Skrevet af Randi
Under hele min graviditet var jeg sikker på, jeg skulle have en dreng. Vi havde ikke fået noget at vide ved scanningen, da vi var enige om, at det skulle være en overraskelse. Men alligevel havde jeg en stærk fornemmelse af, at det blev en dreng. Ubevidst, når jeg talte om den lille, sagde jeg altid "han".
Jeg havde termin den 23. februar 2005. Jeg havde en dejlig graviditet uden komplikationer udover trætheden, og vi glædede os ufatteligt meget til at være forældre. Den 7. februar var jeg på café med en veninde, og hun spurgte, om jeg ikke havde tegn på, at det nok snart var snart, men ork nej, jeg havde lidt plukkeveer af og til, mest når jeg gik, men ellers havde jeg ikke nogen tegn.
Sidst på eftermiddagen, da jeg kom hjem, lagde jeg mig på sofaen for at slappe af, for jeg var træt, og min kæreste tog på arbejde i døgnvagt. Jeg mærkede intet, og havde ingen anelse om, at det faktisk skulle være inden for 10 timer, jeg skulle være mor.
Kl. 22 rejste jeg mig fra sofaen for at gå på toilettet, og ligesom jeg sad og tissede, gik vandet. En meget underlig fornemmelse synes jeg. Jeg blev helt befippet, og anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg gik frem og tilbage i lejligheden i 5-10 minutter og ringede så til fødegangen for at høre, hvad jeg så skulle gøre.
De troede ikke rigtig på, at mit vand var gået, der var jo 15 dage til termin, men hvis det kunne berolige mig, måtte jeg gerne komme til et tjek, men jeg skulle regne med at blive sendt hjem igen, da der oftest ikke sker noget før mange timer senere. Så hvis jeg kunne få en god nattesøvn, ville det være bedst.
Jeg ringede til kæresten og fortalte hvordan og hvorledes, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe igen, hvis der skete mere. Han var forbavsende rolig, hvilket smittede af på mig, det var rigtig rart. Jeg ringede efter en taxa, og mens jeg ventede på den, gik jeg og pakkede en taske til i morgen, når fødslen nok gik rigtigt i gang. Mens jeg gik og pakkede, kunne jeg mærke, at det begyndt at nive lidt. Men ikke voldsomt. Lidt menstruationsagtigt.
Da taxaen så endelig kom, var jeg ikke i tvivl om, at jeg nu havde veer, for det gjorde faktisk lidt ondt, og jeg havde svært ved at ignorere dem. I taxaen blev det kun endnu værre. De tog meget hurtigt til.
Jeg kom ind på fødegangen, og der var lige holdskifte, så jeg gik og ventede i en halv time med veer, der var så voldsomme, at jeg sank i knæ over et bord, hver gang de kom. Og der har vel været 3 minutter mellem dem, og de varede 1 minuts tid. Jeg havde ikke helt styr på det. Jeg havde travlt med at koncentrere mig om veerne og være irriteret over, at der ikke snart kom nogen.
Endelig kl. 24 kom der en jordemoder og præsenterede sig. Hun var vikar fra et andet hospital og ville undersøge mig. Jeg tog tøjet af og fik mig anbragt på en briks, hvor hun så undersøgte mig, og jeg var allerede 4 cm åben. Hun gav mig en vemåler på, og ville så lade mig ligge alene et kvarters tid og så komme tilbage og tjekke mig. Det var godt nok nogle lange 15 minutter, for veerne tog mere og mere til, og til sidst havde jeg stort set ingen pause imellem dem.
Hun kom så endelig og kiggede på strimlen og sagde: "Du må hellere ringe efter din kæreste, hvis han skal have mulighed for at være med, for det her går rigtig stærkt". Jeg havde noget, hun kaldte ve-bølger. Jeg havde 5 veer i træk og så ca. 30 sekunders pause, inden den næste ve-bølge kom. Det var ufatteligt hårdt. At have en konstant ve i 10-15 minutter og så 30 sekunders pause.
Jeg aner ikke, hvad der foregik i den time, det tog min kæreste at komme. Da han kom, kunne jeg lige åbne øjnene og sige hej. Han tog min hånd og kyssede mig blidt på panden og spurgte, om der var noget, han kunne gøre. Jeg bad ham hente en jordemoder, for jeg var lige ved at gå ud af mit gode skind.
Hun kom så og tjekkede mig endnu engang, og jeg var nu 6 cm åben, og jeg bad om et karbad. Det ordnede hun så, og hold kæft hvor er det svært at bevæge sig, mens man har veer. Men endelig kom jeg i, og det var bare fantastisk. Så længe det varede. Det holdt kun i 20 minutter, så kunne jeg heller ikke holde det ud længere, og jordemoderen foreslog, at jeg kom op på sengen og fik masken.
Jeg hev og hev i den maske, og lige lidt hjalp det. Jeg tudede af smerte og følte, jeg ikke rigtig kunne få luft, fordi pauserne var så små mellem ve-bølgerne. Jeg har ingen anelse om, hvad klokken har været, eller hvor åben jeg var, men jeg bad min kæreste om at sige til jordemoderen, at jeg ville have en epiduralblokade NU!
Hun tjekkede mig og kunne godt se, at jeg havde meget ondt og havde brug for et break. Så selvom jeg var 8 cm åben, sendte hun bud efter narkoselægen. Han var heldigvis lige inde ved siden af og lægge en blokade, så han kom 5 minutter efter. Det er heller ikke lige sagen at få lagt en blokade midt i en ve, men da den endelig var lagt - hvilken befrielse. Epiduralblokaden er simpelthen guds gave til kvinder i fødsel.
Jeg kunne lige pludselig være med i fødslen og fandt ud af, at der faktisk kun var gået en time, siden jeg kom i badekarret. Klokken var nu 2 om natten, og jeg følte, jeg kunne følge med nu. Desværre gik veerne lidt i sig selv efter blokaden, så jeg fik lagt et vedrop og fik hjertelydsmåleren på, så jordemoderen kunne følge med i, hvordan den lille havde det.
Droppet hjalp lidt, og jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at presse, og jordemoderen sagde god for det, da jeg var 10 cm åben. Jeg pressede og pressede, og lige lidt hjalp det. Den lille kom da fremad, men det gik langsomt, og hjertelyden dykkede, hver gang jeg havde en ve og pressede, så hun tilkaldte en eller anden.
Jeg ved ikke, hvad han var, læge eller hvad, for han præsenterede sig kun ved navn. Han sagde, at han lige ville tage en prøve fra barnets hoved, og så måtte de tage stilling til derfra, hvad der så skulle ske. Men jeg skulle nok regne med sugekop, da hjertelyden var dårlig.
Prøven blev taget, og der gik kun 2 minutter, så kom en sygeplejerske styrtende ind, og derefter gik det rigtig stærkt. Han sagde kort, vi tager hende med sugekop nu, og du presser, når jeg siger du presser. Og jeg pressede og pressede og pressede og kunne mærke, at jeg sprækkede, men det gjorde ikke ondt, jeg kunne bare mærke det.
 Ud kom det lille barn og blev lagt op på min mave med det samme. Den lille skreg lidt og klynkede lidt, og så kiggede den lille ellers både mig og farmand dybt i øjnene. Hvilken oplevelse, helt fantastisk. Jeg kneb en tåre eller 100. Og farmand tog billeder. Han var pavestolt. Kl. 04.47 fik vi den dejligste lille pige på 52 cm og 2.980 gram. En lille fin prinsesse.
Jordemoderen tog en prøve fra navlestrengen og fortalte, at der ville komme en børnelæge og kigge på lille Maj, fordi hun havde været så dårlig. Prøven fra navlestrengen viste, at hun havde det rigtig godt, og der ikke var noget at være bekymret for.
Børnelægen kom og tog hende over på et lille bord og tjekkede hende. Hun beroligede os med, at Maj havde det ganske udemærket, og at det slet ikke havde været nødvendigt at tilkalde hende, men nu hun var der, ville hun tjekke hende for en sikkerheds skyld. Dejligt beroligende.
Så kom moderkagen, og jordemoderen hoppede og dansede lidt på maven af mig, da hun kunne se en blødning men ikke kunne finde ud af, hvor den kom fra. Hun tilkaldte en læge for at være sikker på, at blødningen ikke kom fra livmoderen. Det gjorde den heldigvis ikke, så hun syede mig med 5 sting, og så var jeg fin.
Vi var på fødestuen i 3 timer, hvor vi bare nød den stille tilværelse som forældre og kiggede og kiggede på det her lille vidunder. Hvor var hun bare dejlig. Hun suttede lidt men var ikke synderligt interesseret, hvilket nok var al den stress, hun havde oplevet under fødslen, fortalte jordemoderen.
Klokken var henad 8.30, da vi blev kørt op på barselsgangen. Der havde været 7 fødsler den nat, så der var lidt problemer med at få en enestue, som man bliver lovet det første døgn. Men vi lå kun på gangen i 20 minutter, så var der en stue klar til os. Dejligt at få en stue for sig selv, hvor man kan få snakket oplevelsen igennem sammen og nyde vidunderet.
Vi fik mange gæster om eftermiddagen og aftenen, hvilket på sin vis var hårdt men også dejligt. Dagen efter kom bedsteforældre og nogle venner, og om torsdagen kom der ikke nogen overhovedet. Det var også rart at have en dag, hvor vi bare havde mulighed for at lære vores lille datter at kende.
Amningen var lidt besværlig, da hendes mund var for lille til at kunne få fat, så jeg fik langt om længe, efter et par nætters skrigeri af sult, et brystskjold. Det hjalp, og hun spiste og spiste og spiste og sov derefter i 6 timer. Så fik jeg også lige et par timers søvn. Dejligt.
Vi havde besluttet at tage hjem fredag eftermiddag, men inden er der jo lige tjek, om min syning er, som den skal være, en samtale med jordemoder, et tjek af barnet, og en blodprøve på grund af gulsot. Der var mange ting, man lige skulle have ordnet.
Der kom en jordemoder ind til mig, ikke hende jeg havde haft under fødslen. Hun ville snakke fødslen igennem med mig, da den havde været lidt dramatisk og stressende. Det er så ikke min opfattelse, jo det gjorde da vildt ondt, men jeg synes ikke, den var dramatisk på den måde.
Men hun fortalte mig, at var det ikke lykkedes at tage Maj med sugekop første gang, så var det blevet akut kejsersnit på stuen. De havde tilkaldt læger, kirurger osv., som stod ude på gangen og ventede på grønt lys. Det havde jeg slet ikke opfattet. Det må jeg sige, at personalet har formået at holde roen over for mig i situationen, for jeg var slet ikke klar over, at det var så kritisk.
 Fødslen tog i alt 6 timer og 47 minutter, og det var ve-bølgerne, der havde stresset Maj så meget. Men alt gik jo vel, og Maj er en stærk lille pige. Der er intet at se fra sugekoppen idag.
Vi fik dog besked på, inden vi gik, at næste gang jeg skal føde, skal jeg tage på sygehuset med det samme, jeg har veer eller vandafgang, da jeg er "hurtig-føder", og de har erfaring med, at har man en hurtig fødsel første gang, kan man meget vel risikere en lynfødsel anden gang.
Maj er nu 4 måneder og en rigtig lille spirrevip. Der er fuld fart over feltet allerede.
09-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025