Frygten for endnu en fødsel Caroline gik i panik, da hun stod med den første positive graviditetstest i hånden, og overvejede, om hun egentlig havde lyst til at få barnet.
7338
Skrevet af Caroline
Da jeg stod med den første positive graviditetstest i hånden, gik jeg i panik og overvejede, om jeg egentlig havde lyst til at få barnet, om jeg kunne klare en fødsel, og jeg var rædselsslagen for, at noget skulle gå galt. Nok samme tanker som mange andre får ved første positive test.
Graviditeten gik godt, ingen kvalme, ingen bækkenproblemer, ingen væskeophobninger - altså en drømmegraviditet. Nu var det kun fødslen, der ventede. Jeg vidste, at min krop var stærk, men min største rædsel var, om jeg ville gå "helt" i stykker, om jeg ville få brug for epidural eller andet.
Da dagen kom, hvor veerne gik i gang, tænkte jeg: "Nu er det snart overstået", men jeg skulle blive klogere. Veerne begyndte torsdag eftermiddag og tog lidt til over natten. Jeg fik ikke sovet, og næste dag, da manden tog på job, regnede han med at blive ringet hjem. Men det gjorde han ikke, for der skete ikke mere end smertefulde og uregelmæssige veer.
Om aftenen ringede vi til fødegangen, og de ville gerne se os. Jeg var ikke i aktiv fødsel (påstod de), og jeg blev sendt hjem igen med besked om at slappe af og tage varme bade. Det prøvede jeg på, men jeg kunne ikke finde ro. Natten til lørdag kan jeg stort set ikke huske, men sovet fik jeg ikke!
Tidligt lørdag morgen gik vandet pludseligt med et smæld, og vi ringede igen til fødegangen. Nu ville de gerne se os igen. Vi kørte derover, men blev sendt hjem igen med beskeden om, at jeg kun var 3 cm åben, og at der var længe til, at jeg var i rigtig aktiv fødsel. Veerne sad i lænden. De nev meget men kom med 8-15 minutters mellemrum og varede alt mellem 15 sekunder og 1 minut. Alt for uregelmæssigt til at være i rigtig fødsel.
Lørdag formiddag bad jeg min mand ringe igen og bede dem se mig, for jeg kunne ikke være i mig selv længere. Jeg havde ondt og var ved at være meget træt og udmattet. De blev overtalt til at tage mig ind igen, og da vi kom, blev jeg igen undersøgt. Stadig 3 cm!? Altså ingen fremgang på et helt døgn, og nu kunne jeg snart ikke holde det ud længere. Jeg nægtede at tage hjem, og de måtte indlægge mig.
Resten af lørdagen gik med veer, der stadig var uregelmæssige og nev i ryggen, gåture udendørs og traven op og ned ad gangen. De blev ved med at tilbyde mig epidural, men det ønskede jeg ikke, og til sidst tilbød de mig morfin til at slappe af på. Dette fik jeg to gange i løbet af lørdagen, og jeg fik sovet lidt mellem veerne.
Da jeg lørdag aften bad min mand finde en pjece om kejsersnit, og jeg lå og læste i den, da jordemoderen kom ind på stuen, kunne hun godt se, at jeg var ved at være færdig. Hun tilbød mig ve-drop for at gøre veerne mere regelmæssige. På dette tidspunkt lørdag aften var jeg 5 cm åben, og der var stadig 5-8 minutter mellem veerne.
Efter droppet var lagt, blev veerne mere regelmæssige men ikke hyppigere. Der var stadig over 5 minutter mellem. Nu var det blevet lørdag nat, og manden lå og sov i den seng, de havde kørt ind til ham. Jeg bad min jordemoder om at komme ind, og jordemoder nr. 6 eller 7 kom ind. Hun undersøgte mig, og nu var jeg 8 cm åben. Endelig skete der noget.
Der blev skruet op for droppet, og jeg fik tilbudt en maske til at trække vejret i. Jeg fik slappet lidt mere af nu, efterhånden som jeg kunne se enden på det hele. Nu begyndte jeg bare at frygte for selve fødslen. Min største skræk var at sprække.
Det blev søndag morgen, og solen var stået op for længst. Endnu en dag var begyndt i smertehelvedet. Jeg blev igen undersøgt, og nu var jeg pludselig fuldt åben. Jeg måtte presse, og ved hjælp af masken og min mand, der måtte holde mine ben (jeg rystede over hele kroppen af udmattelse), fødte jeg i løbet af kun 2 pres min store raske søn.
Han havde haft det godt gennem hele forløbet, var fuldt aktiv, fik topscore i Apgar og med de fine mål 3.800 gram og 54 cm. Jeg fik kun en rift og derfor et enkelt sting.
Nu, jeg tænker tilbage på fødslen, gik den jo egentlig godt, men den var lang og udmattende. Jeg ville aldrig føde igen.
3 år senere stod jeg igen med en positiv test i hånden. Frygten for endnu en marathonfødsel sneg sig ind på mig. Igen en ukompliceret graviditet med hverken kvalme, væske eller bækkensmerter. Fødslen nærmede sig, og jeg begyndte at overveje, om jeg skulle insistere på kejsersnit.
Det gjorde jeg ikke med trøst i, at anden gang ofte er lettere og hurtigere end første gang. Jeg indstillede mig på en fødsel, der så måske ville vare 1 døgn.
Jeg begyndte at få niv i mave og lænd en onsdag aften kl. 18, da vi spiste aftensmad. Det gjorde dog ikke ondt, og der var jo lang tid til - tænkte jeg. Kl. 21 nev det kraftigt, men jeg kunne sagtens klare det med vejrtrækningen. Kl. 22 måtte vi ringe efter bedstemor, der skulle passe storebror. Hun ankom kl. 23, og der kørte vi mod sygehuset.
Vi ankom en lille time senere med uregelmæssige veer, der var over 5 minutter imellem (ligesom sidste gang). Jeg var forberedt på, at jeg måske slet ikke var rigtig i fødsel endnu. Jeg blev undersøgt, og så kom dommen: "Du er 6 cm åben og i fødsel - jeg finder en stue til dig". Juhuu, og det gjorde ikke engang rigtig ondt endnu.
Kl. 01 var jeg 8 cm åben og sagde til jordemoderen, at det gik lidt for stærkt. Jeg havde jo indstillet mig på en marathonfødsel, og nu var det 6 timer siden, jeg mærkede det første spæde niv.
Jeg fik taget vandet kl. 02, og vupti var jeg 9 cm åben. Jeg fik lidt lattergas til at tage toppen, og et kvarter senere måtte jeg presse let med for at åbne den sidste cm, og 15 minutter efter var jeg fuldt åben og måtte presse rigtigt.
Kl. 02.31 blev vores andet barn født. 4 kg og 55 cm lang. Jeg fik en lille rift, der ikke skulle syes, og vi tog hjem samme dag. Altså en drømmefødsel, som jeg slet ikke havde haft grund til at frygte.
Mit budskab med denne fortælling er, at selv om første fødsel kan føles som lidt af et mareridt, så kan næste fødsel godt gå godt. Ikke to fødsler er ens.
Selv om det er tillokkende at få endnu et barn, når fødsel nummer to gik så godt, og jeg har nemme graviditeter, så var dette mit sidste barn. Vi skal ikke have flere! Tror jeg ikke…
Relaterede artikler
© 1999-2025