Skrevet af Liza
Jeg har en historie, som jeg gerne vil dele med andre. Måden, den er skrevet på, er forklaret med, at den er skrevet til Axel, min dejlige lille dreng.
Efter at være blevet sat i gang om morgenen den 4/10, tager mor op på fødegangen om aftenen kl. 17 efter aftale for at få kørt en strimmel. Strimmelen viser, at hver gang mor får en ve, så daler din hjerterytme, så derfor skal mor blive på sygehuset.
Susan var med, så det ikke blev så kedeligt. Da kl. er 18, ringer jeg efter Far og siger, at han bare kan komme op på fødegangen. Han og Farmor kommer omkring kl. 19, og Susan kører hjem.
Jordemoderen siger, at de vil køre strimmel igen kl. 20.30. Det bliver gjort, og alt ser fint ud, så da kl. er 22.30, bliver vi enige om, at Far bare kan tage hjem, da der ikke ser ud til at ske det vilde.
Kl. 00 kører de strimmel igen, og da din hjerterytme pludselig daler til 70, kalder de på en læge. Der er kl. ca. 00.30. Hun kommer, og de undersøger, om de kan tage vandet, men jeg har bare slet ikke udvidet mig trods alle de veer.
Pludselig går det hele meget stærkt. Mor får at vide, at nu skal der laves kejsersnit hurtigt, fordi du ikke har det godt. Mor begynder at tude og blive meget bange, og da kl. er 00.43, kører vi til operationsgangen.
Mor bliver bedøvet omme i ryggen, og da kl. er 00.55, kommer du til verden. Du stikker med det samme i et vræl. Det gør mor også, men denne gang er det af glæde, for det var det bedste, jeg nogensinde havde hørt. Jeg var jo så bange for, at der var noget galt med dig.
Mor spørger, hvad det blev, for det siger de slet ikke noget om, og da de siger, at du er en dreng, siger mor bare "hva'?", for jeg var jo så sikker på, at du var en lille pige. Men ihh, hvor var Farmor og jeg lykkelige over, at du var kommet ud til os.
Ja, Farmor var med ved kejsersnittet. Far kunne desværre ikke nå herind, fordi det skulle gå så stærkt. Efter du var kommet til verden, og mor var færdig med at blive clipset sammen og var på opvågningen, ringede Farmor efter Far, som kom ret hurtigt.
Far sad lidt med dig, og mor kunne se stoltheden lyse ud af ham. Nu var du endelig kommet ud, så Far også kunne få lidt glæde af dig, for det har jo været svært for Far at forholde sig til dig inde i Mors mave.
Da Far havde siddet lidt med dig, kom du over til Mor for at se, om du ville have lidt mad. Du suttede lystigt. Så kom jordemoderen, og du skulle vejes og måles. Du vejede 2.550 gram og målte 49 cm. Så du er en delig lille trold.
Da vi havde været på opvågningen i en times tid, fik vi lidt at spise, og Far sad med sig. Han kunne slet ikke få øjnene fra dig.
Efter et par timer kunne mor igen begynde at mærke sine ben. Så blev vi kørt over på afdeling Y1 stue 114 omkring kl. 2.30. Her lå du i din krybbe, og vi kunne slet ikke lade være med at kigge på dig. Det var nu, vi beluttede os for, at du helt sikkert var en lille Axel.
Du suttede lidt igen, og omkring kl. 4.30 kørte Far og Farmor hjem for at sove lidt. Mor prøvede også at sove lidt, men det kunne jeg slet ikke, jeg kunne kun ligge og kigge på dig.
Kl. 7 kunne jeg mærke mine ben helt, og jeg fik lov at komme op og gå lidt. Jeg skulle selvfølgelig ned og ryge og ringe til em masse.
Jeg lå med dig fra kl. 7.30 til 8.30, hvor vi bare lå og hyggede. Jeg ringede til Susan, og hun ville komme og se dig.
Kl. 9 skulle du så pusles for første gang. Men du bliver blålig på fødder, arme, ben og hænder og virker skidt tilpas, så sygeplejersken tager dig med for at tjekke dit blodsukker og din temperatur.
Susan kommer omkring kl. 9.20, og kort efter kommer sygeplejersken farende og siger, at du er nødt til hurtigt at komme over på neonatal, fordi dit blodsukker kun er 1,9 og din temparatur 35,4.
Mor begynder at græde, for jeg bliver bange. Du virkede jo frisk nok kort forinden. Mormor og Gl.far kommer, og kort efter kommer sygeplejersken og fortæller, at du er kommet i kuvøse, så du kan få varmen, og at du vil få lagt et drop med sukkervand for at stabilisere dit blodsukker.
Susan tager hjem, for vi får at vide, at det kun er Mor, der må komme ind til dig. Men kort efter kommer sygeplejersken og siger, at Mormor og Gl.far godt lige må få lov at se dig.
Da vi kommer ind til dig, og Mor ser dig, begynder Mor at græde igen, fordi du ligger der med drop og slanger og elektroder og alt muligt. Mor sidder og græder, mens hun skriver det her, for det er hårdt at tænke på. Det var meget hårdt at se dig ligge sådan, og de første mange gange, jeg så dig, græd jeg.
Jeg får at vide, at de tror, du har en infektion efter fødslen, og at de derfor vil give dig antibiotika. Det kan du heldigvis få i det samme drop, som du får sukkervand i, så de ikke skal stikke mere i dig, for du er i forvejen noget af en nålepude med alle de prøver, de har taget.
De tager også en urinprøve og sender til Rigshospitalet. De skal tjekke, om du har en stofskiftesygdom. Grunden til det er, at du ikke optager det mad, de giver dig i sonden, men brækker det meste af det op, og resten står bare i maven til næste gang, du skal have.
Sent onsdag aften begyndte Mor at malke ud til dig.
Torsdag den 6/10
Du fik mors mælk om torsdagen, og nu brækkede du dig ikke, men du optog heller ikke det hele, hvilket var lidt bekymrende.
Sygeplejerskerne sugede dig i maven, og op kom en masse fostervand. Efter det er kommet op, spiser du nu mere, og du optager det også.
I dag har du også spist hos Mor, men du har lidt svært ved at få fat i mors vorter, da de er flade. Men da sygeplejersken tager fat i vorten og maser godt, får du fat, og du sutter godt og grundigt. Det er en mærkelig fornemmelse. Du har det dog med at lukke munden for hurtigt, så du ikke når at få fat i vorten.
Du får det hurtigt bedre nu. Du får en sundere og mere lyserød kulør, og dit blodsukkertal er nu stabilt. Din temperatur er også fin nu, men du ligger jo også i en dejlig varm kuvøse.
Her til aften snakkede Far og Mor med lægen, og hun er helt sikker på, at det bare er stress, du har har haft, da dit tal af mælekesyre var tårnhøjt onsdag.
Fredag den 7/10
Mormor kom i dag, og Mor blev flyttet over på et værelse lige ved siden af indgangen til neonatal afdeling A6, hvor du ligger. Mormor var med inde ved dig, men vi fik at vide, at det måtte hun først kl. 13-14. Så Mormor blev her og hjalp med at flytte stue, og da kl. blev 13, gik vi ind til dig, men du sov så dejligt, at vi ikke ville vække dig.
Mormor fik dog, af mor, lov til lige at røre ved dig, selvom hun ikke måtte for sygeplejersken. Så nu glæder Mormor sig til, at du kommer ud af kuvøsen og ind til Mor, så hun rigtigt kan få lov at røre ved dig.
I dag har du fået alle elektroder af, så nu er der kun drop og sonde tilbage. Droppet fik du ud her til aften, og nej hvor var det dejligt at se din lille hånd igen. Den har jo været pakket helt ind, så du ikke selv kunne trække det ud.
Du er meget mere vågen nu, og det er skønt at se dine øjne. Du reagerer på Mors og Fars stemmer og søger med øjnene mod lyden.
Lørdag den 8/10
I dag er en stor dag. Du er kommet ud af kuvøsen og over i en vugge. Det er så dejligt, for nu kan Mor tage dig op, når du græder. Det var næsten det værste ved kuvøsen, at man ikke kunne tage dig ud, når du havde brug for trøst.
Lægen kigger på dig idag, og han er meget fornøjet over, at du klarer dig så godt. Dog skal du ligge på en varmeplade i vuggen, for du har lidt svært ved at holde varmen.
Søndag den 9/10
I dag får Mor lov at tage dig med på stuen for første gang, og det er bare så dejligt endelig at have dig ved mig, for nu føler jeg virkelig, at det går fremad med dig. Mor græder meget, fordi det hele er så overvældende.
Far, Farmor, Susan, Allan og Signe kommer ved 13-tiden, og Signe er meget glad og siger "Lizas baby" hele tiden. Det er nok lidt mærkeligt for hende, at sidst hun så Mor, var hun stor og tyk med stor mave, og nu er maven næsten væk og i stedet for ligger der sådan et lille vidunder der og kigger rundt. Susan er også helt vild for at holde dig, for hun har jo kun set dig i kuvøsen torsdag.
Om aftenen, da vi skal til at sove, bliver Mor pluselig meget ked af det og går ind på A6 og snakker med sygeplejersken. Jeg græder og græder og kan slet ikke overskue noget. Jeg er så bange for at lægge mig til at sove, fordi jeg er bange for, at der skal ske dig noget imens.
Sygeplejersken siger, at det er en normal reaktion og fortæller, at de har snakket om, hvor sej jeg har været, for normalt kommer denne reaktion på 3. dagen. Vi bliver enige om, at Mor skal prøve at snakke med en psykolog, og at du i nat står inde på A6, til du vågner og skal have mad. Derefter kan du være ved Mor.
Mandag den 10/10
Hmmm, kan ikke lige huske noget fra mandag.
Tirsdag den 11/10
I dag undersøger lægen dig, og du får sonden ud, for nu skal du lære at spise kun hos Mor. Hun siger, at vi i morgen skal have en samtale omkring forløbet og resultaterne, og om at komme hjem, og den skal Far med til. Så mor ringer til Far og fortæller det, og han tager fri fra middag i morgen.
Mormor er her også, og hun nyder at lege barnepige, imens mor får et bad og et par smøger og får ordnet nogle andre småting.
Det er dejligt, at du ikke har sonden mere, og du spiser mere nu.
Onsdag den 12/10
I dag kom Far kl. 12, og vi fik snakket med lægen. Vi kan komme hjem i morgen. Mor fik taget clipsene ud i dag. Det var dejligt, og det ser fint ud. Efter at have snakket med lægen, kørte Far hjem. Han vil lige i bad og have noget mad, så kommer han igen.
Mor skulle jo også snakke med psykologen. Det var dejligt. Jeg græd en masse, men fik snakket med ham om alle de følelser og den frygt, jeg har, men han sagde, at det var normalt, og det ville være underligt andet med det, jeg har været igennem.
Torsdag den 13/10
HJEM KÆRE HJEM. Vi var hjemme ca. kl. 19.30.
15-12-2005
|
Relaterede artikler
© 1999-2025