Ellas fødsel - planlagt kejsersnit efter eget ønske Christinas første fødsel var en meget voldsom oplevelse, så Ella kom til verden ved et planlagt kejsersnit.
6842
Skrevet af Christina
Igennem min anden graviditet blev jeg mere og mere angst for den forestående fødsel. Lauras fødsel havde jeg aldrig fået bearbejdet ordentligt, og jeg syntes, at dele af den havde været en meget voldsom oplevelse.
Jeg frygtede at briste igen under min næste fødsel, og angsten fyldte mere og mere. Derfor valgte jeg, efter meget besvær og argumentering på Hillerød Sygehus, at skifte fødested til Roskilde Amtssygehus.
Her lyttede de til mine ønsker, og der blev aftalt en dato for et planlagt kejsersnit. Jeg havde termin den 25. april 2005, og kejsersnittet blev planlagt til den 19. april 2005. Jeg var lidt nervøs for, om fødslen ville gå igang af sig selv inden denne dato, men det skete heldigvis ikke.
Det var meget mærkeligt at stå op tirsdag den 19. april og vide, at idag skulle vi være forældre igen. Der var jo ingen veer eller smerter, men det var jeg nu ikke ked af.
Det var en smuk morgen. Køligt men med en klar blå himmel. Vi skulle møde ind kl. 8.00 på barselsgangen, og vi var der i god tid. Vi var ret nervøse begge to og havde ikke sovet supergodt den nat. Vi glædede os til, det ville være overstået.
Vi blev vist ned på en 4-sengsstue, hvor der allerede lå to kvinder, som havde født. Det var lidt mærkeligt at ligge der og stadig være gravid og tænke, at om få timer ville vores baby også være født.
Jeg kom op i en seng, og vi skulle begge skifte til hospitaltstøj. Jeg skulle også tage en smertestillende stikpille på forhånd. Så begyndte ventetiden. Den var ret ulidelig, for man blev bare mere og mere nervøs.
Så kom der en sygeplejerske og skulle lægge et drop i min hånd. Hun fumlede lidt, og der kom blod over det hele, men til sidst lykkedes det.
Vi fik besked om, at der var forsinkelser, så vi måtte væbne os lidt med tålmodighed. Det var virkelig nogle lange timer, men pludselig omkring kl. 10.30 kom der en portør og en sygeplejerske ind på stuen. Jeg blev spurgt om mit navn og fik en navneseddel om hånden, og så kørte vi afsted mod operationsstuen.
Det var en lang tur derned, syntes jeg. Hen ad de lange gange og ned med elavatoren og så hen ad flere gange.
Nede på operationsgangen blev jeg hejst op i en lift og ind på operationsbordet. Der var meget personale til stede, og de præsenterede sig, men jeg opfattede ikke så meget. Jeg var ekstremt nervøs nu. Der har nok været 6-8 personer på stuen.
Alle de tilstedeværende er kvinder og de fleste ældre. Der er heldigvis en dejlig afslappet og bramfri tone på stuen.
Der bliver sat et telt op foran mit ansigt, så Morten og jeg ikke kan se min underkrop. Så kommer operationslægen og siger hej. Det er Charlotte Wilken, som jeg har mødt før, og det gør mig lidt roligere, da jeg føler mig tryg ved hende.
Nu skal spinalbedøvelsen lægges. Jeg skal sidde foroverbøjet og runde ryggen. Det er ret svært med min enorme mave. Jeg er hunderæd for, at nålen vil gøre ondt. Anæstæsilægen stikker nålen ind, og heldigvis gør det ikke spor ondt. Det føles som at få taget en blodprøve.
Det vil åbenbart ikke rigtig lykkes, og hun må stikke igen. Stadig ingen held og hun prøver en tredie gang. Til sidst lykkes det i fjerde forsøg, og jeg kommer derefter ned at ligge. Det begynder allerede at snurre i benene, og jeg får lagt et urinkateter, som jeg ikke kan mærke. Altså virker bedøvelsen allerede.
Jeg er ekstremt nervøs nu, og mine arme, som ligger ud til hver side med drop og pulsmåler på, begynder at ryste helt vildt. Jeg ryster og ryster over hele overkroppen og armene, og de er nødt til at spænde mine arme fast, så droppet ikke falder ud.
Jeg er meget nervøs for, om jeg vil kunne mærke, når de skærer i mig. Det har jeg hørt nogle skrækhistorier om. De kommer noget koldt på mit bryst og spørger, om jeg kan mærke det. Det kan jeg. Så prøver de lidt længere nede af maven, og det kan jeg ikke mærke.
Jeg ligger dér og ryster og hører bare alle stemmerne, der taler. Så hører jeg én, der siger, at nu har de skåret hul. Puha! Jeg kan heldigvis intet mærke. Nu bliver det lidt ubehageligt, for jeg kan mærke, at de begynder at hive og flå i min bedøvede underkrop.
Det føles som om, det knager i hele kroppen, og jeg lukker øjnene hårdt i og hører kun alle stemmerne og mærker, hvordan jeg bliver hevet i. Jeg mærker så et hårdt tryk på maven, og med et kæmpe svup føler jeg en tom fornemmelse i maven. Barnet er ude! Klokken er 10.57.
Jeg drejer hovedet over mod venstre og ser en blålig klump ligge på bordet i hjørnet. Jordemoderen står der, og jeg spørger grådkvalt, om barnet er OK. Ja, alt er fint, får jeg at vide, og så græder jeg. Jeg tuder bare, og så hører jeg en stemme spørge, om vi på forhånd vidste, hvad det ville blive.
Nej, siger vi, og så går det op for mig, at vi stadig ikke ved, hvilket køn barnet har. Der er ingen, der fortæller os det, så Morten går hen til bordet og kigger. Han kommer tilbage og fortæller med gråd i stemmen, at det blev en pige. Så tuder vi vist begge to af glæde.
Puha. Så er det endelig overstået. Vores skønne lille pige bliver svøbt, og Morten får hende i armene og kommer over og lægger hende på mit bryst, så jeg kan se hende. Hun er så dejlig, og hun er lysvågen og kigger med et meget intenst blik.
Efter kort tid har de syet mig sammen igen, og vi bliver alle tre kørt over på en opvågningsstue. Der ligger allerede et par, som fik kejsersnit før os. De har fået en dreng. Vi siger tillykke til hinanden.
De bliver så kørt op på barselsgangen, og vi er endelig alene med vores dejlige pige, som vi allerede er enige om, skal hedde Ella.
Der kommer er sygeplejerske og giver mig ketogan i droppet. Jeg bliver hurtigt meget svimmel og derefter nærmest høj. Det er en fantastisk fornemmelse, og jeg ligger og vrøvler om, at jeg aldrig har haft det bedre, og at det er den bedste dag i mit liv (jeg kan godt forstå, hvis nogen bliver afhængige af den følelse).
Så kommer jordemoderen og måler og vejer Ella. Hun er helt perfekt og vejer 3.600 gram og er 53 cm lang.
Jeg er på benene samme aften. Jeg skal lige igang men er egentlig overrasket over, hvor nemt det alligevel går.
Ella og jeg tager hjem efter 2 dage på barselsgangen. Der er for meget uro til, at jeg vil blive længere.
Jeg får stærkt smertestillende de første 3-4 dage og nøjes derefter med almindelig panodil i en uges tid.
Det er skønt at komme hjem. Laura er glad og stolt af sin lillesøster. Så har vi to vidunderlige tøser. Kan man ønske sig mere?
Relaterede artikler
© 1999-2025