vores hjem bugnede af blomster. Folk følte med os. Om natten græd jeg. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud, at min lille pige lå et sted i et kølerum helt alene uden sin mor. Eller at hun måske sad på en sky oppe i himlen - stadig helt alene uden sin mor.
Jeg græd, som skulle mit hjerte briste. Det er måske en floskel at sige, men ja, det føltes virkelig som om, det skulle briste! Hver morgen i brusebadet græd jeg som pisket, når mælken løb fra mine bryster.
Endelig fik vi hende igen! Vi tog ud i kapellet og lagde hende selv i kisten. Hun fik en tegning med fra sin største storebror, smykker, bamser og et brev fra far og mor. Jeg aede hendes kinder og sagde farvel. Og så blev låget skruet på kisten. Det var så hårdt.
Rummet i kapellet var dunkelt og fyldt med levende lys. Det var så smukt og hyggeligt og så uendelig hårdt! Det var sidste gang, jeg så min lille Marinas ansigt. Jeg nåede aldrig at se hendes øjne eller høre hendes stemme.
Der er nu gået 2 måneder. Jeg græder stadigvæk. Min lille datter har fået et smukt gravsted, vor jeg kan sætte blomster til hende. Det er alt, hvad jeg kan gøre for hende. Hun er en engel nu, og jeg er blevet englemor. Så smukt bliver vi kaldt det - os som har mistet vores børn. Men hvor ville jeg dog gerne undvære den titel, hvis jeg til gengæld kunne knuge og kramme min lille pige og ikke bare sidde på den kolde jord og kigge på navnet på hendes gravsten.
Sagen er afsluttet som et "hændeligt uheld". Lægen har søgt bort fra hospitalet for at få en højere stilling på et andet hospital. Jeg kan ikke forstå det. Han har det givetvis også hårdt. Men han kan dog tage hjem til sin familie, når hans arbejdsdag er slut. Der kan han leve sit liv, som han plejer. Og nu snart med en ny stilling og en højere løn.
Hos os er intet som før. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene. Det hele er så meningsløst. Tænk, at det kan ske! Jeg forstår det stadigvæk ikke. Jeg vil altid elske og savne min lille Marina!
Relaterede artikler
© 1999-2025