Skrevet af Lya
Min beretning handler om min 4. fødsel. Jeg har i forvejen 3 piger foruden lille Mille her.
Utroligt nok har jeg født de første 3 den dag, jeg var sat til, og endnu mere utroligt er, at de 2 sidste blev født begge den 20. dog i hver deres måned men på nøjagtig samme tid. Så I kan nok forstå, at jeg stræbte efter at føde Mille på terminsdatoen også. Men ak nej, sådan skulle det ikke gå.
Jeg gjorde min jordemoder opmærksom på, at med den sidste fødsel gik det så stærkt for mig, at jeg dårlig kunne følge med selv. Jeg havde stort set ingen smerter og var bekymret for, at det ville gå endnu hurtigere denne gang, og jeg var enormt bange for, at jeg ikke ville nå at komme ind på sygehuset.
Men nej, sagde hun, slap du nu bare af, det 7 år siden sidst, så det vil være en "næsten" førstegangsfødsel igen. Ja ja, tænkte jeg bare, da hun svarede, og jeg fik ret. Mille ville ikke ud til tiden, som jeg havde håbet med de første 3. Nææh nej, hun ville vente.
For aller første gang gik jeg over tid. Det var jo ikke med i min plan. Dagene gik, og til sidst troede jeg aldrig, jeg ville nedkomme.
Men pludselig 6 dage over tid vågnede jeg om natten kl. 3 og havde en mindre ve. Det var ikke noget at råbe hurra for, så jeg lagde mig igen, og et kvarter senere fik jeg endnu en mindre ve, og sådan fortsatte det hvert kvarter.
Klokken 4.30 vækkede jeg gemalen og sagde, at han nok lige måtte tage en skyller, mens jeg ringede til fødegangen. Jeg snakkede med dem og sagde, som det var, og på grund af den sidste fødsel ville jeg lige runde sygehuset for at blive tjekket op på.
Jeg hoppede efterfølgende i bad, og gemalen ringede til min mor, som skulle med til fødslen. Mmen så tog fanden ved veerne i badet. De sprang lige fra et kvarter til 1-3 minutter imellem.
Så jeg kom hurtigt ud af badet, kaldte på gemalen og sagde, som det var. På det tidspunkt var jeg lige ved at gå i panik, for tænk nu hvis jeg fik ret i, at jeg ikke ville nå ind på sygehuset.
Jeg kunne intet, så han måtte lige hjælpe med tøjet og skoene, og afsted det gik. Veerne var der hele tiden, og vi havde 10 minutters kørsel til sygehuset. Veerne blev værre, når han bremsede for rødt og gassede op, så han fik skæld ud over ikke at tage den over rødt (griner).
Endelig kunne jeg se sygehuset og den parkeringsplads, vi skulle holde på. Pyyyh, tænkte jeg, vi når det lige. Idet bilen blev parkeret, kom der et ordentlig smæld, og fostervand og presseve kom på en gang (Milles hoved var næsten ude der).
Jeg tænkte bare, det er løgn det her, jeg nægter at føde på en parkeringsplads. Gemalen gik i panik, da han kunne se, jeg ikke kunne gå overhovedet. Til alt held stod der en rullestol i forhallen.
Han løb afsted, hentede rullestolen og måtte bære mig op i den. Jeg lignede Supermand, da jeg blev transporteret afsted på den. Jeg kunne jo ikke sidde ned og måtte holde igen på presseveerne.
Vi fløj ind på afdelingen, og der stod jordemoderen dybt overrasket, for jeg var jo temmelig rolig i telefonen for bare 1½ time siden. Så er det nu, sagde jeg til hende. Der var klokken 6.15.
Op på briksen og presseve kl. 6.17, og ud kom Mille kl. 6.21. Min kære mor var uheldigvis gået ind af en forkert dør, så hun nåede aldrig at komme med til Milles fødsel.
Jeg fik næsten ret i det, jeg sagde til min jordemoder, så nu tror jeg bare, at jeg holder her. Ikke flere fødsler til mig :-)
03-05-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025