Skrevet af Trine
Som nybagt mor var jeg langt fra den intuitive supermor, jeg havde regnet med. Det meste af, hvad jeg vidste om spædbørn, havde jeg læst mig til i løbet af min graviditet, og for min kærestes vedkommende stod det ikke meget bedre til.
Når jeg tænker tilbage på graviditeten, kan jeg huske, hvordan vi forestillede os, at vi skulle trille romantiske ture med barnevognen i Frederiksberg Have, men i virkeligheden tænkte vi vist egentlig aldrig længere end til barnevognen. Vi kom ligesom aldrig, om jeg så må sige, mentalt rigtig ned i den.
Så på trods af, at det lille hjem bugnede af babytøj, barnevogn, tremmeseng og tykke bøger om børn, kom Josefine temmelig meget bag på os, da hun endelig dukkede op en klam novembermorgen efter et udramatisk, men ret overraskende, kejsersnit på Frederiksberg Hospital.
En god start
Efter operationen fik vi enestue, og min kæreste Jesper kunne derfor blive hos os om natten. Vi var oven i købet så heldige, at vi kunne beholde stuen i 4 dage, da der ikke var andre, der havde brug for den. Det betød, at der var ro til at få gang i amningen og fred til at finde ud af, hvad der var op og ned og for og bag på guldklumpen.
Det gjorde ret ondt i mit sår, så jeg kunne ikke selv tage Josefine op, når hun lå i sin "balje" (den der indretning på hjul man har børn i på barselsgangen). Derfor fandt jeg ret hurtigt ud af, at det var meget smartere at have hende oppe hos mig i sengen hele tiden. Således endte vi med at praktisere samsovning, og bortset fra, at det var frygtelig hyggeligt og fuldt ud i overensstemmelse med min intuition, følte jeg mig ret underlig og uprofessionel, for alle de andre mødre havde deres børn i baljerne, hvor det så ud til, de sov helt fint.
Virkeligheden trænger sig på
Den næste måned var, så vidt jeg husker, overraskende hæslig i betragtning af, at jeg var nyforelsket i Josefine. Jeg kunne slet ikke klare, at ALT var nyt, ALT var "for første gang".
  Intet kunne køres af på rutinen, og det blev ikke spor bedre af, at Josefine, på trods af hvad sundhedsplejersken, venner og famile sagde, og på trods af hvad der stod i alle bøgerne, bare ikke syntes det var spor rart og hyggeligt at ligge i sin barnevogn. Hun sov absolut kun i den, så længe vognen var i bevægelse. Stod vi stille for rødt lys eller i kø i Føtex, vågnede hun straks og græd.
Hold op hvor vi følte os ukompetente, når vi nu kunne se, at alle andre børn bare sov pænt i deres vogne. I enkelte svage øjeblikke kunne jeg gribe mig selv i at mistænke andre forældre for at køre rundt med tomme barnevogne.
Men jeg holdt ud og fortsatte med at bruge vognen, for der stod jo i alle bøgerne, at det var vigtigt at komme ud hver dag, så med hjertebanken og rystende hænder trillede jeg hver dag rundt i kvarteret med Josefine. Men aldrig længere væk end, at vi kunne komme hjem hurtigt, hvis hun nu vågnede og begyndte at græde.
Jeg så misundeligt efter de tjekkede mødre, hvis børn sov pænt i barnevognen udenfor, mens de selv og deres veninder var på café.
Velmente råd
Det var egentlig ikke, fordi Josefine græd ret meget, men når hun græd, gik det rent ind. Jeg tog hende selvfølgelig op med det samme, men hvis det ikke lykkedes at berolige hende ret hurtigt, begyndte koldsveden at springe, og da min velmenende sundhedsplejerske havde advaret mig mod at lade mig bruge som sut og mod at overfodre Josefine med alt for hyppig amning, var jeg lidt karrig med brystet. Der skulle helst gå et par timer mellem hver tår. Det gjorde absolut ikke livet lettere.
Sundhedsplejersken havde helt præcis sagt, at det der med fri amning var meget godt på barselsgangen, men når man kom hjem, skulle der lidt struktur på det. Faktisk skulle jeg passe på, at Josefine ikke fik alt for meget mælk, når jeg ammede så meget, og så skulle jeg jo også tænke på, at hvis jeg ammede for ofte, ville jeg ikke kunne nå at danne tilstrækkelig mælk. Tænk, jeg kunne slet ikke se, at det var totalt selvmodsigende, på trods af, at jeg egentlig godt vidste, at man danner mere mælk, jo oftere man ammer. Ak ja.
Fra natteroderi til nattero
Nå, Josefine var egentlig heller ikke specielt begejstret for at sove i den fine vugge, vi havde klargjort. Den stod ellers lige ved siden af vores seng, men niks! I et par uger forsøgte vi troligt at lægge hende, når hun var faldet i søvn ved brystet om aftenen, men så snart hun fik kontakt med madrassen, vågnede hun og græd, og hun blev stædigt ved, selvom vi lagde en beroligende hånd på hende, sang beroligende sange, nussede beroligende og vuggede beroligende.
Hun endte altid oppe hos os. Vi var heldigvis ikke specielt standhaftige, og til sidst indså vi omsider, at vi ligeså godt kunne afskaffe vuggen. Det hjalp! Pludselig var der helt anderledes ro over nætterne, og når Josefine vågnede, fik hun bare en babs i munden, og så sov vi nærmest bare videre med det samme.
Vi sover stadig sammen, og jeg vil ikke bytte for en million. jeg slipper for at stå op i nattens mulm og mørke for at trøste et barn, som har grædt højt og længe for at vække mig, og jeg sover i arm med de to mennesker, jeg elsker højest på jorden, og har det som blommen i et æg.
De kære børn
Da Josefine var en måned gammel, gik jeg i gang med at læse Anna Wahlgrens "De kære børn". Jeg syntes, det var en fantastisk bog, for Wahlgren havde virkelig fat i noget, når hun talte om vigtigheden af at tage børnene med i hverdagens gøremål, og så viste det sig oven i købet, at Josefine faktisk passede fint ind i den dagsrytme, som Wahlgren anbefalede til nyfødte. Den foreskrev en halv time ved den ene babs, så en halv times skiften ble og hyggesnak, dernæst en halv time ved den anden babs, hvorefter baby gerne skulle sove ca. 2½ time. Det virkede rent faktisk. I halvanden måned kunne jeg næsten ikke mærke, at jeg havde fået barn. Det var bare så nemt. Men sådan blev det heldigvis ikke ved.
Da Josefine blev 2½ måned, "sprang hun ud" som rigtig baby. Wahlgrens rigide skematilværelse var alligevel ikke lykken. Fra den ene dag til den anden gad hun bare ikke sove de i skemaet fastlagte 2½ time efter hvert måltid, og da jeg ikke anede, hvad jeg gjorde galt, gik jeg i panik og fik næsten overbevist mig selv om, at jeg var ved at få en (sen) efterfødselsdepression.
Samtidig var jeg, af en eller anden mystisk grund, pludselig blevet opmærksom på nedløbsrefleksen, når jeg ammede, hvilket naturligvis resulterede i, at mælken lod vente på sig, så Josefine blev hysterisk, og jeg blev endnu mere panisk. Alt i alt var vi mildt sagt lidt på den i den periode.
Erkendelsen
Til sidst ringede jeg grædende til en god veninde, som indvilligede i at gå en laaang tur på Assistenskirkegården med mig og så en sovende Josefine i barnevognen. Endelig fik jeg hældt af og fortalt, hvor lidt sjovt det var at være blevet mor. At få sat ord på frustrationerne hjalp mig til at se det hele udefra, og jeg kunne se, at jeg måske skulle lytte mere efter Josefine end alle mine bøger.
Da Jesper så også tog fat i mig og hjalp mig med at bryde ud at det stive skemaliv, måtte jeg erkende, at selv om Wahlgren havde født 9 børn, var hun hverken ufejlbarlig eller alvidende.
Slyngen kommer i brug
Selvom det hjalp at erkende, at moderskabet ikke var lutter lagkage, var jeg stadig frustreret over, at Josefine hang på min arm konstant, og jeg følte mig ikke som en specielt god mor. Men så en dag kom der skred i sagerne.
Jeg var alene hjemme og lå inde på sengen med en sovende Josefine på maven, og jeg ville så gerne have en kop kaffe. Jeg kunne bare slet ikke se, hvordan jeg skulle bære mig ad med at komme ud i køkkenet og lave den, for Josefine ville vågne i samme øjeblik, jeg lagde hende. Men så...
Kort før jeg fødte, havde jeg læst en artikel om i favn i Politiken. Jeg syntes, at det lød smart med slyngen, så jeg havde købt en. Jeg var bare aldrig rigtig kommet i gang med at bruge den, fordi jeg ikke rigtig kunne finde ud af det. Men netop denne dag lå den helt tilfældigt og flød dér på sengen lige ved siden af mig.
 Og hurra for det! For i modsætning til en almindelig bæresele kan man faktisk ret nemt vikle en slynge rundt om sig selv og sin sovende baby, stramme til og vupti, så hænger baby der og sover videre, mens man kan lave kaffe, drikke kaffe, hænge vasketøj op, støvsuge, rede seng og - you name it!
Ind i mellem slog Josefine øjnene op, konstaterede at mor stadig var der og sov videre. Efter 3 timer (!) kunne jeg ikke finde på mere nyttigt at foretage mig, så jeg satte mig ved computeren, gik på nettet og surfede i laaang tid for første gang i måneder.
Jeg genvinder min tabte frihed
Efter nogen tid, hvor jeg øvede mig i at bruge slyngen indendørs for ikke at blive helt grinet ud i min fumlen, listede vi en dag udendørs, og så kunne jeg for alvor mærke, at jeg havde fået min tabte frihed tilbage. Nu kunne vi komme ind i de mindste butikker, vi kunne gå ned af strøget uden problemer, at stå i kø i Føtex var intet problem længere, og der var altid plads i bussen!
Jeg overvandt min sidste rest af skepsis overfor slyngen en lørdag eftermiddag i IKEA. Vi skulle ud og kigge på ny seng og havde Josefine med i barnevognen. Der havde hun sovet hele turen derud, men i samme øjeblik vi trådte ind i sengeafdelingen, vågnede hun og var i et mildt sagt rigtig rigtig dårligt humør. Jeg tog hende op og puttede hende med bævende hjerte i slyngen, og efter 5 minutter sov hun atter trygt.
Da vi havde set på seng, gik vi ned i cafeteriet og fik en bid mand. Derefter gik vi til City 2, og til sidst tog vi toget hjem. Josefine sov hele vejen.
 Efterhånden som jeg begyndte at bruge slyngen mere, skete der et følelsesmæssigt jordskred i mig, da jeg kom meget tættere på mit barn - ikke bare fysisk men også psykisk. Jeg blev fyldt af taknemmelighed over, at det lille pus udnævnte mig til tryghedens højborg. Tænk, at hun kunne falde i søvn på mig midt i storbyens virak og larm.
Når hun var vågen, elskede hun at sidde i kængurustilling (hendes ryg mod mit bryst, benene foldet i skrædderstilling i slyngen), så hun kunne følge med i alt, hvad der skete og lære om verden ved at se den fra voksenhøjde.
Hængende der var hun en stor hjælp, når de huslige pligter skulle klares. Faktisk hyggede vi os så meget med det huslige, at Jesper fik forbud mod at hjælpe med en masse ting. Det var skønt at kunne fortsætte med sine gøremål, mens hun sad trygt og godt i slyngen og fulgte interesseret med - ja altså, så længe der var tale om fysisk arbejde. Stillesidende computerarbejde var lidt for kedeligt.
Josefine og jeg snakkede også meget mere sammen, når hun hang der. Det kom ligesom mere naturligt end dengang, hun lå langt væk nede i barnevognen.
 Barnevognen røg i kælderen, og vi købte en BabyBjörn, da Jesper ikke var så meget for slyngen. Den var vist lidt for hippie-agtig for ham. Og således blev Josefine båret ind i verden, trygt hængende på mor og far. Ind i mellem fandt vi barnevognen frem, når der skulle købes stort ind. Der kan være rigtig mange varer i sådan en vogn.
I favn med 12 kg barn
Josefine har rundet de 2 år og 12 kilo, så vi bruger kun sjældent slyngen, og når vi bruger den, er det kun for en kort bemærkning. Med vemod ser jeg den hænge på sin knage og samle støv, mens jeg tænker tilbage på de mange dejlige oplevelser, den har givet os.
Én ting var, at en sur og træt Josefine næsten med garanti faldt til ro og måske i søvn, når hun kom i slyngen; ganske praktisk, ikke mindst, når hun var syg. En anden ting var, hvor uendelig lettere hverdagen blev, f.eks. når der skulle bæres varer op på fjerde sal. Hvordan man gør det med et barn i en lift, er mig en gåde.
Men der, hvor slyngen har betydet mest, har været i hele tilknytningsprocessen. Hvis jeg ikke var begyndt at bære Josefine, er jeg overbevist om, at jeg var røget ind i en efterfødselsreaktion. Hun lærte mig at blive en god mor, fordi jeg gav hende chancen for at komme helt tæt på.
Hver dag glæder vi os over, at Josefine har gjort skeptikerne til skamme. Hun lærte både at kravle og gå "til tiden", hun blev ikke forkælet og uselvstændig men tvært i mod udadvendt, nysgerrig og tryg, og hun har stor empati med andre. Hører hun f.eks. et barn græde, siger hun: "Baby græder, op til mor og ha' babbe". Jo, hun kender opskriften på god trøst.
Udfordringen i dag, hvor Josefine i høj grad er ved at udvikle en selvstændighed og gerne vil gå sine egne veje, er at finde ud af, hvordan man egentlig praktiserer i favn uden slyngen, altså når ens lille baby pludselig har sin helt egen mening om tingene og en meget stærk vilje. "Skæld ud" forsøger vi at undgå. Vi skælder jo heller ikke ud på hinanden. Sker det, at en af os alligevel hæver stemmen, som oftest moderen, har Josefine ret svært ved at tage det alvorligt, heldigvis!
Så er der det der med at sige "nej med rygraden". At være forældre til en 2-årig, der skal finde ud af, hvordan verden er skruet sammen, kræver stor tålmodighed, meget stor tålmodighed, og et "nej" til at udforske, bliver der absolut ikke set med milde øjne på.
Det kræver en omstilling at geare ned og nyde, at de 500 meter hjem fra vuggestuen kan vare en evighed, mens poden liiige skal undersøge det ene og det andet. Men i virkeligheden behøver vi jo ikke at skynde os hjem. Vi skal nok nå det, vil skal nå, og hvis ikke, så når vi det i morgen.
Efterskrift: Josefine blev 4 år i november 2005, og hun blev storesøster i 2004 til Sofie, der selvfølgelig kom i slyngen fra dag 1. Til Sofie havde vi planlagt en hyggelig hjemmefødsel, men tingene går ikke altid som planlagt, så det blev til endnu et kejsersnit, denne gang på Hvidovre Hospital, men mere om det en anden gang.
15-01-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025