Børn får stress af at begynde i vuggestue Skiftet fra det trygge hjemmeliv med mor til det vilde institutionsliv er voldsomt for småbørn.
3057
Skiftet fra det trygge hjemmeliv med mor til det vilde institutionsliv er voldsomt for småbørn. Så voldsomt, at deres indhold af stresshormonet kortisol ifølge forskere stiger voldsomt.
Det konkluderer engelske og tyske forskere efter at have fulgt 70 småbørn fra Berlin, der i alderen 11-18 måneder begyndte at skifte den trygge tilværelse hjemme ud med et institutionsliv.
I løbet af de første 9 dage væk fra moderen har barnet et dobbelt så højt indhold af kortisol, som når det er sammen med moderen. Det får typisk barnet til at græde mere, være mere opkørt og mere irritabelt end ellers.
Efter 5 måneder er forskellen fortsat stor, selvom barnet ikke længere viser umiddelbare tegn på stress.
Forskerne understreger, at småbørnsforældre ikke skal blive bekymrede eller få dårlig samvittighed af oplysningerne, men at det er vigtigt, at forældre ved, at når de kommer hjem om eftermiddagen med barnet, kan det godt være stresset endnu. Barnet kan derfor have brug for ro og særlig opmærksomhed fra forældrene.
Stress kan forebygges ved at gøre dagen i institution så kort som muligt. En lur eller et hvil i løbet af dagen hjælper også på kortisolniveauet, tilføjer forskerne.