Skrevet af Ann
Veerne startede tirsdag den 6. oktober om aftenen. Jeg var ikke i tvivl om, at det var veer, selvom jeg ikke anede, hvordan det ville føles. De var ikke regelmæssige, men som meget kraftige plukkeveer.
I løbet af natten tog de til og blev regelmæssige med 9 minutters mellemrum. Onsdag går de i sig selv igen, for at komme tilbage natten til torsdag. Torsdag tager vi til kontrol - og jeg er ca. 1 cm åben, og livmoderhalsen er næsten helt væk. Men veerne er blevet til regelmæssige plukkeveer i stedet for rigtige veer. Øv.
Fredag var kroppens hviledag. Der var ikke regelmæssighed over veerne - og de var ikke særlig kraftige. Natten til lørdag bliver de slemme igen, og jeg har samtidig forstoppelse. Det hjælper jo ikke rigtig på det. Snakker med fødegangen, og de tilbyder at jeg kan komme ind og få lavement hvis ikke sveskerne virker. Jeg bliver hjemme.
Natten til søndag er veerne virkelig taget til. Jeg må op og stå, hver gang der kommer en ve. Og de kommer med 6 minutter imellem. Vi tager på fødegangen igen og får at vide, at de kun kan hjælpe, hvis jeg er i aktiv fødsel - det vil sige mere end 3 cm åben. Til min store glæde er jeg 4 cm åben, så veerne har altså gjort noget.
Jeg får tilbudt at få taget vandet eller få et lavement. Jeg tager imod lavementet og tager hjem med viden om, at jeg kan komme igen mandag og få taget vandet.
Søndag aften kl. 18.00 går vandet af to omgange - og den ene mens jeg er på toilettet - så det er lidt svært at vide, hvor meget der var. Det føltes som en rigtig kraftig menstruationsdag, altså hvor man kan mærke den varme væske strømme ud af skeden.
Natten til mandag er veerne rigtig slemme igen, og jeg er ikke i tvivl om, at der vil ske noget. Men veerne tager ikke rigtig til i hyppighed. Der er stadig 5-6 minutter imellem.
Kl. 6 ringer jeg til fødegangen og siger, at jeg gerne vil føde i dag. De siger, at vi skal spise lidt morgenmad og komme stille og roligt derop. Søren går i bad, og jeg er en halv time om at spise en enkelt krydderbolle.
Vi ankommer på fødegangen kl. 7.15, hvor vi bliver taget imod af en sød jordemoder. Hun kører en strimmel på mig og siger, at hun ikke vil undersøge mig. Der er vagtskifte kl. 7.30, så min nye jordemoder vil lave kontrollen. Hun kommer ind til os ca. 7.50 og undersøger mig, snakker lidt med os og får hele optaksthistorien.
Hun beslutter sig for at sætte ve-drop på mig, så vi kan få lidt mere gang i veerne. Jeg kan huske, at jeg spørger, om smerten bliver værre eller kun hyppigere. Hun siger, at den bliver noget værre. Gisp, tænker jeg. Det gør allerede ondt.
Vi snakker lidt om, hvilke former for smertelindring jeg vil have, og jeg siger, at jeg så vidt muligt vil føde uden medicinsk hjælp (ja altså nu bortset fra ve-droppet). Jeg nævner, at jeg meget gerne vil i vand og muligvis også føde i det, og at jeg gerne vil have ilt.
Kl. 8.35 sætter hun ve-drop op, og jeg er allerede træt af at skulle rende rundt med det dumme stativ efter mig hele tiden.
Smerterne fra veerne sidder ind over skambenet, og det føles som om, det er i blæren. Det gør, at jeg føler, jeg skal tisse, hver eneste gang jeg får en ve. Meget belastende.
Jordemoderen snakker meget om bistik som smertelindring til lænden, men jeg poienterer endnu engang over for hende, at jeg ikke har skyggen af smerte i lænden under veerne.
Der bliver skruet op for ve-droppet for hver halve time - altså kl. 9.00 og 9.30. Veerne blev faktisk ret slemme allerede et par minutter efter, det blev lagt, og de kom pludselig kun med 3 minutters mellemrum. Da der blev skruet op anden gang, begyndte de at komme som koblede veer. Det vil sige to veer uden pause. En kort pause og så to nye veer uden pause. Problemet med mine var bare, at de alle var koblede, så jeg havde ingen pauser mellem veerne.
Jeg får gjort badekaret klart og beder om, at det er ekstra varmt. Inden jeg kommer i vandet, undersøger hun mig, og jeg er 5 cm åben. Samtidig synger Michael Falch i sin sang: "5 timer endnu", og jeg siger: "Ja, det håber jeg sgu ikke for mig". Jordemoderen svarer, at det er nu altså ikke utænkeligt. Der tror jeg, at klokken er 10.25. Jeg kommer op i badet, og det var virkelig en fornøjelse. Der blev pludselig pause mellem veerne, og jeg nyder bare varmen.
Men da veerne er kommet sig over det varme vand, tager de til igen. Og jeg føler bare, jeg skal tisse. Jeg tænker, om de mon opdager, hvis jeg tisser i vandet - men kan ikke lige få mig selv til det, hvis nu jeg efterfølgende skal føde mit lille vidunder i vandet. Så jeg står op for at gå på toilettet. Jeg kan selvfølgelig ikke tisse, for det er jo ve-smerterne, der gør det.
Jeg prøver at gå ned i vandet igen, men får konstant koblede veer, så jeg står bare op i badekaret. Og så er jeg ved at blive vanvittig af den plastichandske, jeg har over hånden med ve-droppet. Og så føler jeg, at jeg skal kaste op igen. Det gjorde jeg spontant efter 5 minutter i karet - simpelthen af det varme vand. Det var dog kun lige det sidste glas juice, der kom op.
Op af vandet igen, og jordemoderen gør klar til, at jeg kan stå ind over sengen med iltmasken. Her er kl. 11. Efter 15 minutter med masken, er jeg ved at give op. Stadig ingen pause mellem veerne, og jeg næsten tuder, at jeg klarer det ikke mere. Jordemoderen vil gerne lige undersøge mig, for sådan plejer man at have det, når man er 8-9 cm åben.
Og ganske rigtig, jeg er 8 cm åben, og nu er der ikke langt igen. Hun skal lige finde en læge, der skal kontrollere strimlen igen. Bebsens hjertelyd daler lidt rigeligt under veerne, og da de er koblede, er det jo næsten konstant.
Jeg får lidt lattergas, men mener slet ikke at kunne mærke, at jeg fik noget. Søren siger, at han spurgte på et tidspunkt, om han skulle skrue op, men jeg svarede ikke. Har ikke hørt det. Jeg ligger bare med lukkede øjne og tænker på, at det her gør jeg aldrig - ALDRIG - igen.
Kl. 11.33 får jeg pressetrang, og jordemoderen mener dog, at jeg pjatter - hun er ved at notere ned i papirerne. Jeg kan ikke finde ud af at gispe, så jeg prøver så vidt muligt at lade være med at presse. Men det er godt nok svært.
Jeg må bede hende øve gisp med mig et par gange. Hun er sød til at undersøge mig igen, og jeg er 10 cm åben og får grønt lys til at presse. Jeg kan ikke helt finde ud af det, og det tager lige lidt tid, før jordemoderen får tilrettet sengen, så jeg kan bruge fodstøtten til at stemme imod.
Kl. 11.50 presser jeg aktivt. Det var svært. Jeg synes slet ikke, jeg kunne mærke veerne på samme måde som udvidelsesveerne. Der kommer en læge ind igen, fordi hjertelyden på bebsen daler til 60-80 under presseveerne, og det er for lidt. Der bliver sat en elektrode på hovedet af den lille, fordi jeg ligger for uroligt til, at det kan måles på maven.
Jeg kan høre, de snakker om sugekop, fordi den skal altså bare hurtigt ud nu. Jordemoderen mener dog, at jeg presser så godt, og lægen siger, at nu skal den altså ud, så presseperioden må ikke blive lang.
Jeg tænker, at jeg vil ikke have en kop eller tang om hovedet på min bebs. Det var nok med elektroden. Så jeg presser bare alt, hvad jeg kan med instruktioner fra jordemoderen.
 Kl. 12.18 bliver han født i et stort skrig og kommer op på maven af mig. Jeg når at se pungen på vej op og udbryder selv: "Jamen, det var jo en lille dreng", inden nogen siger noget til mig.
Med et er smerterne bare væk. Helt vildt underligt. Ja, altså der var bare nogle nye smerter, for jeg flækkede lidt rigeligt. Han havde sin hånd liggende knyttet oppe ved det ene øre, så der var jo lige noget ekstra, der skulle ud.
Søren mener, at jeg fik omkring 20 sting, men det er svært at sige, for to af syningerne er en rining - altså ikke afsluttede sting. Der skulle to læger ind og kontrollere, før syningen kunne laves, fordi jordemoderen var bange for, at min ringmuskel var beskadiget. Men det var den heldigvis ikke.
Far fik for resten lov at klippe navlestrengen, og jeg huskede at spørge om at få lov at se moderkagen. Meget imponerende. Den blev født spontant efter 7 minutter.
Efter at være blevet syet i ca. 45 minutter, får jeg fjernet droppet i hånden og kommer over i en almindelig seng. Stadig med min dreng på maven - han har ikke været fjernet, siden han blev født. Vi får serveret noget mad og får lov at være os selv i en times tid.
Jordemoderen kommer ind til os igen og måler og vejer Julius. 4.000 gram og 53 cm.
 I skrivende stund er Julius 9 måneder gammel. Det er utroligt, så hurtigt tiden er gået. Jeg har glemt, hvordan smerterne var - men kan stadig huske oplevelsen. Jeg gør det aldrig igen.
Jeg er vildt stolt over at have overlevet 6 dage med veer og en efterfølgende lyn-fødsel uden brug af smertelindring. Tænk, det kan lade sig gøre. Ikke en eneste gang under graviditeten havde jeg hørt om gravide, der havde veer i 6 dage.
Stolt eller ej - jeg gør det ikke igen.
Julius har ikke været helt nem, og kombineret med en hård graviditet og en mindre efterfødselsreaktion er vi indstillet på, at han nok bliver enebarn.
23-08-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025