Skrevet af Malene
Endelig blev det mandag den 18. juli. Jeg havde ikke sovet alt for godt om natten på grund af spændingen, og så havde jeg jo også været oppe og spise et større måltid klokken 2.00, da vi havde fået at vide, at vi sagtens kunne risikere at skulle vente på kejsersnittet til hen på eftermiddagen.
Vi kørte hjemmefra kl. 8.20 og blev modtaget på D1 af en sød sygeplejerske, der hed Line. Hun udleverede det smarte operationstøj til mig og et flot grønt sæt til Torben, som vi blev iklædt.
Herefter sad vi bare og ventede på vores stue - stue 9. Vi havde forberedt os på, at der kunne komme til at gå lang tid, men allerede kl. 9.35 kom Line ind og sagde, at nu kom der en portør og hentede mig. Jeg troede, at jeg selv kunne få lov at gå ned på til operationsstuen, men nej, jeg skulle sandelig op og køre.
Nede på operationsgangen ventede vi lige 2 minutter på at komme ind på operationsstuen, og så gik det stærkt. Der kom 1.000 mennesker og præsenterede sig - narkoselæge, anæstesisygeplejerske, jordemødre, kirurger, almindelige sygeplejersker osv. Jeg tror nok, at de var 6 eller 7.
Herefter fik jeg lagt drop og kom så op på operationsbordet at sidde, så jeg kunne få lagt spinalblokaden. Jeg havde virkelig sat mig op til, at det bare ville gøre hamrende ondt, men det var virkelig ikke noget at snakke om. Inden jeg fik set mig om, begyndte det at snurre i fødder og baller, og pludselig kunne jeg slet ikke mærke noget i de nedre regioner.
De lagde herefter et kateter, og der blev spændt et stort blåt klæde op foran mit hoved, så vi ikke kunne se noget - heldigvis da. Kirurgen var faldet i snak på gangen, så ham måtte vi vente lidt på, men der var en rigtig god stemning på stuen, folk pjattede, og man kunne godt mærke, at et kejsersnit er en lille operation, som de er vant til at udføre.
Lige lidt over kl. 10 gik de i gang. Jeg havde ikke helt fattet, at de var begyndt at skære, så da jeg spurgte, hvad de lavede ca. kvart over 10, blev jeg noget forbavset, da sygeplejersken sagde, at lige om lidt ville vi høre lidt slubren, når de sugede fostervandet, og så ville de lave en ve, så Jens kunne komme ud.
Kl. 10.22 mærkede jeg så et pres i maven, og der var nogen på den andet side af klædet, der brokkede sig lidt over sådan at være blevet hevet ud af sin lune hule. De holdt lige hurtigt en halvblå/rød baby op, så vi kunne se, at der var nogen, og så løb de ellers afsted med ham, da der jo er ret koldt på sådan en operationsstue. Selvfølgelig tudede moren helt vildt, og det blev ikke bedre, da de kom ind med lille Jens og viste ham frem.
Heldigvis kom de hurtigt igen - de skulle bare lige have ham pakket ind. De havde glemt at se efter, hvad det var, så da jeg spurgte, måtte de til at pakke op for ham igen. Jens kom over til sin far, som så holdt ham oppe ved mit hoved, så jeg kunne se ham. Det var dog ikke alt for let, da jeg jo var spændt fast med armene ud til siden med pulsmåler, blodtryksmåler, drop osv. Faktisk fik jeg næsten helt hold i nakken af at ligge og kigge på Jens.
Herefter skulle jeg jo syes sammen - og det synes jeg bare tog alt for lang tid. Jeg var slet ikke indstillet på at skulle blive liggende der på det dumme operationsleje uden at kunne røre ved Jens. Det blev heller ikke bedre af, at jeg blev utilpas (fik kvalme og trykken for brystet), og så irriterede den dumme iltslange i næsen mig bare helt vildt!
Klokken 11.00 var de heldigvis færdige. Lise - den jordemoder, der skulle tage sig af barnet - ville lige prøve at lægge Jens til, og jeg fik da også lige lov til at holde ham i et halvt minut, men så skulle jeg på opvågning, så jeg nåede nærmest ikke at få hilst på Jens. Det var jeg selvfølgelig lidt ked af, så den halvanden time, jeg lå på opvågningen, føltes som flere døgn.
Heldigvis så alt fint ud, så ved 12.30-tiden kom portøren igen og hentede mig. Jeg synes simpelthen, at han kørte så langsomt med mig, så hvis jeg havde kunnet, var jeg sprunget ned og hjulpet ham med at skubbe sengen. Vi mødte en anden portør på vejen, og hun sagde, at det var godt, jeg kom tilbage nu, for min mand havde gået hvileløst rundt på afdelingen med sønnen de sidste par timer. De mente, at han nok snart havde brug for en barnepige til den lille.
Ganske rigtigt, det første jeg så, da glasdørene gik op ind til D1, var Torben og Jens - og så kunne faren godt skynde sig at få afleveret Jens, for nu var det altså min tur til at sidde med min lille guldklump!
Han var simpelthen bare så SKØN - desværre var han ikke rigtig vågen, så jeg fik faktisk først set ham vågen mange timer senere. Men pyt, det var bare dejligt langt om længe at få det lille pus, man havde rendt rundt med inde i maven i 9 måneder, i armene.
04-09-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025