Skrevet af Nathasja
Nu må det vist være på tide, at jeg også fortæller min historie efter at have læst alle jer andres.
Endelig kommer dagen, man har talt ned til i 9 måneder. Vi er pakket og klar og kører til undersøgelse hos jordemoderen. Men vi får at vide, at vi ikke skal have for høje forhåbninger om, at der snart vil ske noget, da jeg stadig har en fuld livmoderhals og er lukket som en østers, som jordemoderen så sødt tilføjer. Så jeg skal nok regne med først at skulle sættes i gang om 14 dage. Hun giver os dog allerede en tid til ugen efter, da mit protein er +2.
Fredag den 25. januar drager vi igen mod Gentofte, denne gang er vi dog overbeviste om, at det bare lige er et hurtigt rutinetjek og så hjem igen, så vi har hverken fødselstaske, autostol eller noget med. Inde hos jordemoderen bliver jeg igen undersøgt og får samme triste besked - lukket som en østers - men min protein er steget til +3, så hun vil godt lige have, at vi går over og bliver undersøgt i svangreafsnittet, da hun er i tvivl om, hvorvidt jeg har blærebetændelse eller begyndende svangerskabsforgiftning.
Ovre på afdelingen får jeg kørt en strimmel, som ser fin ud, og de tager en masse urin og blodprøver (jeg lægger frivillig arm til, at en jordemoderstuderende kan få øvet sine færdigheder, hvilket hun virkelig har brug for - det bliver til 4 eller 5 stik, før det lykkedes hende at få nok blod), og så bliver vi ellers bedt om at vente.
Da der er gået et par timer, og klokken efterhånden er ved at nærme sig 15, spørger vi, om der vil gå lang tid, før de får svaret på prøverne, da vi ikke har fået noget at spise siden om morgenen og derfor er ved at dø af sult. Vi får derfor lov til at køre en tur for at få noget at spise, bare vi er tilbage på hospitalet inden for et par timer.
Vi beslutter af en eller anden grund at køre helt hjem til Måløv for at hente tasker og ting på trods af, at vi er klar over, at jeg stadig er lukket som en østers. Efter vi har siddet derhjemme og spist pizza og kylling i karry (hvem der dog kunne have forudset, at dette ville blive vores sidste måltid uden vores lille prinsesse), smutter vi tilbage på hospitalet, hvor de kan fortælle os, at jeg har begyndende svangerskabsforgiftning, og de derfor vil sætte mig i gang.
Det bliver besluttet, at de først vil prøve med stikpiller, da jeg stadig har fuld livmoderhals, og hvis der så ikke er sket noget i løbet af et par dage, vil de prøve en voldsommere metode. Så jeg får kørt endnu en strimmel og så lagt en stikpille op kl. 20. Så får vi besked på at gå en lang tur, inden de vil sende os hjem.
Vi går en hyggelig tur på en halv times tid. Imens får jeg et par enkelte plukkeveer, og så går vi ellers tilbage på afdelingen, da det er en utrolig kold vinteraften. Tilbage på afdelingen vil de lige køre en strimmel, før de vil sende os hjem for natten. De fortæller os, at vi nok skal regne med, at der går nogle dage, før der sker noget.
På den første strimmel kan de se, at jeg får kraftigere og kraftigere plukkeveer, og at prinsessens hjerterytme falder en lille smule, hver gang de kommer. Så de beslutter sig for at køre endnu en strimmel for at kunne følge med i, hvad der sker.
Klokken er 21, og nu går det pludselig hurtigt. I løbet af ingen tid forvandler plukkeveerne sig til rigtige veer, og Katrine (jordemoderen) og Rikke (den jordemoderstuderende) forklarer os, at jeg nu er i aktiv fødsel og skal flyttes over på fødegangen. De tilbyder mig en kørestol, men jeg VIL selv!
Da vi endelig kommer over på vores stue, får jeg kørt endnu en strimmel, men hendes hjerterytme ser ikke god ud, så de vil koble hende til STAN (udvidet registrering af barnets hjertelyde og EKG), hvilket betyder, at de skal sætte elektroder på hendes hoved. Så jeg bliver lagt op på briksen og får taget fostervandet kl. 21.15.
Trine og Henrik (FV og BV) kommer og tjekker kurven og fortæller, at alting ser fint ud indtil videre, og at vi forhåbentlig ikke ses igen. Jeg har efterhånden ingen pause imellem veerne. De varer et par minutter, og hvis jeg er heldig, har jeg så 5-20 sekunders pause, inden de starter forfra.
Kl. 21.56 bipper STAN, dvs. at der er et stort udsving i prinsessens hjertekurve, og Trine og Henrik kommer endnu engang. De beslutter, at jeg godt selv kan fortsætte og aftaler samtidig med jordemoderen, at jeg skal have lagt en epiduralblokade, da jeg er virkelig forpint. Jeg kan nemlig kun ligge på venstre side, da det er den eneste stilling, hvor hendes hjerterytme er nogenlunde stabil.
Jeg får for en sikkerheds skyld lagt et drop i hånden, til hvis vi pludselig skal afsted til kejsersnit. Endnu engang lægger jeg krop til, at den studerende kan øve sig, hvilket resulterer i en stor bule på 1,5 cm på min venstre hånd samt et drop i den højre.
Anæstesilægen bliver tilkaldt, men da de har travlt, bliver jeg i stedet tilbudt ilt, hvilket slet ikke virker, og jeg får en voldsom kvalme. Kl. 22.35 kommer anæstesien endelig, og i løbet af nul komma fem forsvinder toppen af smerterne, og jeg har igen overskud til at snakke lidt med Dennis og de andre på stuen. Det føles næsten som om, at jeg har været i en anden verden og er kommet tilbage. SKØNT!
Kl. 22.58, fortæller jeg, at jeg har pressetrang, hvilket de mener, er alt for tidligt. Så jeg bliver undersøgt, og sørme så - 9 cm åben på 3 timer (samt udslettelse af livmoderhals). Det er jo ikke underligt, at jeg har været så forpint. Desværre har hun ikke helt kunne følge med, så hun står ikke langt nok nede til, at jeg må presse, så jeg får besked på at begynde at gispe.
Kl. 23.30 tager nattevagten over, imens jeg stadig lægger og gisper det bedste, jeg har lært. Hun undersøger mig og fortæller, at jeg bare skal foresætte det gode arbejde, mens prinsessen langsomt bevæger sig længere nedad.
Kl. 00.00 efter mere end en time med presseveer får jeg endelig lov til at lægge mig om på ryggen og presse med. Hvilken lettelse. Desværre varer det ikke længe, for så begynder STAN at bippe, og Trine og Henrik kommer igen. Men denne gang kommer der også en børnelæge og et par andre mennesker rendende. Jeg får at vide, at nu skal hun altså ud, så de vil prøve en enkelt gang med en blød sugekop, og hvis det ikke virker, så hedder det kejsersnit.
 Så jeg lægger mig tilbage på ryggen og presser to gange, imens Henrik prøver at hjælpe hende med sugekoppen. Kl. 00.29 kommer hun endelig ud. Hun bliver lagt op på min mave, men hun er helt blå og slap, og der kommer ikke en lyd. Henrik klipper hurtigt navlestrengen og giver hende videre til børnelægen, som straks begynder at give hende massage og ilt i maske. De fortæller os, at hun nok skal klare det, og hun bare lige skal have vejret.
Dennis står imellem mig og vores lille prinsesse, som langsomt får farve i kinderne og til sidst også begynder at græde - den mest vidunderlige lyd i hele verden. Vi får senere at vide, at hun kun fik 6 på Apgar-skalaen efter 1 minut og først 10 efter 5 minutter.
 Jeg bliver syet en del og får fjernet diverse slanger m.m. Efter et langt kvarter får jeg endelig vores dejlige datter i armene, og hun bliver lagt til og sutter så flot lige med det samme.
Vi får endelig lidt fred til bare at nyde hende og hinanden. Så kommer jordemoderen tilbage og måler og vejer hende. 51 cm og 3.450 gram. Så bliver vi kørt over på vores egen stue på barselsgangen. Klokken er efterhånden mange, så Dennis falder i søvn, men mig og lillepigen ligger bare og hygger og lærer hinanden at kende.
17-11-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025