Skrevet af Diana
Da jeg skulle have mit andet barn, var jeg helt sikker på, at jeg ville føde naturligt. Jeg ville opnå den perfekte fødsel, jeg ikke fik med min førstefødte Lucas. Den fødsel endte i akut kejsersnit efter mange dage med veer og et hårdt efterforløb, hvor han lå på neonatal, fordi han havde fået tykt grønt fostervand i lungerne.
Jeg gik til fødselsforberedelse, da jeg ville være så godt rustet til denne fødsel som muligt. Det havde jeg ikke gjort med Lucas.
Graviditeten gik rigtig godt uden de større gener. Jeg følte mig fuld af energi, og barnet i min mave sparkede lystigt. Det hele burde være fryd og gammen. Vi havde planlagt babysitter til Lucas under fødslen og gennemgået alle tænkelige situationer med hende.
Men pludselig, da jeg var knap 8 måneder henne, vendte mit positive syn på graviditeten. Jeg begyndte at være meget nedtrykt og havde slet ikke lyst til at få et barn til. Det var nogle ret ubehagelige tanker, og jeg gik en tid og spekulerede over, om jeg var ved at få en tidlig fødselsdepression.
Da jeg havde gået sådan en uges tid, brød jeg fuldstændig sammen, og min mand Kenneth anede ikke, hvad han skulle gøre med mig. Jeg kunne ikke sige, hvad der var galt, for jeg vidste det ikke!
Men så pludselig vidste jeg det bare. Jeg kunne ikke selv føde dette barn. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det ville gå galt, og barnet ville dø under fødslen eller blive handicappet. Det var derfor, jeg havde haft det så ambivalent med et være gravid. Jeg havde simpelthen allerede opbygget forsvarsværker til at kunne klare en dødfødsel.
I må forstå, at dette var meget svært for mig at indse og indrømme. Jeg havde en stor fiaskofølelse over ikke at have gennemført den naturlige "rigtige" fødsel med min søn og troede, at denne gang skulle jeg blive en "rigtig kvinde", der fødte vaginalt.
Desuden var jeg bange for, at folk skulle se ned på mig over, at jeg valgte den "nemme" udvej, dvs. et kejsersnit. Personligt er jeg dog smertemæssigt lige så skræmt over kejsersnittet som veerne. Et kejsersnit gør også ondt, det er der bare mange, der overser. For mig er det bare et spørgsmål om, om man vil have intense smerter inden fødslen eller knap så intense smerter i 8 uger efter fødslen.
Da først jeg havde taget min beslutning om at bede om et planlagt kejsersnit, sænkede der sig en afslappet ro over mig. Med ét vendte alle glæderne ved graviditeten tilbage. Jeg kiggede på babytøj og drømte søde drømme om en lille mørkhåret pige.
Det tog dog et stykke tid, før jeg fik fat i jordemoderen (hun havde kun telefontid 1 dag om ugen), så da jeg endelig fik fat i hende og aftalt et møde med en fødselslæge, var vi henne omkring 2½ uge før min termin.
Fødselslægen gav mig et godt realistisk billede af, hvad mit valg indebar, og jeg fortalte hende om mine grunde til mit valg. Vi planlagde et kejsersnit 3 dage før min termin.
Dagen før blev min mand og jeg vist rundt på barselsgangen, og sygeplejerskerne fortalte punkt for punkt, hvad der ville ske næste morgen. Vi talte med narkoselægen, og jeg valgte en spinalblokade, så jeg kunne være vågen under fødslen (hvilket jeg ikke var med min søn).
Næste morgen klokken 7 den 11. februar 2005 mødte vi op på barselsgangen. Her blev vi vist ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg skiftede tøj, kom i en seng og fik lagt et kateter. Så ventede vi et par timer, til det blev vores tur (der var vist 2-3 andre, der skulle have planlagt kejsersnit den morgen).
Portøren kom og kørte mig ned på operationsstuen, og Kenneth gik med. Jeg var godt nervøs, inden jeg kom ind, men jeg blev mødt af den sødeste narkoselæge - der var faktisk to, en mand og en kvinde. Jeg fangede aldrig nogens navne, men de vil altid være i mit hjerte.
Den mandlige narkoselæge lagde et drop og fortalte mig, hvordan han ville lægge spinalblokaden. Jeg skulle ligge på siden og skyde ryg og ligge helt stille.
Mit hjerte blev overvåget, og på et tidspunkt spurgte Kenneth mig, om jeg var nervøs. "JA", sagde jeg, og det kom ikke som en overraskelse for min puls bankede derudaf på monitoren. Det var nemt nok at ligge stille, og stikket ved spinalblokaden gjorde næsten ikke ondt, men mine hænder rystede som bare fanden!
Så fik jeg besked på at lægge mig på ryggen igen, og pludselig blev jeg meget svimmel. Det hele kørte rundt, imens jeg fik den mest voldsomme kvalme. Jeg kiggede på den kvindelige narkoselæge og fortalte hende, at nu kastede jeg op, men hun stod ved mig og bad mig trække vejret dybt, så ville det gå over. Det var fordi, mit blodtryk var faldet, da blokaden begyndte at virke, men det blev hurtigt stabiliseret, da jeg fik væske i droppet.
Så blev afskærmningen sat op, og den kvindelige narkoselæge fortalte mig, at nu skar de. Jeg kunne intet mærke. Så stod hun lidt og så underlig ud, og pludselig hørte jeg et babyskrig. Kenneth skyndte sig op til børnebordet, og alle sagde tillykke. Jeg lå bare og var lam og kunne se nogle babyarme sprælle oppe på bordet. "Blev det en pige?", spurgte jeg, og den mandlige narkoselæge, som sad og holdt mig i hånden, svarede mig, at det vár en lille pige.
 Lidt efter kom Kenneth tilbage, og min lille Mejse blev lagt på mit bryst. Hun var rullet ind i et tæppe, og jeg kunne kun se et lille krøllet hoved. Jeg kunne lige ae hende på panden. Men jeg var lykkelig.
Lidt efter sagde jeg, at det var OK, og så gik Kenneth og jordemoderen med hende. Det vidste jeg, at de skulle for at veje hende og give hende tøj på, så ville vi blive genforenet på opvågningen.
De gik, så jeg kunne blive syet sammen. Da jeg var færdig, stak fødselslægen hovedet op over afskærmningen. "Tillykke!", sagde han. "Der var du heldig, at du fik kejsesnit! Navlestrengen var viklet to gange om hendes hals og én gang om hendes krop. Så det var endt helt galt, hvis du havde prøvet at føde hende vaginalt!".
Der gik et sug igennem min mave. Det var derfor, at den kvindelige narkoselæge havde set så mærkelig ud i hovedet. Mejse var smuttet tilbage flere gange, hvor fødselslægen havde forsøgt at trække hende ud.
Jeg fik det hurtigt fint på opvågningen og bad om at få Kenneth og Mejse ned til mig. Jeg tror, der gik en 20-25 minutter, fra de gik, til de kom tilbage, og det var helt fint med alt det, der skete imens. Så snart de kom, hjalp jordemoderen mig med at lægge hende til brystet, og hun sugede sig fast med det samme (og der har hun hængt siden).
Kenneth og jeg græd lidt over, hvor godt det var gået, og over, at jeg havde taget den rigtige beslutning. Mejse var bare så dejlig, og hun levede!
Fra nu af stoler jeg altid på min intuition. Jeg er sikker på, at det ikke var et tilfælde, at jeg valgte kejsersnittet. Min krop vidste simpelthen, at der var noget galt og fortalte mig det.
 Så kan det godt være, at jeg ikke er en rigtig kvinde i nogles øjne, fordi jeg aldrig har født vaginalt, men jeg har til gengæld 2 dejlige velskabte og normale levende børn. Som jeg elsker over alt på jorden, og de kalder mig Mor. På min mave er arret efter "livets port", som min mand kalder det, og det ville jeg ikke undvære for noget i verden.
Til sidst vil jeg gerne takke personalet på Hillerød Hospital for rigtig god behandling. Både ved kejsersnittet men også på barselsgangen, som var rigtig tryg og omsorgsfuld.
11-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025