Frosne æg bevarer frugtbarheden hos kræftpatienter Kvindelige kræftpatienter kan nu bevare deres evne til at få børn.
4262
Kvindelige kræftpatienter og andre kvinder med risiko for at blive ufrugtbare på grund af medicinsk behandling kan nu bevare deres evne til at få børn ved hjælp af et ægnedfrysningsprogram på Stanford University Medical Center i USA.
Programmet hjælper kvinder i alderen 18-40 år, der bliver behandlet med kemoterapi, bliver strålebehandlet eller har fået fjernet æggestokkene, ved at udtage deres æg inden behandlingen foretages for at gemme dem til senere brug.
Selve proceduren med at udtage æggene tager ca. 7 uger. I den tid tager kvinderne en række forskellige præparater, heriblandt p-piller og daglige indsprøjtninger, som medfører en undertrykkelse af menstruationscyklusen.
Når cyklusen er blevet ændret, tager kvinderne fertilitetsmedicin, som stimulerer deres æggestokke til at producere flere æg. Til sidst bliver omkring 13 æg udtaget ved hjælp af en tynd kanyle. Denne process tager kun ca. 15 minutter.
Der er kun en håndfuld medicinske centre i USA, der tilbyder denne behandling, som på nuværende tidspunkt har resulteret i mindre end 100 graviditeter på verdensplan. Behandlingen koster ca. 10.000 dollars.