Min beretning om min anden fødsel Dorthes anden fødsel var hård og dramatisk. Navlesnoren blev revet over, da jordemødrene trak Mikkel ud.
5354
Skrevet af Dorthe
Dette er beretningen om fødslen af min yngste søn, Mikkel. Beretningen om min første fødsel hedder "48 timers vandafgang uden veer" og kan findes som en af de første under "Din historie".
Min termin var torsdag den 8/7-2004, og eftersom jeg havde født præcis på terminsdagen første gang, så havde jeg en naiv forestilling om, at jeg også denne gang ville føde på terminsdagen eller måske endda et par dage før. Jeg skulle blive klogere.
Terminsdagen kom og gik uden tegn på noget som helst, og jeg var begyndt at føle mig ret besværet af graviditeten.
Søndag den 11/7 måtte jeg på fødegangen til kontrol, fordi jeg pludselig havde fået meget væske i kroppen, følte mig svimmel og meget træt og samtidig ikke kunne mærke ret meget liv.
Heldigvis var der ikke noget galt, selv om jeg havde flere symptomer på svangerskabsforgiftning, og jeg tog beroliget hjem. Dog skulle jeg komme til vægtscanning/ vurdering i svangreambulatoriet, hvis jeg ikke havde født om onsdagen - 6 dage over termin.
Det blev onsdag den 14/7, og jeg kom til kontrol på svangreambulatoriet. Lægen, der undersøgte mig, mente, at jeg burde sættes i gang med det samme, fordi jeg ikke kunne mærke liv (selv om der var masser af liv i barnet - jeg kunne bare ikke mærke det), og fordi der var meget begrænset fostervand.
Men speciallægen var ikke enig, så jeg blev sendt hjem igen med besked på at afvente naturlige veer eller komme igen til en ny vurdering om mandagen - 11 dage over termin.
Onsdag nat begyndte jeg at have lidt småveer, og jeg begyndte at glæde mig til at få fødslen overstået og få barnet i armene. Men da solen stod op, gik veerne i sig selv igen.
Torsdag aften var jeg igen på fødegangen for at få kørt strimmel, fordi jeg igen ikke havde mærket liv hele dagen.
Torsdag nat gik på samme måde - regelmæssige småveer, som nok gjorde ondt, men ikke mere end de var til at udholde, og veerne gik i sig selv igen fredag formiddag, da jeg var på fødegangen for at få undersøgt, om det var fødslen, der så småt var ved at gå i gang.
Min mand og jeg blev enige om, at vi snart ikke "turde" ringe til fødegangen mere den dag, med mindre jeg ligefrem havde presseveer. Vi tog hjem igen og forberedte os på, at der nok ville gå et par dage mere, inden vi blev forældre igen.
Efter at have haft småveer i flere dage og flere besøg på fødegangen til kontrol - og mange formaninger om, at fødslen "nok snart ville gå i gang, men der kunne gå op til en uge endnu" - var jeg efterhånden ret desperat.
Så stor var min glæde (og endnu større var væmmelsen), da slimproppen gik fredag aften kl. 20.30. Veerne begyndte med det samme at blive lidt mere hyppige og en anelse mere kraftige.
Kl. 23.30 var veerne så kraftige og regelmæssige, at jeg fysisk kunne mærke, at jeg udvidede mig ca. en millimeter for hver ve. Fødegangen blev kontaktet, og vi skulle komme ind kl. 1, når min mor var ankommet for at passe vores søn, Mads.
Kl. 00.45 var vi på fødegangen efter en frygtelig biltur (kun 7 km), hvor hver eneste lille bule på vejen eller lette kurve i kørebanen fik mig til at skælde min stakkels mand ud for at køre vildt. Hvor mange har mon oplevet at holde foran en rundkørsel og bede konen om tilladelse til at dreje ind?
På fødegangen skulle vi egentligt lige vente et øjeblik, fordi der var travlt - men mine veer var så gode (og larmende), at en jordemoder straks kom for at undersøge mig.
Hm... Jeg var kun 3 cm åben, men dog nok til at være i aktiv fødsel. Jeg blev sendt i brusebad, mens en fødestue blev gjort klar. Det varme vand lindrede fint, og jeg blev helt afslappet. På fødestuen spurgte jeg, om ikke jeg måtte komme i karbad på grund af den gode smertelindrende effekt ved brusebadet - og det var ok, men de havde for travlt til at fylde karret nu.
Michael og jeg blev ladt alene på stuen, og jeg fik kraftigere og kraftigere veer, men de varede kortere og kortere tid. kl. ca. 01.30 hentede Michael jordemoderen for at give mig lidt ilt i masken, så jeg kunne holde veerne bedre ud.
Stadigvæk kunne jeg tydeligt mærke, at jeg udvidede mig for hver eneste ve! Ingen indvendig undersøgelse denne gang, for jordemoderen var travlt optaget på anden stue. Jeg fik kun lige ilt på masken, og så var vi alene igen. Jeg var blevet så afslappet af brusebadet, at jeg småsov i mellem veerne.
Kl. 02.15 hentede Michael jordemoderen igen, fordi jeg ville have noget lattergas (det havde jeg ellers aldrig troet, at jeg ville, men jeg kunne slet ikke holde veerne ud uden bare lidt bedøvelse, så kraftige var de nu).
Her sagde Michael til jordemoderen, at jeg nok var for træt til at komme i fødekarret - han troede, jeg ville falde i søvn og drukne mellem veerne :-)
Jordemoderen undersøgte mig indvendigt og sagde: "Du når ikke i badekar alligevel - du er 6/7 cm åben og har født inden for de næste par timer".
OK, jeg kunne jo tydeligt mærke, at jeg udvidede mig for hver eneste ve - men ligefrem 3-4 cm på 1½ time, det var godt nyt. Så pyt med, at jeg havde en million milliard gange mere ondt, end da jeg havde veer ved min første fødsel (som tog 7½ time i alt).
Fra omkring kl. 3 var der to jordemødre hos mig hele tiden, fordi det gik så stærkt fremad, og jeg var meget meget smerteplaget, men kunne klare det med ilt og lattergas. Dog havde jeg vanvittigt ondt i lænden, fordi barnehovedet trykkede indefra på mine skæve lændehvirvler.
Jeg kunne næsten ikke stå eller gå for rygsmerter, øv, og ligge kunne jeg slet ikke holde ud! Jeg kom op at stå for at strække ryggen ud, men jordemødrene ville IKKE lade mig stå op og føde, selv om jeg VILLE.
Ved sidste fødsel gik jeg meget i stykker indvendigt (blev syet i over 1½ time - over 40 sting, men ingen revner i selve kødet, det var kun slimhinden, der var ødelagt). For at undgå samme mængde "skade" indvendigt denne gang, insisterede jordemødrene på, at jeg skulle ligge i knæ og albueleje på en sækkestol i sengen.
Hold da op, hvor jeg brokkede mig og skældte ud - jeg ville bare ikke ligge på den måde og kunne slet ikke holde balancen osv. En rigtig pestilens var jeg! Michael skar igennem og sagde, at jeg skulle gøre, som jordemødrene sagde, for de vidste nok, hvad de talte om, og jeg havde jo ikke lyst til at skulle sys så meget igen denne gang...
Så jeg måtte bøje mig for overmagten, og det viste sig da også hurtigt, at min ryg blev fint aflastet af sækkestolen. MEN - jeg nægtede at ville presse i den stilling (jeg lå jo og strittede med måsen lige op i hovedet på alverden), og i øvrigt skulle jeg bruge alle mine kræfter på at holde balancen for ikke at falde ned af sengen, så jeg VILLE stå op og presse.
Jeg fik nogle skridsikre klude under knæene og kunne så holde balancen. Altså måtte jeg finde mig i knæ- og albuelejet, til fødslen var slut.
Kl. 4.30 var jeg næsten fuldt udvidet, og jordemoderen mente, at presseveerne snart ville komme, og jeg skulle bare presse med, når jeg fik pressetrang.
Men jeg fik ingen pressetrang, så hun sagde, at jeg skulle prøve at presse lidt på en almindelig ve og se, om ikke det startede nogle presseveer og eventuelt ville få vandet til at gå.
Efter 1 spontan (men meget svag) presseve sagde jordemoderen, at hvis vandet ikke gik "om et øjeblik", så ville hun prikke hul på det for at sætte skub i sagerne.
"Splat". En lille bitte "squiz" fostervand gik, og NU skulle de rigtige presseveer komme.
Men de var bare for slatne de presseveer. Jeg fik 3 presseveer, den første kl. 04.45 og måtte bruge alle mine kræfter på at få presset hovedet ud. Og så kom der bare ikke flere presseveer overhovedet!
Efter et minuts tid sagde jordemødrene, at NU skulle barnet altså ud, inden "den" bliver for blå - så jeg måtte presse, alt hvad jeg kunne uden at have presseveer eller bare almindelige veer.
Jeg pressede og pressede, men barnet sad bare fast! Jeg begyndte at blive bange for, at de ville skære eller klippe mig op, for de begyndte at hive og flå i barnet for at få det ud.
Jeg fik besked på at presse endnu mere, og jeg pressede, så jeg var helt blå i hovedet af iltmangel.
De to jordemødre hev i barnet, alt hvad de kunne for at få ham ud, og endelig kom han ud med en lille smule fostervand og en helt masse blod. Navlesnoren var simpelthen blevet revet over, da jordemoderen trak i barnet, så det var blodet fra moderkagen, der rent praktisk gav Mikkel væde nok til at komme ud.
Heldigvis blødte han ikke og trak vejret fint, så han har ikke taget skade af det - men det kunne godt være gået galt, hvis han havde siddet fast meget længere!
Det viste sig, at navlesnoren havde været meget kort (ca. 30 cm), så den havde holdt Mikkel "fastlåst" til livmoderen og havde medvirket til, at han ikke kunne presses længere ud men skulle hives, og at Mikkel samtidig var meget stor ved fødslen, 54 cm og 4.400 gram, gjorde det ikke lettere at presse ham ud uden presseveer.
De havde sat en klemme på navlesnoren, med det samme Mikkel kom ud, og Michael fik lov til at klippe den over på det rigtige sted.
Jeg stod stadigvæk med rumpen i vejret og anede ikke, om det var en dreng eller en pige - og måtte spørge "hvad er det for en, dreng eller pige" og fik at vide, at det var en stor, dejlig dreng igen.
Jeg kom om at ligge på ryggen og fik Mikkel op til mig et kort øjeblik - og spurgte om hvornår vi måtte komme hjem (det blev de 2 jordemødre lidt befippede over).
Moderkagen ville ikke komme ud, så den ene jordemoder måtte hive og trække i navlesnoren, mens den anden nærmest stod og æltede min mave, og i mens måtte Michael holde Mikkel.
Endelig fik de hevet moderkagen løs, og jeg kunne med lidt besvær få den presset ud. Den var enorm - både i omfang og i tykkelse. 1.080 gram og så tyk som min underarm! Ikke særligt svært at forestille sig, at den kunne holde Mikkel så fast, at han ikke kunne fødes ud men måtte hives.
Livmoderen ville ikke trække sig sammen, så jeg måtte have en indsprøjtning, av. Men jeg havde kun fået 2 småbitte rifter i slimhinden, selv om Mikkel havde siddet fast og måtte hives ud med ret meget kraft, så jeg må jo indrømme, at jordemødrene havde ret i, at knæ- og albuelejet var en god fødestilling for mig, selv om jeg bestemt ikke syntes det til at starte med.
Jeg blev syet med 2 små sting og havde det faktisk ret godt ;)
Kl. ca. 6 gik jordemødrene for at skrive journalen færdig.
Kl. 7.30 bad jeg om lov til at gå i bad og tage mit eget tøj på. Jordemoderen havde set Mikkel ligge pænt til brystet, og jeg havde tisset "som man skal", blødningen var tilladelig og mit blodtryk normalt.
Kl. 9.00 blev Mikkel undersøgt af lægen, og vi fik lov til at tage hjem.
Jeg skulle lige amme en gang til og skifte ble på Mikkel, så kl. ca. 10 kørte vi hjemad, glade, stolte og meget lykkelige for vores lille søn, som kom til verden på en lidt dramatisk måde efter kun 6½ times veer - 9 dage over terminen.
Nogle dage efter fødslen talte jeg med en læge, fordi jeg havde mange smerter i underlivet. Han mente, at smerterne stammede fra mørbankede muskler efter den hårde fødsel, og han mente også, at fødslen havde været meget traumatisk.
Det var jeg nu ikke enig i - javist, var det fysisk hårdt, dramatisk og gjorde langt mere ondt end min første fødsel, men jeg synes bestemt ikke, at det var traumatisk, og jeg er heller ikke blevet skræmt fra at ville have flere børn om nogle år.
Relaterede artikler
© 1999-2025